fbpx

MSIB – SORT SOM IRIS

Sort som Iris

Genre: Fiktion
Produktionsland og år: Danmark, 2019
Instruktion: Jonas Risvig
Længde: 7 min.
OFF-år: Filmen blev vist på OFF20

(Indsæt link)

Synopsis

En pige uden en far. En far, der stadig er i pigens liv, som et spøgelse af kød og blod. En pige og hendes far. En stærk smerte og en rørende afsked.

I skal

  • Bruge et udvalg af De 7 parametre for den gode kortfilm
  • Lave personkarakteristikker af Iris
  • Analysere brugen af udvalgte filmiske virkemidler og fortolke filmen
  • Lave en podcast hvor I diskuterer hvorfor det kan være svært at bede om hjælp
  • Perspektivere filmen til H. C. Andersens forfatterskab

Opgaver

Jeres analyse skal kunne præsenteres for andre. Fx i en PowerPoint eller et andet program. Tag skærmbilleder og indsæt dem i jeres præsentation. Billederne skal bruges som dokumentation for jeres iagttagelser og pointer.

1. Baggrund

I 1969 udviklede den schweiziske psykiater Elisabeth Kübler-Ross en model med fem adskilte faser, som man ofte går igennem, når man sørger eller er i sorg.

  1. Den første fase er fornægtelse. Her er man i en fase af chok, og man nægter at indse eller acceptere, hvad der er sket.
  2. Næste fase er vrede, og her kan man føle vrede mod alt og alle, og man kan opleve en stor følelse af uretfærdighed.
  3. I den tredje fase søger man ofte efter at genvinde kontrollen eller rette op på situationen. Man prøver at forhandle med sig selv eller med andre, højere magter, fx Gud, i et forsøg på at få tingene til at blive, som de var før tabet. Denne fase kaldes forhandling.
  4. Den fjerde fase er den depressive fase, hvor man føler en dybere sorg. Man er ked af det, trist og magtesløs.
  5. Den sidste fase er accept. Her begynder man at acceptere det, der er sket, og man kan begynde at genopbygge ens liv uden den tabte person eller ting, selv om man stadig kan savne personen. Man kan sige, at tiden læger alle sår, men at man altid får et ar eller to.

Når I har set ”Sort som Iris”, så vend tilbage til disse fem faser og diskutér i klassen, om I kan finde nogle af dem eller alle fem i filmen.

2. Parametre

Læs om Raskins 7 Parametre.

  1. Konsekvens og overraskelse
  2. Billede og lyd
  3. Slutning og helhed
  4. Opfører Iris sig på samme måde gennem hele filmen, eller gør hun noget overraskende?
  5. På hvilken måde er det med til at fortælle filmens historie, at billed- og lydside ofte ikke passer sammen?
  6. I filmens slutning stopper den asynkrone underlægningsmusik, og til sidst hører man kun en vindharpe. Samtidig med har filmen en forholdsvis lang udtoning, som består af én indstilling, som afsluttes med, at kameraet tilter opad. Hvilken dybere mening kan der ligge i disse valg?

3. Personkarakteristik

Lav personkarakteristik af Iris.

  1. Beskriv hendes ydre karaktertræk, hendes udseende, handlinger og historie, som de fremstilles i filmen, herunder hendes forhold til faderen og socialarbejderen.
  2. Beskriv hendes indre karaktertræk, væremåde, følelser og adfærd, som de fremstilles i filmen.

I skal nu oversætte jeres personkarakteristik til en collage. En collage er et billede, som er dannet af forskellige materialer, og det kan for eksempel være en kombination af tegning, ord/tekst, billeder/fotos og pålimede genstande. Jeres collage skal altså visuelt prøve at rumme så mange af jeres gode pointer fra det tidligere arbejde med teksten som muligt. Collagen skal indeholde:

  • De vigtigste pointer fra jeres personkarakteristik af Iris
  • Billeder som understøtter jeres pointer: Det kan være tegninger, fotos, figurer, statistikker eller lignende, men undgå at bruge screenshots fra selve filmen
  • Tekst (enkelte ord/sætninger der er vigtige) og centrale citater
  • Forskellige materialer

Til sidst kan I lave fernisering i klassen, hvor I præsenterer jeres collager og tankerne bag for hinanden.

4. Virkemidler og fortolkning

  1. Filmen bruger flittigt asynkron lyd (https://filmcentralen.dk/gymnasiet/filmsprog/synkron-lyd-og-asynkron-lyd), hvor man fx hører en samtale indover en billedside, der viser noget helt andet. Hvilken effekt har det?
  2. Filmen bruger primært enten nær/ultranær og total/halvtotal billedbeskæring (https://filmcentralen.dk/grundskolen/filmsprog/billedbeskaering), kombineret med håndholdt eller kamera på stativ (https://filmcentralen.dk/grundskolen/filmsprog/kamera-paa-stativ-og-haandholdt-kamera). Hvad er effekten, når der skiftes til ultranær eller håndholdt?
  3. Hvordan anvender filmen visuelle virkemidler (f.eks. billedkomposition, farver, lys og skygge) til at skabe stemning og understrege fortællingen?
  4. Find eksempler på virkemidler, der signalerer et godt forhold mellem far og datter. Prøv derefter at finde virkemidler, der tyder på et problematisk forhold.
  5. “Sort som Iris” er filmet i et format, der hedder 4:3. Find ud af, hvad det er, og forklar hvilken effekt det har i denne film.
  6. Hvorfor er Iris så aggressiv overfor manden, der taler med hende?
  7. Hvad symboliserer de spøgelsesagtige skikkelser, der indimellem dukker op (typisk når faderen forsvinder), og hvad sker der med dem i slutningen?
  8. Hvad sker der mellem Iris og hendes far i scenen, hvor hun kigger ud af vinduet, indtil han lægger hånden på hendes skulder (4:20-4:50)?
  9. Hvad gennemgår Iris i den efterfølgende scene, hvor hun tilsyneladende går ind til sin fars lig, tager samuraisværdet og går (4:50-5:40)?
  10. I filmens afsluttende sekvens (5:48-7:00) sker der ret meget. Hvad betyder de følgende enkeltdele?
    1. Iris tager sværdet med udenfor og stiller sig foran “spøgelserne” (5:48-5:58).
    2. Iris spejler sin fars bevægelser, smiler og løber hen mod spøgelserne (5:58-6:11)
    3. Iris slipper sværdet, tørrer tårer væk, trækker farens jakke tættere om sig og vender sig væk fra kameraet (6:18-6:42)
    4. Iris går væk fra kameraet. Hun kigger tilbage, men fortsætter væk. Musikken stopper og afløses af lyden af en vindharpe. Kameraet tilter opad og kigger mod nattehimlen. Undervejs ses den høje bygning i frøperspektiv. (6:50-7:35)

5. Podcast

Lav en podcast, hvor I diskuterer, hvorfor det kan være svært at henvende sig til folk, der er kede af det, og hvorfor det kan være svært at bede om hjælp. Det kan handle om en ven, der har det svært derhjemme eller har kærestesorger. Det kan også handle om det at bede om hjælp i skolen, hvis der er opgaver, som man har svært ved at løse.

6. H.C. Andersen

Hvis man ønsker at lave en perspektivering til H. C. Andersens forfatterskab, så kan man kigge på eventyret om ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”. Denne historie handler bl.a. også om en pige, der har mistet en person, som hun holder af, og begge historier har en udtoning, der måske er lykkelig og rummer håb.

https://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/den_lille_pige_med_svovlstikkerne