MSIB – I’ll be your kettle
Synopsis
En mand bor med sin kæreste i et hus. Manden har nogle præferencer, som kvinden rummer og rummer og rummer og rummer… Indtil en dag hvor…? Et let og sjovt legende blik på nogle af de svære og sære prøvelser som et parforhold kan sætte en på.
I skal
- Overveje, hvilken rolle animationen spiller
- Bruge et udvalg af De 7 parametre for den gode kortfilm
- Lave personkarakteristik af den kvindelige hovedperson
- Analysere brugen af udvalgte filmiske virkemidler og fortolke filmen
- Lave en lille podcast, hvor I diskuterer filmens emner
Opgaver
Jeres analyse skal kunne præsenteres for andre. Fx i en PowerPoint eller et andet program. Tag skærmbilleder, og indsæt dem i jeres præsentation. Billederne skal bruges som dokumentation for jeres iagttagelser og pointer.
1. Animation
“I’ll Be Your Kettle“ er en usædvanlig kortfilm, bl.a. fordi den er animeret. I det følgende skal I diskutere, hvad det betyder for oplevelsen af filmen, at den er animeret, idet I besvarer følgende spørgsmål:
- Hvad forbinder I umiddelbart med animerede film?
- Gør det en film mere eller mindre troværdig, at den er animeret?
- Gør det en film mere eller mindre underholdende, at den er animeret?
- Gør det den følelsesmæssige oplevelse stærkere eller svagere, at filmen er animeret?
Inddrag nedenstående citat af filminstruktøren Jonas Poher Rasmussen, som instruerede den Oscar-nominerede animationsfilm “Flugt”, i jeres overvejelser. Er I enige i instruktørens opfattelse af, at vi har lettere ved at være tilskuere til hårde og tragiske ting, hvis de præsenteres som animation?
“Jeg tror, at man har paraderne lidt nede, når man ser animation. I vores dagligdag bliver vi eksponeret for så mange voldsomme billeder hele tiden. Jeg tror, at vi lukker rigtigt meget ude – det gør jeg i hvert fald selv. Jeg har vænnet mig til, at der er nogle ting, jeg ikke kan rumme. Dem blokerer jeg, for hvis jeg skulle tage dem ind, ville jeg bare ligge i et hjørne og hulke. Og der åbner animationen op for, at man kan tage historien og følelserne ind uden modstand”
2. Analyse ud fra udvalgte parametre
Læs om Raskins 7 Parametre
Analysér filmen ved hjælp af fokus på følgende parametre:
Parameter 4 – Billede og lyd
Parameter 6 – Enkelthed og dybde
Parameter 7 – Slutning og helhed
- Har filmen et specielt visuelt udtryk og en særlig stil? Hvordan er lydsiden med til at fortælle historien?
- Foregår historien i få settings, og har den en dybere mening?
- Har historien en tydelig slutning, som er tilfredsstillende for seeren?
3. Personkarakteristik
Lav personkarakteristik af kvinden.
- Beskriv hendes ydre karaktertræk, hendes udseende, handlinger og historie, som de fremstilles i filmen, herunder hendes forhold til kæresten.
- Beskriv hendes indre karaktertræk, væremåde, følelser og adfærd, som de fremstilles i filmen.
I skal nu oversætte jeres personkarakteristik til en collage. En collage er et billede, som er dannet af forskellige materialer, og det kan for eksempel være en kombination af tegning, ord/tekst, billeder/fotos og pålimede genstande. Jeres collage skal altså visuelt prøve at rumme så mange af jeres gode pointer fra det tidligere arbejde med teksten som muligt.
Collagen skal indeholde:
- De vigtigste pointer fra jeres personkarakteristik af kvinden/pigen
- Billeder som understøtter jeres pointer: Det kan være tegninger, fotos, figurer, statistikker eller lignende, men undgå at bruge screenshots fra selve filmen
- Tekst (enkelte ord/sætninger der er vigtige) og centrale citater
- Forskellige materialer
Til sidst kan I lave fernisering i klassen, hvor I præsenterer jeres collager og tankerne bag for hinanden.
4. Analyse og fortolkning
Scene 1 (0:00-1:15):
Filmen begynder in medias res uden nogen forklaring. Hvilken effekt har det?
Hvilke virkemidler anvender filmen til at viderekommunikere mandens interesse i elkedlen i de første scener?
Scene 2 (1:44-1:46):
Lige efter kvinden dukker op og overrasker manden, bliver der brugt en speciel overgang fra køkken til soveværelse, hvor hendes ansigt og ansigtsudtryk er fikseret, selvom resten af omgivelserne ændrer sig omkring hende. Hvad skal denne overgang mon fortælle os?
Da kvinden venter på toget, løfter hun sit bryst og efterligner reklamer for elkedler. Hvad viser denne scene?
Hvilken rolle spiller musikken, som manden sætter på, da kvinden netop har ”leget” ventilator?
Der er ingen reel dialog i filmen, så hvordan får vi alligevel en fornemmelse af, hvordan de to personer har det?
Scene 4 (5:17-6:05):
I filmen er der en slags montage, hvor kvinden forsøger at være alle mulige forskellige ting for manden. Er denne montage efter jeres mening sjov, trist eller noget helt tredje?
I slutningen af filmen er der en sekvens med over 20 sekunders sort skærm. Det er en ret stor del af filmens reelle spilletid. Hvilket formål har den sorte skærm?
Hvorfor smider kvinden sig selv ud til storskrald?
Hvorfor smiler hun, da hun ligger nøgen på skraldebilen, og hvilken rolle spiller den asynkrone musik, der fortsætter ind i rulleteksterne?
Er det efter jeres mening godt eller dårligt, at kvinden forsøger at rumme manden og bl.a. lader som om, hun er en elkedel?
Hvilken pointe forsøger “I’ll Be Your Kettle” at fortælle sit publikum?
Hvordan påvirkes vores opfattelse af filmen, og dens budskab, af de kommunikative benspænd, filmen lægger ud for sig selv (animation, ingen dialog, en meget usædvanlig indstilling til hårde hvidevarer)?
5. Den lille podcast
I skal i mindre grupper (tremandsgrupper) producere nogle korte podcasts (5-7 minutter) hvor I diskuterer enten ét de nedenstående spørgsmål eller dem begge.
- I populærkulturen er der mange eksempler på, at personer ændrer sig for at glæde en anden, fx en kæreste eller en flirt. Der sker fx i så forskellige film som “Grease” og “Skønheden og Udyret”, men i det virkelige liv er det lidt sværere at ændre sig selv fuldstændigt for at gøre en anden glad, for man risikerer at tabe sig selv i et forsøg på at være en anden, end man er. Især inden for det seksuelle kan man forsøge at tilfredsstille sin partner så længe, at man ender med at glemme sig selv og ens egne lyster. Det er vigtigt, at man husker hinanden på, at seksualitet ikke kun handler om at modtage, men også om at give. Diskutér, hvorfor det for nogle kan være svært i et (nyt) parforhold at trække grænser mellem, hvad man selv har lyst til, og hvad ens partner gerne vil. Grænserne kan handle om alt fra mad over møbler til seksuelle præferencer.
- Menneskets seksualitet stikker i alle mulige retninger, for vores seksualitet er en bred og bevægelig størrelse, og vores begærsretning kan tilmed ændre sig i løbet af livet. Vi tiltrækkes af forskellige ting, vi finder forskellige personer attraktive, og for nogle kan specifikke genstande eller kropsdele virke særligt seksuelt ophidsende, fx sko eller læder. En sådan genstand kalder man også for en fetich, og i kortfilmen har manden en fetich for det, som man kunne kalde for “elektriske husholdningsapparater”. Diskutér, hvordan det kan være, at vi har forskellige præferencer (begynd evt. med at diskutere, hvilke chips I hver især bedst kan lide), og diskutér bagefter, om filmen er kritisk over for mandens fetich.