Fyn Er Film – fire fynske filmforedrag

Fire af Danmarks mest anerkendte filmfolk deler ud af deres personlige erfaringer, når Fyns filmaktører vender kameraet ind ad og tilbyder et særligt indblik i den danske filmbranche.

Siden i sommers har de fire fynske filmaktører OFF – Odense International Film Festival, SVEND – Hele Danmarks Filmpris, FilmFyn og Odense Filmværksted samarbejdet om at vise, at Fyn i høj grad også er film. Ambitionerne er skyhøje, når det kommer til at forsikre alle om, at Fyn er lig med film.

Derfor har de fire filmaktører stablet en række filmoplæg på benene, som viser fire forskellige og alsidige sider af filmfunktioner, filmproduktion og filmdistribution.

Direktør for Odense Filmværksted, Mette Bihl, uddyber:

Vi har sammensat et program med rigtig dygtige oplægsholdere, der kan fortælle om deres erfaringer og oplevelser bag kameraet, og vi håber at gøre publikum nysgerrige på, hvad der skal til for at lave en film på et professionelt niveau.

Velkommen i kulissen 

Til filmforedragene kan du møde filmfotograf Manuel Alberto Claro, lyddesigner Kristian Eidnes Andersen, indspilningsleder Anders Barlebo og festivalleder Birgitte Weinberger. Det bliver fire filmiske torsdage, hvor de prominente fynboer vil tage dig med bagom kulissen inden for lyd, foto, kamera og kortfilm.

Du får Manuel Alberto Claros fortælling om livet som filmfotograf, hvor han blandt andet har bragt Lars Von Triers skæve visioner til live.  Du får et indblik i, hvordan Kristian Eidnes Andersen arbejder, når han designer lyd for nogle af Danmarks største filmskabere såsom Susanne Bier og Lars Von Trier. Anders Barlebo fortæller om processen bag indspilningen af “Kapringen” og “Herrens Veje”, mens Birgitte Weinberger guider publikum gennem hendes Oscar-kvalificerende kortfilmsarbejde, når hun lukker publikum ind i festivalens maskinrum.

Filmforedragene er gratis for alle og finder sted over fire torsdage kl. 17-19 i april-juni i de fantastiske lokaler hos Fynsk Erhverv, Albani Torv 4.

Tilmeld dig oplæggene her:

2. april: foredrag med Kristian Eidnes Andersen
23. april: foredrag med Manuel Alberto Claro
14. maj: foredrag med Birgitte Weinberger
11. juni: foredrag med Anders Barlebo