Den korte dokumentarfilm får nu sin egen plads på OFF
Når OFF18 – Odense International Film Festival – slår dørene op til august, vil man kunne finde et helt nyt konkurrence-spor. Den korte dokumentarfilm får en særskilt plads i årets festivalprogram, sin egen jury og to helt nye priser.
Mens dokumentarfilmen altid har været velkommen i konkurrencen til OFF, så har programmerne oftest været båret af fiktions- og til dels animationsfilm. Til dette års filmfestival i Odense vil OFF bringe den korte dokumentarfilm helt frem i lyset, og sætte fuld fokus på denne intense og udfordrende genre. Dertil kommer to nye priser; Best Documentary Short og The Soapbox Award. Med dem følger en pengepræmie på henholdsvis 15.000 og 10.000 kr. Priserne vil blive uddelt af sin egen kyndige jury, der på lige fod med de andre juryer vil bestå af tre kompetente filmprofessionelle.
Mens prisen for Best Documentary Short går til, ja, den bedste i kategorien, uddeles The Soapbox Award til den dokumentar, der bedst bruger sin platform til at udfordre sit publikum, ved enten at vise et nyt vigtigt emne eller synsvinkel, eller give en eksisterende diskussion nyt lys. Sammen med prisen for Best Documentary Short bringer det det samlede antal op på 13 priser, der uddeles ved OFF Awards lørdag under festivalen.
Festivalleder Birgitte Weinberger udtaler:
”Den korte dokumentar er et vildt intenst format, hvor vi som beskuer bliver præsenteret for dele af virkeligheden, som vi ellers kun sjældent (eller aldrig) bliver præsenteret for. På 15 minutter kan vi besøge steder i verden vi ikke anede eksisterede, personligheder som vi ikke troede fandtes, eller blot opleve et udsnit af livet, som det også kan se ud. Den lange dokumentarfilm kender vi fra TV, men den korte er for mange en ukendt størrelse. Den har hele tiden været tilstede på festivalen, men den fortjener i den grad sin egen plads, og det får den nu, og jeg glæder mig helt vildt til at kunne præsentere endnu flere stærke og vedkommende fortællinger fra den virkelige verden på OFF.”
Flere dokumentarfilm til OFF
I 2017 modtog OFF over 2500 kortfilm, hvoraf et par hundrede var dokumentarkortfilm. Ud af disse var der 7 korte dokumentarer, der kvalificerede sig til konkurrence, der i alt bestod af 104 film. Ved at give den korte dokumentar en særskilt plads i programmet på Odense International film Festival og indføre to nye priser er håbet klart, at endnu flere korte dokumentarfilm af høj kvalitet vil finde vej til festivalen, og være med til at skabe større fokus på det korte dokumentaremne.
Tilmelding af film med henblik på udtagelse til konkurrence åbner den 15. januar 2018 med deadline 1. april 2018. OFF modtager film i alle genrer med en længde på maks. 30 min, såfremt de er færdigproduceret indenfor 2017 eller 2018.
Se mere om tilmelding af film på: www.filmfreeway.com/odenseinternationalfilmfestival
Odense Internationale Film Festival har eksisteret siden 1975 og er Danmarks ældste og eneste Oscarkvalificerende filmfestival.