Over grænsen med succes
Som praktikant har jeg jo mange forskellige ansvarsområder her på festivalen. Lige da jeg startede, følte jeg godt nok, at det hele var lige lovlig uoverskueligt – hvem skulle jeg tale med, skulle jeg sende mails eller var det bedst at ringe, hvad skulle jeg svare på de spørgsmål, jeg fik stillet (og måtte jeg selv svare, eller skulle jeg konferere med Ann-Britt først), og hvor søren skulle jeg starte henne?
Efter halvanden måned har jeg nu fundet mig godt til rette i OFF-teamet og får en masse opgaver fra hånden. Blandt andet får jeg stille og roligt styr på nogle af de mange events, som festivalens program jo er spækket med.
Ét af de events, som jeg står for at skulle koordinere, er OFF Limits, hvor OFF11 giver festivalens gæster mulighed for at se film på lokaliteter, hvor man normalt ikke tænker på at se film – eller forbinder med film for den sags skyld. I år er temaet ”Når nøden er størst …”, og derfor vil vi gerne finde lokaliteter og samarbejdspartnere, hvor hjælpen er nærmest, når mennesker har brug for det.
Og succes! Jeg kan allerede afsløre, at I får mulighed for at se fantastiske film på Falck-stationen på Rugårdsvej og i Odense Domkirke. A’hvabehar? Før filmfremvisningerne vil der være mulighed for henholdsvis at kigge ind i en ambulance og høre spændende historier fra livet som Falck-mand og for at få en rundvisning i den smukke, gamle domkirke. Desuden arbejder vi på en tredje mulighed, men den kan jeg ikke løfte sløret for endnu.
Så sæt kryds i kalenderen tirsdag den 23., onsdag den 24. og torsdag den 25. august og oplev filmfremvisninger ud over alle grænser.



