Orange

Hej verden. Mit navn er Jannik, og jeg startede for to uger siden på Odense Filmfestival. Jeg er årets praktikant og har fået den dejlige opgave, at give jer et lille indblik i verdenen bag Odense Filmfestival. Jeg vil fokusere på forskellige emner og give mit besyv med. Det skal jo også være lidt hyggeligt! Jeg er hvad man vil kalde en filmnørd, hvilket højst sandsynligt vil have indflydelse på mine blogindlæg.

Som I muligvis har bemærket, hvis I er faste filmfestival-gæster, så har hvert år en bestemt farve. 2009 var lilla, 2010 var turkis og 2011 var grøn.

2012′s farve er orange. Som udgangspunkt er mit forhold til orange en lidt blandet oplevelse. Jeg tror en af de første oplevelser, jeg havde med orange var, da jeg var seks år gammel. Jeg var ovre ved min veninde Mette, som boede lidt længere nede af gaden. Hun havde en bøtte med, hvad jeg mener man kalder ’prutteslim’. Altså sådan en orange masse som var klistret, og når man påførte et passende tryk blev luft presset ud og lavede en pruttelyd. En blanding af synet af dette, lugten af den syntetiske masse og den sygelige, nærmest selvlysende orange farve var mere end mit lille seks årige sind kunne holde til, og jeg kastede op i Mettes seng. Vi ses desværre ikke mere.

Inden for filmverdenen spiller orange en rolle forskellige steder. Især hvis vi strækker betydningen af orange til også at være appelsiner. Appelsiner er i Godfather-trilogien et tegn på, at en person i scenen vil dø. Eksempelvis da Don Vito Corleone putter en appelsinskrald i munden og skræmmer sit barnebarn lige inden han dør af et hjerteanfald. I Stanley Kubricks film A Clockwork Orange har betydningen af titlen skabt flere spørgsmål end svar. Den refererer efter sigende også til en appelsin. Titlen kommer fra det britiske udtryk ’queer as a clockwork orange’. Filmens hovedrolle Alex er trods sin noget ortodokse natur et menneske. Noget naturligt. En appelsin. Man prøver dog at automatisere eller mekanisere hans reaktioner og følelser, og på sin vis hvad der gør ham til et menneske. Derfor er han den mekaniserede appelsin.

En meget positiv oplevelse for mig, i forhold til farven orange, var sidste torsdag. Da jeg så cirka 75 frivillige iklædt årets OFF-trøje. En meget positiv oplevelse var da jeg mødte op den første dag på Filmfestivalens kontor, og der var 10 oppuste orange balloner rundt om mit nye skrivebord. Og jeg tænker at mit forhold til den orange farve vil ændre sig radikalt i løbet af de næste par måneder. Jeg glæder mig i hvert fald.


Kommentér