Mercenaire følger en tidligere straffet, der prøver at vænne sig til sit nye job som “bløder” – den, der tapper blodet fra grisene efter aflivning – på et svineslagteri. I bund og grund handler den om empati, og om at mennesker, selv dem der har siddet i fængsel, ikke nødvendigvis er onde eller voldelige af natur.

Det er helt klart en hård film at se, men bare rolig; der kom ikke dyr til skade under optagelserne.

Det var faktisk hovedrolleindehaveren Marc-André Grondin, der kom med idéen. Han havde indspillet scener på et slagteri til en anden film og fandt ud af, at mange af de ansatte var tidligere straffede, og det er faktisk ret almindeligt i Québec. Det satte gang i noget hos mig, fordi jeg selv er vokset op i en by, der i 90’erne havde ry for meget kriminalitet. Jeg kendte mange, der endte på den bane, og jeg begyndte at tænke over, hvad der mon sker med dem, der ikke har nogen at vende hjem til efter fængslet? 

Mercenaire handler i bund og grund om dén fyr, der står helt alene. Og så er det publikum i salen, der bliver hans moralske støtte. Hele filmens stil er bygget op omkring den idé.

Fra starten var jeg ikke i tvivl om, at det her var en kortfilm. Den er baseret på en simpel, men stærk idé: den ironi, at en mand, der har siddet i fængsel for at slippe af med sin vold, kommer ud – og så er det netop volden, samfundet kan bruge fra ham. Det er én karakter, ét øjeblik, ét sted. Det kunne sagtens foldes ud i mere, men det var vigtigt for mig, at den var kondenseret til det her korte format.

Ja, mange! Men én jeg har været ærgerlig over hele tiden at misse på andre festivaler, er Dandelion, produceret af Tori Ichikowitz, som jeg lærte at kende i Brooklyn. Det er en kortfilm skabt af en studerende, men den har allerede vundet en masse priser. Jeg glæder mig til endelig at se den!