MSIB – ENTROPY
Synopsis
Entropy byder på smukke billeder, men dystre budskaber. Indlandsisen er opstået henover tusinder af år, og har en stor effekt på vores klima og menneskets liv på jorden. Entropy viser hvordan klimaforandringen allerede nu har håndgribelige konsekvenser for de mennesker, der bor i nærheden af isen.
I skal
- Lave en tidslinje over Grønlands historie
- Analysere brugen af udvalgte filmiske virkemidler og fortolke filmen
- Lave en kommunikationsanalyse af filmen
- Lave jeres eget soundtrack til filmen
Opgaver
Jeres analyse skal kunne præsenteres for andre. Fx i en PowerPoint eller et andet program. Tag skærmbilleder, og indsæt dem i jeres præsentation. Billederne skal bruges som dokumentation for jeres iagttagelser og pointer.
1. Baggrund
1. Der har boet mennesker i Grønland i mere end 4500 år, selvom der har været lange perioder, hvor landet har været helt ubeboet, fordi forholdene gjorde det umuligt. Det kunne skyldes mangel på dyr at jage eller en klimaændring, der gjorde forholdene for barske til at overleve. Udgravninger fra hele Grønland og fund af ruiner, redskaber, knogler og tøj vidner om højtudviklede kulturer, der indvandrede i flere separate bølger. Ofte taler man om, at der har været fire bølger af inuitindvandring: Independence, Saqqaq, Dorset og Thule. Find viden om disse fire forskellige kulturer og præsentér dem foran hinanden, så I kan lave en tidslinje over denne del af Grønlands historie.
Viden hentet fra: https://visitgreenland.com/da/activities/history-of-greenland/
2. Kort inde i filmen stilles spørgsmålet, om man ville tage på en lang og spændende rejse, hvis man vidste, at den rummede risikoen for at ende med en katastrofe. Hvad ville du svare?
2. Analyse af filmiske virkemidler
1. Filmen åbner, uden nærmere forklaring, med en række ultranære beskæringer hvor nogen arbejder med udskæring af figurer, mens vi hører en voiceover, der taler grønlandsk. Hvilket første indtryk giver dette?
2. Flere steder, fx i åbningen (0:00-1:20), er kameraet indstillet med fokus på et objekt eller miljøet, mens mennesket er ude af fokus. Hvilken effekt har det?
3. En voiceover taler om hvordan inuittraditioner og skikke er opbygget over flere hundrede års kollektive erfaringer, mens kameraet bevæger sig hen over formationer af klipper og is (1:44-2:02). Hvorfor sammenlignes disse naturfænomener med et folk?
4. En stor del af filmen er landskabsbilleder, der er filmet i supertotal. Hvad prøver filmen at fortælle os med disse billeder?
5. Filmen arbejder uden et tydeligt plot eller handlingsforløb. Hvad bruger den, i stedet for en historie, til at fastholde vores opmærksomhed?
6. I filmen er der flere steder anvendt synkron effektlyd, fx når isen smelter. Hvad er effekten af dette?
3. Analyse og fortolkning
1. I slutningen af filmens anslag siger den kvindelige voiceover, at naturen kommunikerer med os, og der lægges dermed op til, at naturen vil komme med et budskab i filmen. Hvilket budskab synes I, at filmen fremlægger?
2. Hvorfor er der en rammefortælling, hvor vi indleder og afslutter med en voiceover, der taler grønlandsk, men har en anden fortæller i midten af opgaven?
3. Det er meget usædvanligt, at filmen har to forskellige voiceovers. Diskutér hvilken effekt det har, og prøv om I kan karakterisere de to forskellige voiceovers; hvad taler de om? Hvilken viden har de?
4. Hvad får vi at vide om dannelsen af indlandsisen?
5. Hvad mon den mandlige voiceover mener med, at vi også snart vil mærke effekten af den smeltende indlandsis? (04:11)
6. Fra 07:04-07:40 ser vi et helt andet billede af Grønland end det traditionelle, for her er der krat og blomster. Svarer dette til jeres forestilling om Grønland?
7. Filmen har en mærkelig titel, nemlig “Entropi”. Slå ordet op og diskutér parvis, hvad det har at gøre med filmens indhold.
4. Kommunikationsanalyse
Lav en kommunikationsanalyse af filmen med særligt fokus på modtagergruppe og budskab. Hvem i Rigsfællesskabet vil få mest ud af at se denne film? Vil grønlændere og danskere få den samme oplevelse?
5. Soundtrack
Gense 04:32-07:04, men sluk for musikken og afspil i stedet for ét af følgende tre musiknumre:
1. Jean-Michel Jarre, Oxygene Pt. 4
2. Keith Jarrett, The Köln Concert 1
På hvilken måde påvirker musikken dit indtryk af scenen?
Lav derefter, parvis, jeres eget soundtrack til kortfilmen på tre numre. Numrene skal matche filmen, enten tematisk eller stemningsmæssigt. I skal forklare, hvorfor I har valgt netop disse numre, og hvilke udfordringer, der var forbundet med at konstruere et soundtrack til filmen.