fbpx

Fey Lehiane: Double D, 2018

Double D

Synopsis

Trettenårige Puck kender sig selv; hun er en fighter. Hun træner målrettet for at kunne slå alle drengene på fægtelejren. Det er sværere at finde en måde at tilslutte sig pigernes fællesskab. De pynter sig, og hendes krop er et værktøj; et middel til et mål. Funktion. Intet andet. Så da hun begynder at mærke forandringer i kroppen, der er helt ude af hendes kontrol, må hun finde en måde at se sig selv i et nyt lys.

Opgaver

Jeres analyse skal kunne præsenteres for andre. Fx i en PowerPoint eller et andet program. Tag skærmbilleder, og indsæt dem i jeres præsentation. Billederne skal bruges som dokumentation for jeres iagttagelser og pointer.

1. Baggrund

A. Læs om Raskins 7 Parametre. Tal sammen i små grupper. Hvilke parametre er væsentligt anderledes ift., hvis I analyserede f.eks. en novelle? Hvilke muligheder og hvilke udfordringer giver de mediet?

B. Læs om asynkron og synkron lyd og musik , f.eks. hos Filmcentralen.dk. Begge dele bliver brugt som virkemidler i Double D. Der er en særlig ”Klap, tramp og knips”, der bliver brugt som gennemgående musikalsk motiv. Tænk over, mens I ser filmen, hvordan det bliver brugt i forskellige tematiske sammenhæng.

Bemærk også de lyde, der bliver brugt i løbet af åbningssekvensen (0:00-0:37) og rulleteksterne (18:15-19:45). I begge sekvenser er lydene knyttet til fægtning, men de er meget forskellige. Overvej hvorfor.

2. Berettermodellen / dramaturgi

Løs opgaven i 2-mands grupper.

A. Brug berettermodellen til at analysere dramaturgien i Double D.

B. Sammenlign jeres berettermodel med en anden gruppe. Hvis I er uenige, så undersøg hvorfor.

C. Diskutér, hvorfor det kan være effektivt at fortælle historier på en måde, der minder om berettermodellen.

3. Arbejdsspørgsmål til analyse

  • Føler Puck sig, i begyndelsen, godt tilpas blandt de andre? Hvorfor/hvorfor ikke?
  • Tidligt i filmen er der en scene, hvor Puck møder en af drengene uden for omklædningsrummet (1:15-1:48). En anden dreng spørger, om han ser noget spændende, og den første dreng svarer ”Nej. Bare Puck.” Hvilket formål tjener denne scene? Ville den give lige så meget mening, hvis den dukkede op hen mod slutningen af filmen?
  • Hvorfor tøver Puck, da hun skal prøve brystværnet? (4:45-6:40)
  • Hvad går legen med underarmen ud på? (2:31-2:40 og 7:06-7:45) Og hvordan er den anderledes fra legen med kniven? (2:40-2:56)
  • Hvilken stemning er der i luften, da Puck står over for Hannah i skoven? (7:55-9:19) Hvilke virkemidler bruges til at etablere stemningen?
  • I begyndelsen er Puck ikke en del af pigegruppen, men senere inkluderes hun aktivt? Hvad skyldes denne forandring?

4. Personkarakteristik

Lav personkarakteristikker af Puck og Hannah.

A. Beskriv deres ydre karaktertræk, deres udseende, handlinger og historie, som de fremstilles i filmen, herunder deres forhold til hinanden.
B. Beskriv deres indre karaktertræk, væremåde, følelser og adfærd, som de fremstilles i filmen.

5. Analyse ud fra udvalgte parametre

Analysér filmen ved hjælp af følgende parametre:

Parameter 1 – Personfokus
Parameter 5 – Personer og rekvisitter
Parameter 6 – Enkelthed og dybde

A. Er det tydeligt, hvis historie filmen fortæller? Er der flere muligheder? I så fald hvilke?
B. Hvordan giver filmen tilskueren en oplevelse af Pucks indre liv (følelser, tanker)? Hvad får vi ikke adgang til? Hvorfor ikke?
C. Har historien en dybere mening? I så fald, hvad?

6. Fortolkning og diskussion

Der er mange versioner og mange forskellige opfattelser af eventyret om Rødhætte. Nogle mener, at den har ren opdragende effekt og skal fortælle unge piger, at de skal holde sig fra fremmede. Andre mener, at den handler om kvindens historisk undertrykte seksualitet. I mener måske noget tredje, men Pucks møde med ulven i skoven kunne vække associationer til historien om Rødhætte og ulven. Er der andre elementer i Double D, der kunne få tilskueren til at tænke på Rødhætte?

Hvad handler Double D egentlig om, og hvordan kunne man perspektivere den tematisk til Rødhætte?

7. Fotofrise

Lav en fotofrise på 5-10 billeder ud fra temaet “identitet og overgangsfaser”. Arbejd i grupper.
I bestemmer selv, om billederne skal være realistiske eller mere symbolske.

A. Brainstorm: Hvem eller hvad repræsenterer “identitet og overgangsfaser”?
B. Find billeder på nettet eller tag/brug jeres egne.
C. Sæt jeres billeder ind i en PowerPoint eller et andet program. I kan også vælge at printe billederne og sætte dem op som en frise på et stykke karton.
D. Præsentér jeres fotofrise for klassen og forklar, hvorfor I har valgt jeres motiver.