Den danske instruktør Kiriaki Argyros tager i kortfilmen Verdens Værste Barnepige fat på emner om skærmtid og børneopdragelse. Den foregår i et univers, hvor teknologien ikke blot er til hjælp, men er blevet til en styrende og dominerende kraft.

I kortfilmen Verdens Værste Barnepige møder vi 9-årige Agnes, der er blevet overladt til en digital barnepige på en iPad. Men der dukker en ny og lokkende stemme op i tabletten, nemlig Fanny som lover venskab, frihed og hemmeligheder. Snart viser teknologien sig at have sin egen mørke plan. 

Det var da min niece, som er en ægte “Ipad kid”, blev fanget i spillet Roblox, hvilket førte til en masse frygt, frustration og desværre også finansiel udnyttelse. Vi hører ofte om bedragere og det der er værre på internettet, men skærmtiden fylder samtidigt mere end nogensinde. Skærmen fungerer som babysitter for børnene i dag, og som en slags pauseknap for forældrenes tilstedeværelse.

Det fik mig til at stille spørgsmålet: Hvordan ville verden se ud, hvis børn blev opdraget af digitale barnepiger i stedet for mennesker i en tid, hvor teknologien har overtaget centrale familiære aspekter af vores hverdag?

Filmen er en undersøgelse af genren spekulativ fiction, der skildrer en “tænkt verden” i et feministisk alternativ til science fiction. Vi dykker ned i en alternativ virkelighed, hvor den digitale verden ikke blot er en hjælp men en styrende kraft, og undersøger de konsekvenser, dette kan have for menneskelige forbindelser. Det er en kommentar til den tiltro, vi som mennesker har både til vores børn og ikke mindst til den teknologi, vi overlader dem til. 

Jeg udviklede ideen, mens jeg var elev på DR ULTRA’s serieskole og i den forbindelse var i dialog med målgruppen 9-14 årige, hvor vi snakkede om ønsker til format og genre. Her ytrede de ønsker om at få lov at se noget mere gys, men også mere voksent TV såsom “Black Mirror” og “The Last of Us” – begge gode serier, som ikke er lavet til målgruppen, men som belyser temaer omkring “teknologi mod mennesker”, “overlevelse i en post-apokalyptisk verden” og “ensomhed”. Emner der præger børns frygt i hverdagen, som hverken forældre og folkeskoler ikke kan skærme dem fra. Jeg har tænkt mig at skabe en slags ”Black Mirror”-univers til børn, hvor kortfilmen skal være en del af en mini-serie.

Jeg glæder mig til at se dokumentaren Voksenbarn af Hugo Francker. Jeg ved, det er en personlig fortælling om instruktøren selv, og derfor ser jeg særligt frem til den.

Det fede ved OFF er, at der er så mange, der samles om filmene. Jeg holder især af at se de internationale film, fordi det giver et indblik i, hvilke temaer der rør sig andre steder i verden.