MSIB – Ivalu
Synopsis
Da Ivalu forsvinder, tager hendes lillesøster Pipaluk ud for at lede efter hende i den grønlandske natur. Alle andre virker til at være ligeglade med hendes forsvinden, men Pipaluk er desperat efter at få sin søster tilbage. Mens hun leder, mindes hun alle de ting, der binder hende og Ivalu sammen på godt og ondt.
I skal
- Lære om myten Havets Moder
- Bruge samtalekort til at tale om jeres oplevelse af filmen
- Lave personkarakteristik af hovedpersonen Pipaluk
- Analysere brugen af udvalgte filmiske virkemidler og fortolke filmen
- Diskutere filmens brug af rejsemotivet
Opgaver
Jeres analyse skal kunne præsenteres for andre. Fx i en PowerPoint eller et andet program. Tag skærmbilleder, og indsæt dem i jeres præsentation. Billederne skal bruges som dokumentation for jeres iagttagelser og pointer.
1. Baggrund
Myten om Havets Moder (Sassuma Arnaa) spiller en stor rolle i grønlandsk kultur og i filmen “Ivalu”. Myten om Havets Moder er en fortælling om den grønlandske inuitbefolknings forhold til naturen og en fortælling om ydmyghed og grådighed. Den lærer os, at vi skal opføre os ordentligt. Over for naturen og over for hinanden. Hvis vi ikke opfører os ordentligt, men bryder tabuer og er grådige og utaknemmelige, så reagerer Havets Moder med vrede og sørger for at inuit ikke kan fange nok føde. Når fangsten udebliver, så må bygdens angakok (åndemaner) foretage den farlige rejse ned til Havets Moder for at rede hendes filtrede hår, hvor sæler, hvaler, ryper, isbjørne og fisk er fanget.
Når I ser filmen, så læg mærke til, hvordan myten om Havets Moder bruges som en central del af fortællingen. Hør mere om hvorfor myten om Havets Moder er vigtigt i Grønland i denne video med forfatteren Maria Kreutzmann og Nordatlantisk Hus: https://youtu.be/ifOOGqZ7B5I
2. Samtalekort
Gruppearbejde. I skal være 4-6 personer i hver gruppe.
Sæt jer i en rundkreds, klip oplevelseskortene ud og læg dem i midten med bunden i vejret. Kortene indeholder udsagn, som skal få jer til at sætte ord på jeres oplevelse af filmen. Der kan fx stå ”Det gjorde stort indtryk på mig at…”.
Træk på skift et kort. Hver person har et minut til at fortælle om sin filmoplevelse med udgangspunkt i kortet. Herefter trækker den næste et nyt kort. Vælg en tidtager, som sikrer, at alle får et minuts taletid. Hvis en person løber tør for fortællestof, skal de øvrige gruppemedlemmer stille uddybende spørgsmål og hjælpe personen til at udfylde sin taletid og sætte ord på sin filmoplevelse.
OPLEVELSESKORT
|
Det gjorde stort indtryk på mig at… |
At Pipaluk blev fulgt af en ravn, synes jeg var… |
En følelse jeg fik undervejs, var… |
|
Det mest bemærkelsesværdige filmiske virkemiddel var… |
Den scene jeg husker bedst, er… |
En visuel detalje jeg lagde mærke til, var… |
|
Klimaks i filmen var… |
En sammenhæng, som jeg ser mellem filmens handling og brugen af filmiske virkemidler, er… |
Forholdet mellem faderen og datteren oplever jeg som… |
|
Det overraskede mig at… |
Det var symbolsk at… |
Kortfilmens afslutning opfatter jeg som… |
3. Personkarakteristik
Lav personkarakteristik af Pipaluk.
- Beskriv hendes ydre karaktertræk, hendes udseende, handlinger og historie, som de fremstilles i filmen, herunder hendes forhold til Ivalu ogbedstemoderen.
- Beskriv hendes indre karaktertræk, væremåde, følelser og adfærd, som de fremstilles i filmen.
I skal nu oversætte jeres personkarakteristik til en collage. En collage er et billede, som er dannet af forskellige materialer, og det kan for eksempel være en kombination af tegning, ord/tekst, billeder/fotos og pålimede genstande. Jeres collage skal altså visuelt prøve at rumme så mange af jeres gode pointer fra det tidligere arbejde med teksten som muligt. Collagen skal indeholde:
- De vigtigste pointer fra jeres personkarakteristik af pigen
- Billeder som understøtter jeres pointer: Det kan være tegninger, fotos, figurer, statistikker eller lignende, men undgå at bruge screenshots fra selve filmen
- Tekst (enkelte ord/sætninger der er vigtige) og centrale citater
- Forskellige materialer
Til sidst kan I lave fernisering i klassen, hvor I præsenterer jeres collager og tankerne bag for hinanden.
4. Analyse af filmiske virkemidler
1. Hvorfor reagerer Pipaluks far ikke, da hun siger, at Ivalu er væk (1:00-1:12)? Hvad siger det om familien, og hvordan bruges billedkompositionen (Billedkomposition | Filmcentralen) til at påvirke seeren?
2. Der er en del flashback. Fx Ivalus konfirmation og oplevelser, søstrene har delt. Hvad er formålet med disse spring i den filmiske tid (Filmisk tid | Filmcentralen)?
3. Mange udendørs scener har en meget grå tone i farven (Farver | Filmcentralen). Hvilken effekt har det?
4. En del af sekvenserne, hvor Pipaluk leder efter Ivalu, bruger locations (Location | Filmcentralen), hvor Pipaluk passerer gennem smalle steder, eller kigger ud fra dem, fx (6:03-6:30). Hvilken effekt har det?
5. Der er en løbende udvikling i stemningen i de flashback, Pipaluk oplever. Hvad repræsenterer den udvikling?
6. Der er en del referencer til Havets Moder. Blandt andet, da Ivalu og Pipaluk fisker i et flashback (8:25-9:40). Hvad kunne denne historie symbolisere?
5. Fortolkning og symbolik
1. Ud over Havets Moder er der også andre ting, der kan virke symbolske, nemlig ravnen, den røde farve og konfirmationen. Undersøg hvad disse ting kunne symbolisere, og diskutér hvordan deres symbolske betydning kunne anvendes i en fortolkning af filmen.
2. Hvorfor spørger Ivalu, om Pipaluk kunne forestille sig at bo hos sin bedstemor? Hvilke hints er der til, at bedstemoren kender til overgrebene på Ivalu? Hvorfor gør hun ikke noget?
3. I filmen er der meget tavshed og ensomhed, og der er ingen voksne eller myndigheder, der griber ind over for overgrebene mod Ivalu. Faktisk vil man hellere fejre Dronningens besøg. Hvordan hænger tavsheden og ensomheden sammen med filmens brug af voiceover?
6. Diskussion
I myter og fortællinger er det ofte sådan, at helten skal på en vanskelig rejse, en quest, mod en bestemt mission eller et mål. Rejsen fungerer dermed som et plotredskab, og for at opnå sit mål må helten overvinde mange forhindringer og farer. Der optræder tit væsner med overnaturlige egenskaber, som fører hovedpersonen ind i andre verdener og dimensioner. Moralen i en quest-fortælling fokuserer ofte på den udvikling, som helten gennemgår, eller den forandring i samfundet som rejsen skaber.
I Havets Moder må åndemaneren (angakokken) ud på en rejse for at hjælpe sin landsby, men er ”Ivalu” også en quest-fortælling? Diskutér, hvad Pipaluks mål kunne være, og om hun lærer noget på sin rejse.