30.000 kr. til den bedste ide på filmfestival i Odense
Pitch Me Baby er titlen på konkurrencen i Odense, hvor filminstruktører og filmmanuskriptforfattere får mulighed for at møde op med deres idé og vinde 30.000 kr. til at skrive manuskript for. Tilmeldingen er åben nu!
Sammen med foreningen Danske Filminstruktører, og Danske Dramatikere tager Odense Internationale Film Festival (OFF) fat der hvor enhver god film starter – den gode idé og evnen til at få andre til at se potentialet i den.
Pitch – knald eller fald på 5 minutter
Torsdag d. 23. august får 8 håbefulde instruktører og manuskriptforfattere mulighed for at træde op på scenen og pitche deres filmidé for en jury bestående af Manuskriptforfatter Bo Hr. Hansen, Konsulent Ulrich Breuning, Producer Maja Dyekjær, Instruktør Henrik Ruben Genz og Sidste års vinder, instruktør Lea Glob. Juryen udvælger efterfølgende den bedste idé, der kåres som vinder af Pitch me Baby og får overrakt et arbejdslegat på 30.000 kr. til at videreudvikle ideen til et færdigt manuskript.
Pitch Me Baby er åben for offentligheden, der som publikum til konkurrencen får en enestående chance for at være med, når de første spæde skridt tages til det, der senere kan blive en film. Måske endda en film, der senere bliver konkurrencedeltager på OFF – hvem ved?
Kortfilm, kreativitet og fantasi
OFF12 handler om kortfilm, men festivalen handler også om nye måder at se filmmediet på og om den kreativitet og fantasi, der er med til at udvikle nye og spændende film. Mange ser på kortfilm som en trædesten på vejen mod den store spillefilmsdebut, men kortfilm er en genre i sig selv, som kræver disciplin, kreativt overskud og mod til at eksperimentere.
Alle de konkurrerende pitch skal være på en kortfilm på max 15 minutter, men ellers er tøjlerne sluppet og både fremadstormende talenter og nysgerrige veteraner har mulighed for at prøve en idé af og se, hvad det kan føre med sig.
Yderligere info:
Pitch Me Baby foregår 23. august i Odense og er en del af OFF12. Deadline for tilmelding er fredag d. 3. august 2012. Tilmelding sker til Danske Dramatikere på admin@dramatiker.dk
Vinderen kåres fredag d. 24. august til OFF’s store prisfest – OFF Awards.
Kontakt:
Festival leder: Birgitte Weinberger – birgitte@festival.dk
Næstformand for Danske Dramatikere: Nikolaj Scherfig – ns@dramatiker.dk
___________________________________________________________________________
Hvad er et pitch?
Et pitch er det indledede møde, der foregår, når en instruktør eller manuskriptforfatter sidder overfor et filmselskab og har 5 minutter til at fortælle dem om sin idé. Det er en kreativ disciplin i sig selv på 5 minutter at kunne folde potentialet i sin filmiske vision ud for andre. Pitchét er ofte afgørende for, om en idé får mulighed for at blive til et manuskript og sidenhen en film.
Kort om Pitch me Baby
Konkurrencen er blevet til i et samarbejde mellem foreningen Danske Instruktører og OFF i 2010. Side er Danske Dramatikere kommet med som arrangør. Instruktører og manuskriptforfattere kan sende oplæg ind til vurdering. 8 deltagere vil blive udvalgt blandt ansøgerne til at deltage i den endelige konkurrence. En jury bestående af 5 filmfolk bedømmer de enkelte pitch. Konkurrencen er åben for publikum, der ligesom juryen også vil kunne stille spørgsmål til de deltagende instruktører.

