En hyldest til kortfilmskunsten

”Expect the unexpected” – OFF er udsigt til verden og indsigt i sig selv. Et frikvarter fra den grå hverdag, hvor pligt erstattes med lyst. Lyst til mere. Lyst til nyt. År på år forvandles Brandts Klædefabrik i Odense Centrum til en magisk oplevelse for byens borgere og alle andre interesserede. Store som små vil i en hel uge blive inviteret ind til oplevelser, som pirrer hele det følelsesmæssige spektrum.

OFF hylder kortfilmen som medie og kunst, og frem for alt alle de kreative individer, der lægger deres sjæl deri. Op til festivalen modtager vi mere end 3.200 kortfilm fra både ind- og udland, som bliver set af vores nøje udvalgte selektionsjury, der med kyndig hånd udvælger de bedste. Under festivalugen vises disse udvalgte film i programmer á fem til otte små film, og programmerne varer i alt op til to timer. Hvis filmskaberne er på festivalen, vil de være tilstede under visningerne til at fortælle om deres film og besvare spørgsmål fra publikum. Sidst på festivalen afholder vi et storstilet show med fest og fornøjelse, hvor vi udpeger og fejrer vinderne af vores fem konkurrencer: Hovedkonkurrencen, Den Danske Konkurrence, Animationskonkurrencen, Ungdomskonkurrencen samt Dokumentarkonkurrencen.