AF RASMUS FREDSTED. FOTO: STILL

I den forgangne uge havde hviderussiske Aliaksei Paluyan premiere på sin kortfilm ”Lake Of Happiness” på OFF – Odense International Film Festival. Filmen er et råb med lungernes fulde kraft – Aliaksei kommer nemlig fra den del af Europa, hvor man skal brøle allerhøjest, hvis man vil høres.

Når man beder Aliaksei Paluyan om at fortælle om hjemlandet, flyder en lind talestrøm fra den hviderussiske filminstruktør: Om Hvideruslands små landsbyer, hvorfra man kan kaste blikket langt ud over de vidtstrakte overdrev uden at ramme andet end kvæg, krat og skov. Det er jo et fladt land, som han siger.

Og så vil han fortælle om et land og et folk, der har det med at føle sig parkeret i Europas blinde vinkel, skjult og fanget i det, han selv kalder et ’informations-vakuum’. Derfor forsøger Aliaksei Paluyan at lave film, der puster luften og informationen ind, for på den måde kan han vise både filmene og Hviderusland til resten af Europa.

”Jeg vil slå hul på det her vakuum, og nu har vi chancen for at fortælle folk, at de skal se vores film. Film kan være med til at give de her muligheder.”

Den hviderussiske instruktør er født i 1989 i byen Baranovitchi, i Brest-regionen i det vestlige Hviderusland, og med sig har han en ingeniøruddannelse fra det statslige universitet i Minsk, men allermest var det filmene, der trak i ham, og siden 2012 har han studeret under film- og tv-afdelingen på universitet i den tyske by Kassel.

Et kig ind i Hviderusland

Når Aliaksei Paluyan kommer til OFF, har han filmen ”Lake of Happiness” med, hvis historie udspiller sig i en hviderussisk landsby, hvor morgentågen aldrig rigtig synes at lette.

For det står sløjt til i ”Lake of Happiness”. Tiden er gået i stå, og i et af de små, blikbelagte huse mister pigen Jasja sin mor. Med øjne, der siger afmagt, tager faderen Jasja med ud til bussen, der kører mod børnehjemmet. Bare indtil det hele ordner sig, lover han. Men på børnehjemmet kigger pigen efter en far, der aldrig kommer, og hun beslutter sig for selv at finde hjem.

Dialogen bevæger sig tæt på frysepunktet – det hele ligger i det usagte. Og det, der bliver sagt, siges kort. Her høres kun lyden fra kornkværnerens metalliske hjulværk, der knirker og hakker sig igennem dagene, sorterer kornene og sørger for, at der i det mindste er noget, der kører rundt. Men i faderens hus driver bekymringerne ned ad krusningerne i de pastelblå vægge, og da Jasja vender hjem, virker børnehjemmet som et bedre sted at være.

Aliaksei Paluyan fortæller, at det er i skildringen af den hviderussiske landsby, at han får lov til at vise det unikke ved Hviderusland til resten af verden.

”Jeg kan lide at have landsbyer som setting i mine film. Jeg synes måske, at mange byer i Vesteuropa mangler noget autentisk i deres udtryk, de kan godt være lidt for ensformige. Omvendt synes jeg, at landsbyer er meget unikke, og at hver landsby på en måde er forskellig fra den næste”, siger han.

Og i forsøget på at komme så tæt på det autentiske Hviderusland som muligt, er det, at Aliaksei Paluyan vælger at invitere Hviderusland ind – ikke kun i overført betydning – men også med en håndfuld lokale fra landsbyen, de optog filmen i.

“Jeg synes, det er spændende ikke nødvendigvis at arbejde med professionelle skuespillere, og det er også det, man ser I filmen. Til bryllupsscenen havde vi for eksempel 18 mennesker, der kom fra den landsby, vi filmede i”, siger han og fortæller om en episode, der kun sker, når ens statister kommer ind fra højre:

“Vi satte et stykke papir op i en af landsbyens butikker, hvor vi skrev og spurgte, om der var nogen, der ville være interesseret i at være statister i scenen med brylluppet. Det endte så med, at der troppede en masse af landsbyens beboere op med gaver til mig. De havde på en måde misforstået det og troede, at det var mig, der skulle giftes”, husker Aliaksei Paluyan og slår et smil op.

At tale europæisk

Aliaksei Paluyan vælger at portrættere det ægte Hviderusland, og her vil han vise, at historien, der udspiller sig i den hviderussiske landsby, er en historie, der kan finde sted alle steder. Det sker jo alle steder, siger han. At dét, der befinder sig inde i det hviderussiske vakuum, har form som det, der ligger udenfor.

For med et fødselsår to år før den sovjetiske blok klaskede ned over fundamentet af uforløste drømme, var Aliaksei Paluyan en del af den nye generation, der vågnede og måtte kigge mod vest og ud mod Europa.

”Jeg føler, at for min generation, og jeg er tæt på 30 år nu, er det meget nemmere at snakke europæisk. Vi har set mange forandringer i mit land.”

Og det er, når Aliaksei Paluyan får lov til at vise sin film, som han i år har gjort på OFF, at vakuummet stille og roligt synes at forsvinde.

”For to dage siden kom der en op til mig, der havde set filmen. Han sagde, at nu vidste han, hvor mit land ligger. Det er dejligt.”