fbpx

Andrias Høgenni: Ikki Illa Meint, 2018

Ikki Illa Meint

Synopsis

Elinborg og Marita løber ind i hinanden i supermarkedet. Venner; tidligere venner? Elinborg har glemt Maritas fødselsdag, og samtalen er høflig, men akavet. De skilles og vender tilbage til deres indkøb, men Marita kan ikke slippe det spørgsmål, der nu nager hende: Har Elinborg blokeret hende på Facebook? Snart forvandler supermarkedet sig til en labyrint, mens Marita desperat forsøger at få svar på, hvorfor hun har en ven mindre.

Opgaver

Jeres analyse skal I kunne præsenteres for andre. Fx i en PowerPoint eller et andet program. Tag skærmbilleder, og indsæt dem i jeres præsentation. Billederne skal bruges som dokumentation for jeres iagttagelser og pointer.

1. Baggrund

A. Hvor langt må man nå ind i en film, før den tydeligt signalerer, om det er en komedie eller et drama? Hvad sker der, hvis en film er begge dele?

B. Ifølge www.visitfaroeislands.com kan folk fra Færøerne beskrives således: Når du kigger ind bag det generte og tilbageholdende ydre, så er Færinger varme, generøse, venlige og meget gæstfrie. Færinger er familiemennesker og de sætter pris på traditioner. De vil sjældent udtrykke følelser i en normal samtale – bortset fra, når de taler om vejret! Færinger er ofte veluddannede og elsker naturen. De praler sjældent og er ikke særligt udadvendte.

Hvad er jeres associationer til Færøerne og Færøsk kultur?

C. Kunne du finde på at blokere en nær ven på sociale medier, hvis du syntes, at deres holdninger var kontroversielle eller måske bare irriterende?

2. Berettermodellen / dramaturgi

Løs opgaven i 2-mands grupper.

A. Brug berettermodellen til at analysere dramaturgien i Ikka Illa Meint. Vær særlig opmærksom på afvigelser fra berettermodellen.

B. Sammenlign jeres berettermodel med en anden gruppe. Hvis I er uenige, så undersøg hvorfor.

C. Diskutér, hvorfor det kan være effektivt at afvige fra den ”normale” måde at fortælle en historie på.

3. Arbejdsspørgsmål til analyse

  • Ikka Illa Meint begynder, som mange andre kortfilm, in medias resHvilken effekt har det her? Inddrag gerne om åbningsscenen ved toget fungerer som indledning eller om den har en anden effekt.
  • Der er flere eksempler på en særlig billedstil, hvor forgrunden er i fokus, men baggrunden er meget sløret. F.eks. i scenen i Føtex. Hvilken effekt har det, og hvordan spiller det sammen med handlingen?
  • Hvad er Elinborgs reaktion, da hun ser Marita? Og hvilken effekt har det, at vi ikke ved, hvorfor hun reagerer sådan? (1:04-1:35)
  • Beskriv indholdet af Elinborg og Maritas samtale (1:37-3:09). Hvad taler de om og hvorfor? Hvad er pointen med at tale om de ting? Er der meget vigtig kommunikation i den samtale? Bemærk i øvrigt kameraføringen. Hvilke indstillinger bruges her? Hvilken effekt har de?
  • Efter første møde mellem Elinborg og Marita skifter perspektivet. Vi har fulgt Elinborg, men følger nu Marita. Efter tredje møde i Føtex skifter perspektivet igen. Hvilken effekt har det?
  • Bemærk lyd og musik i baggrunden. F.eks. lyden da Marita spørger Elinborg, om hun har blokeret hende (4:08-4:11), og musikken lige efter deres første samtale (3:10-3:33). Hvilket formål bruges musikken og lydene til?
  • Karakterisér Elinborgs svar, da Marita spørger, om hun har blokeret hende på Facebook (4:10-4:40). Hvordan er tonen i filmen indtil videre? Er den sjov, seriøs eller noget tredje?
  • Der er et langt stykke i sidste tredjedel af filmen uden egentlig dialog (14:53-21:05). Hvordan kommunikeres plot, følelser osv. til os, når der ikke er dialog?

4. Personkarakteristik

Lav personkarakteristikker af Elinborg og Marita.

A. Beskriv deres ydre karaktertræk, deres udseende, handlinger og historie, som de fremstilles i filmen, herunder deres forhold til hinanden.
B. Beskriv deres indre karaktertræk, væremåde, følelser og adfærd, som de fremstilles i filmen.

5. Analyse ud fra udvalgte parametre

Analysér filmen ved hjælp af følgende parametre:

Parameter 1 – Personfokus
Parameter 4 – Billede og lyd
Parameter 7 – Slutning og helhed

A. Er det tydeligt hvis historie filmen fortæller? Er der flere muligheder? I så fald hvilke?
B. Hvordan giver filmen tilskueren en oplevelse af personernes følelser og tanker? Hvilken effekt ville det have, hvis personernes indre liv var forklaret tydeligere?
C. Hvornår slutter filmens egentlig plot? Hvorfor fylder udtoningen så meget?
D. Har historien en dybere mening? I så fald, hvad?

6. Fortolkning og diskussion

Hvad tror I, at Marita delte på Facebook?

Er det socialt acceptabelt at frasortere venner på sociale medier, og kan man være venner bagefter i virkeligheden?

Skal man frygte at blive overset i sociale sammenhæng, fordi man ikke bruger de samme sociale medier som andre, så man f.eks. ikke er med i den rigtige messenger-tråd?

7. Filmplakat af ”Ikki illa meint”

Lav jeres egen filmplakat til Ikka Illa Meint.

Plakaten skal indeholde ét eller flere billeder, en filmtitel og en undertitel, der giver stikord til filmens temaer. Se hvordan I kan lave filmplakater på den digitale læringsportal, SmåP – små produktioner.

A. Tag skærmbilleder af filmen, eller benyt nogle af billederne her.
B. Tænk på, hvordan I vil formidle filmens handling og stemning, når I udvælger billeder og udformer teksten.
C. Præsentér jeres filmplakat for klassen, og forklar de valg, som I har truffet.