FORTÆLLINGER FRA GRØNLAND

Med skolen i biografen

Dette undervisningsmateriale tager udgangspunkt i kortfilmpakken “Fortællinger fra Grønland”.

Pakken består af fem kortfilm, der alle har været vist under OFF – Odense International Film Festival, Danmarks internationale, Oscar, EFA- og Robertkvalificerende kortfilmfestival. OFF finder sted i Odense, som hvert år i uge 35 forvandles til et filmmekka med besøgende filmskabere fra hele verden, prestigefyldte priser og et hav af spændende programmer for filmelskere i alle aldre.OFF hylder kortfilmen, og vi er derfor glade for at kunne tilbyde unge muligheden for at dykke ned i genrens mange former.

Fortællinger fra Grønland
“Fortællinger fra Grønland” indgår i programmet for skoleåret 2026/2027 for skolebioordningen Med skolen i Biografen. Grønland har de seneste år været i verdens fokus, og OFF – Odense International Film Festival præsenterer en stærk kortfilmpakke, der gennem dokumentar- og fiktionsfilm åbner døren til det storslåede land mod nord. Filmene er forskellige i deres udtryk, og de kommer vidt omkring, men de berører på hver deres måde emner og temaer, som er relevante for os alle.

Programmet
Programmet indledes med dokumentaren ”Entropy”, der tager publikum med på en rejse ind i inuitternes og Grønlands spændende historie. En eftersøgning af en stjålet slædehund er derimod omdrejningspunktet i fiktionsfilmen “Anngeerdardardor” (The Thief), der følger 15-årige Kaali fra Tasiilaq i Østgrønland; eftersøgningen viser sig at rumme mere end én overraskelse. “Piniartoq” (The Hunter), hylder slædehundene og deres rolle i det grønlandske jægersamfund, men tiderne skifter, og måske er der ikke brug for slædehunde i fremtiden? I den Oscar-nominerede kortfilm ”Ivalu” følger vi pigen Pipaluks desperate søgen efter hendes storesøster Ivalu, der er forsvundet under mystiske omstændigheder. Materialets sidste film, dokumentaren “Sikoqqinngisaannassooq”, skildrer smukt og poetisk konsekvenserne af havisisens forandringer, gennem bl.a. interviews med beboerene i bygden Uummaannaq, og giver stof til eftertanke.

Fokus på Grønland
Alle taler Grønland i disse år, og vi har derfor valgt at tilføje spørgsmål og opgaver, som gerne skulle give eleverne viden om den grønlandske kultur, den grønlandske geografi og det grønlandske sprog, så de kan indgå i nuancerede samtaler om og med vores venner i Rigsfællesskabet.

Kortfilmpakken kommer på OFFStream i august 2026

Materialet findes også i en printvenlig PDF-version:

Lærervejledning, “Fortællinger fra Grønland”

Undervisningsmaterialet, “Fortællinger fra Grønland”

Entropy

Entropy byder på smukke billeder, men dystre budskaber. Indlandsisen er opstået henover tusinder af år, og har en stor effekt på vores klima og menneskets liv på jorden. Entropy viser hvordan klimaforandringen allerede nu har håndgribelige konsekvenser for de mennesker, der bor i nærheden af isen.

Se opgavebeskrivelse
Anngeerdardardor / The Thief

Den unge Kaali, en autistisk dreng fra Tasiilaq i Østgrønland, begiver sig ud for at finde sin stjålne hund. Mens han kæmper med sine forskelligheder, må han beslutte, om det er værd at miste sin eneste ven for at få sin hund tilbage.

Se opgavebeskrivelse
Piniartoq / The Hunter

Langt oppe på den grønlandske østkyst lever 23-årige Martin Madsen stadig, som hans forfædre gjorde før ham: med slædehunde som sine vigtigste ledsagere på sæl- og isbjørnejagt. Men tiderne skifter, og inuitkulturens trofaste hunde er en truet race. Fra sin isolerede landsby Ittoqqortoormiit spørger Martin sig selv, hvad fremtiden mon bringer for ham og hans hunde.

Se opgavebeskrivelse
Ivalu

Da Ivalu forsvinder, tager hendes lillesøster Pipaluk ud for at lede efter hende i den grønlandske natur. Alle andre virker til at være ligeglade med hendes forsvinden, men Pipaluk er desperat efter at få sin søster tilbage. Mens hun leder, mindes hun alle de ting, der binder hende og Ivalu sammen på godt og ondt.

Se opgavebeskrivelse
Sikoqqinngisaannassooq

Et isoleret inuit-samfund i Kalaallit Nunaat (Grønland) oplever, hvordan deres vinter-havis påvirkes af klimaforandringer. Interviews med oprindelige ældre og jægere – nogle projiceret op på isbjerge – ledsages af ord på kalaallisut (grønlandsk), der beskriver deres forsvindende vintermiljø. Med udsigten til, at sommerhavis vil forsvinde fra det høje Arktis før 2050, er inuit-samfundets vintertraditioner allerede under drastisk forandring. 

Se opgavebeskrivelse