Freemium 911 handler om en kvinde, der vågner op og opdager, at hun er i hjertestop – og nu må hun kæmpe mod en dystopisk smartphone-app, der bogstaveligt talt har hendes liv i sine fejlramte, betalingsmurede hænder.

Den er faktisk inspireret af noget, jeg selv oplevede lige inden jeg startede på filmskolen på UCLA. Det var under COVID, så jeg var ekstra bekymret, hver gang jeg mærkede et eller andet mærkeligt i kroppen – men jeg turde heller ikke tage til lægen af frygt for at blive smittet. Jeg havde vedvarende smerter i brystet, først tænkte jeg, at det bare var fordøjelsen, men da det blev værre om natten, frygtede jeg, at det var noget alvorligt.

Som mange andre slog jeg symptomerne op på nettet – og indså ret hurtigt, hvor dumt det var. Så jeg tog modvilligt på hospitalet. Det første hospital sendte mig hjem med en diagnose om panikanfald. Da smerterne kom tilbage, tog jeg til en anden læge, som sendte mig videre til akutmodtagelsen. Anden gang blev jeg straks lagt i en hospitalsseng, og en tekniker sagde, at han troede, jeg havde et hjerteanfald. Det havde jeg heldigvis ikke – men i det øjeblik var jeg både rædselsslagen og faktisk lettet, for hvor er det bedre at få et hjerteanfald end omgivet af læger på et hospital?

Det viste sig at være en meget mild betændelse i hjertesækken, perikarditis, som let kunne behandles med ibuprofen og en lille pille mod urinsyregigt. Men den første nat, hvor jeg lå derhjemme i panik og søgte efter hjælp på nettet, føltes som gnisten til en filmidé.

Jeg synes, den fungerer bedst som en meget kort og meget intens oplevelse. Humoren i situationen bliver stærkere, fordi hovedpersonen kan falde død om hvert øjeblik, mens den her frygtelige sundheds-app bare bliver ved med at trække tiden ud. Jeg har været heldig at se filmen sammen med publikum nogle gange, og hver gang chatbot-karakteren Rachel dukker op, begynder folk at grine og stønne – som om de med det samme ved: “Åh nej, det her ender ikke godt.”

Det føles næsten uretfærdigt at fremhæve nogen, for jeg er bare virkelig beæret over at være en del af så prestigefyldt en festival med så godt et internationalt ry. Men jeg har to små børn, og jeg tror, de ville elske børneprogrammet. Jeg lavede engang en kortfilm om min ældste søn Jack, og han er lige i den alder nu, hvor han elsker historier, der tænder fantasien. Min egen film er ret intens og skræmmende, så det bliver rart at kunne vise ham noget lidt mere børnevenligt.

Jeg er helt oprigtigt bare ydmyg over at være en del af festivalen – især i et jubilæumsår som dette, hvor OFF fejrer 50 år.