Videopostkort fra Jørgen og Asger Leth

Odense Internationale Film Festival 2011 har bedt forskellige personligheder indenfor filmverdenen om at sende os en hilsen via et videopostkort. To af landets bedste filmmagere (og desuden far og søn), Jørgen Leth og Asger Leth, har sammen kreeret et af årets mest poetiske af slagsen.

Hvad er budskabet med jeres videopostkort?

Der er ikke noget budskab. Mig og Asger har lavet en lille historie om det at lave film og bruge de midler, som man umiddelbart har til rådighed. Det er vigtigt, man ikke overfortolker videoen, men tager det som et postkort. Som at tage små noter. Man kan jo kommunikere med film i stedet for med det talte ord, og vi var enige om, at det var bedre at lave en film end at lave et statement. Det skal ikke være fornuftigt men ufornuftigt. Den kan godt ses som en opfordring til at bruge inspirationen, når du laver film i stedet for ting udefra. Det handler jo i bund og grund om ens umiddelbare udsigt. For hvad kræver det egentlig for at lave film? Det kræver en idé og talent. Ikke alle mulige udenomsfaciliteter.

Hvad er ifølge jer kortfilmens forcer?

Simpelthen, at den er kort. Der skal ikke så meget til, for at filmen finder sin form. Det kræver ikke særlig meget struktur, og det er en kæmpe force. Kortfilm kan dog sommetider være lidt for stringente og meningsbærende.

Har I et godt råd til deltagere på dette års unge talenter på filmfestivalen?

Det fremgår jo faktisk af vores videopostkort. Man skal bare tage fat. Skriv nogle ord ned. Hele vores postkort er lavet på én dag, og det fremhæver vi, fordi det er deri, fidusen ligger. Man skal være klar til at lave en film med de midler, man nu engang har for hånden. Det behøver ikke være så skide kompliceret.


Kommentér