Mød filmskaberen: Frida Møller Martinsen
Fødsler, body-horror og brændende kroppe – Frida Møller Martinsen har med Rare Footage of a Plant skabt en film, hvor kvinden tager magten tilbage, og hvor det får dødelige konsekvenser. Her fortæller hun om, hvorfor historien netop skulle fortælles som kortfilm.
Min kortfilm handler om en mand, der savner sin elskede så meget, at han i desperation og sorg trodser naturens love og udfører et mørkt ritual for at få hende tilbage. Og det lykkes faktisk – men på en ret foruroligende måde: han føder hende selv.
Han tror bagefter, at alt er normalt igen, og de har sex. Men samme nat vågner han ved, at kvinden føder en stor, mærkelig mand. Og dér går det op for ham, at noget er helt galt.
Kvinden begynder at vise mere kærlighed til sit “barn”, end hun gør til ham, og det kan han ikke leve med. Så han prøver at gøre det hele om og beder til den samme skabende ånd, som først gav ham kvinden tilbage. Men han indser hurtigt, at han ikke er i kontrol – det er ånden.
For det er kvinden, der kan give liv. Og det er kvinden, der kan tage liv.
Uden at jeg selv helt var klar over det dengang, har jeg åbenbart været ret optaget af fødsler – og er det stadig. Lad os kalde det “temaet: at få børn”. For mig, som 27-årig kvinde, er det et emne med så mange lag, som jeg er meget nysgerrig på.
Det er jo ren body horror – og samtidig ekstremt nemt at skildre på film: nogen skriger, et menneske bliver født. Som seer behøver man ikke engang se det hele, før hjernen selv laver koblingen. Men body horror er kun én del af det.
Da jeg begyndte at udvikle projektet, brainstormede jeg en masse og skrev tilfældige sætninger ned. Og én af dem var: “En mand føder.” Jeg blev ved med at vende tilbage til den. Det er så simpelt, og alligevel noget, der slet ikke kan ske i vores verden. Mænd føder ikke – og det var jeg straks draget af.
En anden sætning, jeg havde, var noget i retning af: “En kvinde ser på to lig, der brænder.” Så satte jeg mig for at finde ud af: hvordan kommer jeg fra A – en mand føder – til B – en kvinde ser på to lig, der brænder?
Da jeg så skrev manuskriptet, havde jeg fokus på, at der hele tiden skulle ske noget. Jeg ville have ren handling, ikke alt muligt snak. Jeg har en tendens til at tænke mine film uden dialog, fordi dialog er svært – og det skal være svært, synes jeg. Men jeg glæder mig også til at kaste mig ud i projekter med mere dialog fremover, fordi jeg ved, det vil udfordre mig som instruktør.
Jeg synes, kortfilmformatet kan være en gave i sig selv, netop fordi det har så mange begrænsninger. Historier som Rare Footage of a Plant eksisterer kun i det format.
Selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig at lave spillefilm eller serier i fremtiden, men så ville det være helt andre manuskripter og processer. Kortfilm føles for mig som et glimt ind i en anden virkelighed – du har kun kort tid til at kigge rundt, og netop derfor bliver man mere nysgerrig.
Jeg tror ikke, at denne historie ville fungere som spillefilm. Den skal være kort, intens og larmende, ellers mister den sit punch. Larm over længere tid bliver jo bare støj. I film og kunst er vi nødt til hele tiden at have “det andet” – tension and release.
Jeg glæder mig særligt meget til Cirkusfilm-initiativet og animationsfilmene.
Det er mit første år i år, og så endda med min egen kortfilm. Det er jeg fuld af glæde over.
Jeg glæder mig virkelig meget til at se en masse forskellige film og mødes med en masse folk fra branchen. Det er lidt ananas i egen juice, men for pokker hvor er medie-og filmfolk herlige!