Bliv frivillig på OFF

OFF – Odense International Film Festival har åbnet for tilmelding af frivillige til filmfestivalen i august, og søger en masse dygtige, søde og engageret mennesker. OFF har vokseværk i disse år, og det samme gør sig gældende for behovet for frivillige, og hvis man kunne tænke sig at blive en del af det fantastiske frivillighold, er det nu. Tilmeldingen har været åben i en uges tid, og der er allerede over 100 tilmeldte, men der er plads til og brug for flere, når OFF19 skal på vingerne i uge 35.

 

Frivillig på OFF
Hvis du er over 18 år, og hvis du har lyst til spændende opgaver og et fængende fællesskab, så er OFF noget for dig. Du kan opleve kortfilmens magiske verden, og du bliver samtidig en del af et skønt fællesskab, får gode oplevelser, vedkommende samtaler, møder spændende mennesker og ser en masse kortfilm fra hele verden.

 

Der er mange forskellige typer af arbejdsopgaver, og OFF lægger sig i selen for at finde en, der passer til dig. Du kan som frivillig få opgaver lige fra biografvagt, plakatopsætter til stoleflytter, eller fungere som vært for vores mange internationale gæster. Du behøver med andre ord ikke at være filmekspert eller et teknisk vidunder for at være med. Der er plads til alle og opgaver til alle. Det forventes dog, at man kan arbejde min. 18 timer i løbet af ugen.

 

I løbet af festivalugen får man som frivillige desuden mulighed for at møde branchefolk og filmfolk fra hele verden, og man bliver inviteret med til diverse sociale aktiviteter, samt det store gallashow OFF Awards. Men mest af alt får du muligheden for at få på OFF på vingerne, medvirke til en gigantisk international filmfest og tage del i et stærkt fællesskab.

 

Tid og sted

OFF19 afholdes fra mandag den 26. august til søndag den 1. september primært på Brandts Klædefabrik, som i uge 35 vil blive omdannet til et summende, internationalt filmmekka.

Udover selve festivalugen bliver der afholdt tre informationsmøder i løbet af forår og sommer samt en række sociale aktiviteter. Hvis du tilmelder dig som frivillig, kan du allerede nu sætte kryds i kalenderen for vores frivilligmøder: 30/4, 19/6, 13/8, 25/8.

 

Uden frivillige ingen OFF
De frivillige og den enorme indsats, de hvert år yder, er én af festivalens grundpiller. Hvert år engagerer over 150 frivillige sig i OFF og er med til at gøre festivalen til en uforglemmelig oplevelse, for knap 30.000 besøgende. Det er de frivillige, der er med til at skabe den helt specielle stemning og atmosfære på festivalen, der gør OFF til noget unikt.

 

Du kan læse mere om at være frivillig på OFFs hjemmeside og tilmelde dig her https://filmfestival.dk/bliv-frivillig-paa-off19/