Det startede med et ønske om at indfange følelsen af overvældelse og udbrændthed. Helt konkret handler den om alt og intet. Jeg har prøvet at indfange energien i vores tid – de samfundsmæssige forventninger, presset og de endeløse “løsninger”, og hvordan alt det føles for mange mennesker.

Vi havde vist verdens længste lockdown i Melbourne, og under dén skrev jeg på en roman. Romanen var skrevet i brudt prosa uden dialog, og den havde fire spor, hvor én af karaktererne repræsenterede angst og overvældelse. Da lockdown endelig sluttede, ville jeg se, hvordan det kunne oversættes til film – rent stilistisk. Det skulle egentlig bare være et lille to-måneders projekt, men det endte med at tage halvandet år at færdiggøre. Og nu, to et halvt år senere, står jeg her med en 15 minutters film med 1000 klip, klar til at blive vist i Odense. Det føles ret surrealistisk.

Filmens stil er ret usædvanlig på flere måder. Der er ingen manus, ingen rigtig dialog, ét fokuspunkt, og så de ekstremt hurtige klip. Det er ikke noget, et publikum ville kunne holde ud i spillefilmslængde. Og som ukendt filmskaber ville jeg nok heller aldrig slippe afsted med det i en kommerciel sammenhæng.

Det er første gang, jeg er på OFF, og faktisk også min første gang i Danmark. Jeg er her for filmene. For at møde deres skabere. Som de sagde til åbningen mandag aften: kortfilm er et format, hvor du bliver overrasket, udfordret og taget på sengen. Der er ingen faste regler. Man er ikke styret af industrien. Og det er præcis dét, der gør kortfilm så uventede – og fantastiske.