Fællessang og filmfavoritter under åben himmel
Film skal ses i biografen…
For nogle gange kan det gøre noget helt specielt ved oplevelsen, at skifte biografmørket ud med lyset fra en smuk sensommeraften. Så det gør vi naturligvis også i år.
Open Air på Amfiscenen er notorisk et af festivalens helt store trækplastre, og i år bliver med garanti ikke en undtagelse, når vi blænder op for de helt store klassikere. Hver aften fra tirsdag til lørdag under festivalen, kan du altså granske gratis tage plads blandt andre filmelskere og nyde en nøje udvalgt filmfavorit.
Der er filmstart hver aften klokken 20.30, men kom gerne i god tid.
Filmkoncert med Odense Jazz Orchestra
Musik og film hører sammen. Det understreger vi ved torsdagfilmen ”Respect”, der er et kig ind i soul-legenden Aretha Franklin liv. Inden filmen kan du nyde ingen ringere end Odense Jazz Orchestra, der blandt andet fortolker Arehta Franklins musik. Glæd dig til en musikalsk oplevelse med et af de mest potente og velswingende bigbands herhjemme.
Filmkoncerten er torsdag aften klokken 19. Filmen ”Respect” vises umiddelbart efter.
Morgensang
Og nu vi er ved musikken, så får du også en grund til at møde op på Amfipladsen om morgenen. Findes der en bedre begyndelse på dagen end at synge et par sange med gode mennesker? Nej, vel.
Derfor mødes vi hver morgen klokken 10 fra tirsdag til lørdag til fællessang.
Som sangvært kan du blandt andet møde Christian Tafdrup, Martin Strange Hansen, Sara Koppel og Maria Månson. Disse er akkompagneret af pianist Anders Møller. Torsdag d. 29/8 akkompagneres morgensang af Musikbibliotekets in-house musikere.
Duk bare op og tag gerne din egen højskolesangbog med.
Duk bare op og tag gerne din egen højskolesangbog med.