fbpx

MSIB – Thick skin

Thick skin

Genre: Fiktion, ungdom
Produktionsland og år: Island, 2016
Instruktion: Erlendur Sveinsson
Længde: 11 min
Deltog i OFF17

Download opgavebeskrivelsen som PDF Download arbejdsark som PDF

Synopsis

Reykjaviks forstæder. Jævnaldrende Jónas og Hanna er til fest. Først udveksler de blikke, så kys, så mere. Men næste morgen vågner de op til to forskellige virkeligheder. I den enes er der begået en forbrydelse. I den anden er alting vendt på hovedet, og det er knap nok muligt at genkende sig selv.

I skal

  • Fortælle om jeres oplevelse af filmen
  • Bruge et udvalg af De 7 parametre for den gode kortfilm
  • Analysere brugen af udvalgte filmiske virkemidler og fortolke filmen
  • Lave jeres eget soundtrack til filmen
  • Undersøge filmens brug af fortælleperspektiv
  • Diskutere forskellige måder man kan gå fra interesse og flirt til scoring

Opgaver

Jeres analyse skal kunne præsenteres for andre. Fx i en PowerPoint eller et andet program. Tag skærmbilleder, og indsæt dem i jeres præsentation. Billederne skal bruges som dokumentation for jeres iagttagelser og pointer.

1. Baggrund

I 2021 trådte straffelovens samtykkebaserede voldtægtsparagraf (i daglig tale samtykkeloven) i kraft. Loven handler grundlæggende om, at sex skal være frivilligt, baseret på tryghed og respekt, og at man deltager uden psykisk eller fysisk tvang.

De fleste tog godt imod loven, men den affødte alligevel en vis debat. Der var blandt andet enkelte debattører, som udtrykte bekymring for, om man nu skulle til at have en skriftlig kontrakt, før man indgik i nogen former for seksuelt samvær. Andre var bekymrede for, om bevisbyrden blev vendt på hovedet, eller at loven ville føre til en stigning i antallet af falske anmeldelser af voldvægt.

Undersøgelser viser, at det er ret sjældent, at der fx bliver løjet om voldtægter. Det sker derimod langt oftere, at voldtægter og voldtægtsforsøg af forskellige årsager slet ikke bliver anmeldt. Men et studie fra Aarhus Universitet viste alligevel i 2021, at knapt halvdelen af de adspurgte unge mænd mellem 16 og 20 år tror, at kvinder lyver om voldtægt. Diskutér i mindre grupper, hvordan sådan en myte kan opstå, og hvilke effekter den kan have.

2. Samtalekort

Gruppearbejde. I skal være 4-6 personer i hver gruppe.

Sæt jer i en rundkreds, klip samtalekortene ud og læg dem i midten med bunden i vejret. Kortene indeholder udsagn, som skal få jer til at sætte ord på jeres oplevelse af filmen. Der kan fx stå ”Det gjorde stort indtryk på mig at…”.

Træk på skift et kort. Hver person har et minut til at fortælle om sin filmoplevelse med udgangspunkt i kortet. Herefter trækker den næste et nyt kort. Vælg en tidtager, som sikrer, at alle får et minuts taletid. Hvis en person løber tør for fortællestof, skal de øvrige gruppemedlemmer stille uddybende spørgsmål og hjælpe personen til at udfylde sin taletid og sætte ord på sin filmoplevelse.

3. Analyse ud fra udvalgte parametre

Læs om Raskins 7 Parametre

Analysér filmen ved hjælp af fokus på følgende parametre:

Parameter 1 – Personfokus

Parameter 2 – Kausalitet og valg

Parameter 3 – Konsekvens og overraskelse

  1. Er det tydeligt, hvis historie filmen fortæller? Er der flere muligheder? I så fald hvilke?
  2. Er både Jónas og Hanna i en situation, hvor de skal foretage afgørende valg? Eller er de i flere valgsituationer?
  3. Gør én eller flere af personerne noget overraskende på et tidspunkt i filmen?

4. Analyse og fortolkning

Scene 1 (0:00-1:10):

Filmens åbningsscene til festen er filmet med en speciel kameraføring. Hvordan kan man beskrive den, og hvilken effekt har den?

Hvordan er stemningen til festen, og hvordan kan man se det?

Scene 2 (1:20-2:11):

Hvilke tegn får Jónas på, at Hanna gerne vil have sex, og hvilke tegn får han på, at hun ikke vil have sex? Og hvilken rolle spiller kameraføringen?

Hvordan ændrer kameraføringen sig, da det bliver tydeligt for publikum, at de har samleje mod Hannas vilje?

Filmens titel, “Thick Skin”, dukker op lige efter samlejet. Hvorfor?

Scene 3 (2:16-2:28):

Overgangen fra samlejet og titelskærm til næste del er et nærbillede af en hveps, mens man hører synkron baggrundslyd af børn, der leger og lignende. Hvilket formål tjener den overgang?

Scene 4 (2:59-6:19):

Efter Jónas står op, følger kameraet ham rundt i en over-the-shoulder indstilling. Hvilken effekt har dette, og hvordan ændrer effekten sig efter politiet ankommer?

Hvilket indtryk giver filmen af Jónas’ familiære baggrund og hans sindstilstand, mens han er hjemme? Og hvorfor er det muligvis vigtigt?

Scene 5 (8:11-8:41):

Efter scenen på politistationen, er vi tilbage i en over-the-shoulder indstilling. Hvordan adskiller effekten sig fra tidligere?

Scene 6 (8:56-9:31):

Hvorfor bliver de unge mænd filmet i badet og i omklædningsrummet?

Scene 7 (10:38-11:06):

Hvad sker der med lyden, da Jónas og Hanna får øje på hinanden i slutningen af filmen, og hvilken effekt har det?

Mange scener i “Thick Skin” er filmet med et meget blødt fokus, hvor billedet ikke er specielt skarpt. Hvorfor?

Hvad vil Jónas, om noget, sige til Hanna, da han ser hende i ishuset i slutningen af filmen. Vil hun sige noget til ham?

5. Soundtrack

Se det første minut og 20 sekunder filmen igen, mens du afspiller ét af følgende fire musiknumre:

På hvilken måde påvirker musikken dit indtryk af scenen?

Lav derefter, parvis, jeres eget soundtrack til kortfilmen på tre numre. Numrene skal matche filmen, enten tematisk eller stemningsmæssigt. I skal forklare, hvorfor I har valgt netop disse numre, og hvilke udfordringer, der var forbundet med at konstruere et soundtrack til filmen.

6. Kreativ opgave

Gruppevis skal eleverne omskrive filmens perspektiv og fortælle historien fra andre personers synsvinkel:

  • Hannas
  • Jónas’ forældre
  • Hannas venner til festen
  • Jónas’ kammerat

Eleverne deles ud på de forskellige perspektiver og bruger deres fantasi og indlevelsesevne til at udfylde et antal felter med hændelse/følelser. Hvad tænker personerne? Hvad ser de? Hvad siger de?

Hannas perspektiv

Tag udgangspunkt i de scener, som vi ser i filmen, men find også selv på nogle scener, som I kort beskriver. Beskriv fx hvilke følelser Hanna har.

7. Seksuelle scripts

1. Formålet med denne øvelse er at undersøge seksuelle scripts for at kunne forholde sig reflekteret og kritisk til de normer og forventninger, som man kan være tilbøjelig til at følge, når man flirter og scorer. Normer og forventninger som kan gøre det sværere at tjekke ind med egne og andres grænser og dermed sikre sig samtykke.

2. Et seksuelt script er en form for uskreven drejebog for seksuel adfærd. Dvs. det er normer om, hvilke handlinger en seksuel interaktion indeholder, og ikke mindst i hvilken rækkefølge man forventer dem. Et begreb som ”forspil” er et godt eksempel på, hvordan scripts dikterer rækkefølgen af seksuelle handlinger: I begrebet forspil ligger en helt bestemt forståelse af, at kærtegn, kys osv. kommer før den egentlige seksualakt, underforstået samlejet.
Seksuelle scripts er noget af det, som vi læner os op ad i vores seksuelle adfærd, og fordi vi møder dem igen og igen i såvel populærkulturen som i porno, er det vigtigt at blive bevidst om dem, så vi ikke uden videre antager, at den ene seksuelle handling altid fører til den næste, uden at tjekke ind med hinanden.

3. Eleverne inddeles i grupper på 3-4 personer, og hver gruppe får et sæt kort (Arbejdsark 1). På hvert kort står der en handling, for eksempel “kys”, “skrive med hinanden” eller ”sex”. Gruppens opgave er at kigge sammen på kortene og lave en drejebog for en god flirt. De må udelade kort, og de må også selv skrive handlinger på de tomme kort.

4. Når gruppen har lavet et script, gennemgår de hver handling i scriptet; hvilke signaler og ord viser, at den anden også har lyst til denne handling? Hvad kan man gøre for at tjekke ind, hvis man er i tvivl?

5. I den efterfølgende dialog i plenum kan I tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:

• Hvorfor har I valgt det første kort som det første, og det sidste kort som det sidste?
• Hvad er forskelle og ligheder mellem de forskellige scripts, grupperne har lavet?
• Hvad ville der ske, hvis man byttede om på nogle af kortene?
• Hvad ville der ske, hvis man sprang nogle kort over?
• Hvordan kan man sikre sig samtykke/tjekke ind med hinanden ved de forskellige handlinger?
• Hvilke signaler/ord kan man bruge for at vise samtykke ved de forskellige handlinger?
• Er der kort i jeres scripts, hvor I forestiller jer, at det er særligt udfordrende at sikre sig samtykke og hvorfor?
• Hvem bestemmer, hvordan seksuelle scripts er?
• Hvem kan ændre på de seksuelle scripts?
• Hvilke fordele og ulemper er der ved seksuelle scripts?
• På hvilken måde har handlingen i ”Thick Skin” noget at gøre med seksuelle scripts?

Download arbejdsark