Kortfilmens dogmer – DOGME25
Konceptet
Kortfilmens Dogmer er sat i verden for at udfordre, undersøge og udvikle dansk kortfilmsproduktion.
Konceptet startede som en workshop under OFF23, hvor branchen blev udfordret på en lang række spørgsmål om kortfilmens fremtid. De mange bud blev efterfølgende kondenseret til 4 dogmer, som blev til DOGME24. Alle film, der overholdt disse dogmer, blev vist på OFF24 i et særligt program.
Ambitionen var, at ’Kortfilmens Dogmer’ vil blive en gentagende begivenhed under OFF, hvor tidligere dogmer drøftes og nye udvikles for at sikre progression og spændstighed i fremtidige kortfilmsproduktioner.
Efter DOGME24 filmene blev vist, diskuterede filmskabere og publikum resultaterne og hvilke benspænd der skulle udgøre DOGME25.
På baggrund af de mange drøftelser, er vi kommet frem til følgende benspænd:
De 4 dogmer
- Max. 5 minutter
Filmen skal maximalt vare 5 minutter fra start til slut inklusiv credits. - Tema: Tab
Filmen skal have fokus på ’tab’. - En lokation
Der skal kun bruges 1 filmlokation. - Ting: Der skal indgå en hat i filmen
Der forventes et gennemgående fokus på bæredygtighed i filmproduktion, både i forhold til klima- og miljøpåvirkning, samt social bæredygtighed – herunder gode arbejdsforhold, inklusion og mangfoldighed.
Hvad bliver det til?
DOGME25 bliver et særligt programpunkt under OFF25.
Kortfilm, der produceres efter DOGME25, vil blive vist samlet i en eller flere filmpakker, afhængige af, hvor mange film der indsendes, og derefter vil der være mulighed for at drøfte årets dogmer og udvikle kommende dogmer under arrangementet Kortfilmens dogmer – DOGME26.
DOGME25 er ikke en konkurrence.
For filmskabere:
Filmproduktioner, der opfylder de 4 dogmer, kan indsendes til OFF. Filmproduktionerne kan samtidig også indsendes som konkurrencefilm til OFF25.
Det er GRATIS at tilmelde film, der opfylder dogmerne. Send en e-mail til filmfestival@odense.dk for at tilmelde din film og få link til upload. Deadline for tilmelding samt upload er d. 20. juni 2025.
Deltagelse:
- Hvis du deltager i DOGME25 med en film, vil din film blive vist i en filmpakke under OFF25, som et særligt programpunkt: DOGME25.
- Der betales ikke screeningsgebyr til deltagende film.
- Deltagende filmskabere forventes også at deltage i arrangementet Kortfilmens dogmer – DOGME26.
- Der tilbydes gratis akkreditering til op til fem filmholdmedlemmer per film.
- Undertekster er ikke et krav.
- Alle deltagende film skal være produceret i Danmark.
- Film, der ikke overholder de 4 dogmer, vil ikke blive vist.
DOGME25 Laurels skal tilknyttes de indsendte film. (Gem som billede).