Anders Walter: Natsværmer, 2020
Synopsis
En ung mand er fanget imellem sin fars ambitioner for hans liv på racerbanen, og en stålsat vilje om at skulle noget andet her i livet. Noget andet end at køre stærkt, noget der er hans, noget der gør ham i stand til at undslippe faderens dominans og altoverskyggende råhed. En lige dele tempofyldt og rørende film om det opgør man næsten er for bange til at tage, men samtidigt ved er en absolut nødvendighed, for fortsat at kunne eksistere.
I skal
- Fortælle om jeres oplevelse af filmen
- Redegøre for filmens dramaturgi
- Lave en næranalyse ud fra udvalgte scener i filmen
- Bruge et udvalg af De 7 parametre for den gode kortfilm
- Fortolke og diskutere filmen
- Lave jeres egen stopmotion-film
Opgaver
Jeres analyse skal kunne præsenteres for andre. Fx i en PowerPoint eller et andet program. Tag skærmbilleder, og indsæt dem i jeres præsentation. Billederne skal bruges som dokumentation for jeres iagttagelser og pointer.
1. Baggrund
Anders Walters kortfilm Natsværmer er produceret i samarbejdet med TUBA, som er en frivillig organisation, der tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug. På deres hjemmeside står der, at unge, der har forældre med alkoholmisbrug, ofte kæmper med ensomhed, lavt selvværd, nervøsitet og depression. Diskutér på klassen, hvordan det kan være, at disse unge står med netop disse problemer, og hvad man eventuel kan gøre som klassekammerat for at hjælpe.
2. Fortæl om din oplevelse
Gruppearbejde (15 min). I skal være 4-6 personer i hver gruppe.
Sæt jer i en rundkreds, klip oplevelseskortene ud og læg dem i midten med bunden i vejret. Kortene indeholder udsagn, som skal få jer til at sætte ord på jeres oplevelse af filmen. Der kan fx stå ”Det gjorde stort indtryk på mig at…”.
Træk på skift et kort. Hver person har 1 minut til at fortælle om sin filmoplevelse med udgangspunkt i kortet. Herefter trækker den næste et nyt kort. Vælg en tidtager, som sikrer, at alle får 1 minuts taletid. Hvis en person løber tør for fortællestof, skal de øvrige gruppemedlemmer stille uddybende spørgsmål og hjælpe personen til at udfylde sin taletid og sætte ord på sin filmoplevelse.
3. Berettermodellen / tre-akter-modellen
Læs om de to modeller berettermodellen og tre-akter-modellen. Hvilken af de to modeller giver det bedste overblik over dramaturgien i Natsværmer?
4. Næranalyse af to udvalgte scener
I denne umiddelbart idylliske scene, hvor Kasper og Veronika ligger i sengen, bruges der skiftende vinkler. Der er primært anvendt over-the-shoulder, men der krydsklippes også til Kasper og Veronikas silhuetter og derefter til Kaspers flashback. Hvilken effekt har disse virkemidler, og hvilke kontraster benyttes der ellers i denne scene?
Hvilken rolle spiller lyden i klippet?
Hvad fortæller scenen om personernes sindstilstand og deres indbyrdes forhold?
I filmens egentlige klimaks, racerløbet, bruger instruktøren mange forskellige kameraindstillinger og -vinkler. Lav en næranalyse af denne scene, hvor I prøver at afklare hvilke kameravinkler, der bruges til hvilke motiver – og hvilken effekt det har.
Undersøg også hvordan lyden skifter med hvert motiv. Hvordan påvirker det seerens opfattelse af begivenhederne?
5. Analyse ud fra udvalgte parametre
Læs om Richard Raskins 7 Parametre.
Analysér filmen ved hjælp af følgende parametre:
Parameter 1 – Personfokus
Parameter 2 – Kausalitet og valg
Parameter 3 – Konsekvens og overraskelse
- Er det tydeligt, hvis historie filmen fortæller? Er der flere muligheder? I så fald hvilke?
- Er Kasper i en situation, hvor han skal foretage et afgørende valg? Eller er han i flere valgsituationer?
- Gør én eller flere af personerne noget overraskende på et tidspunkt i filmen?
6. Fortolkning og diskussion
Hvad er filmens tema? Og hvorfor præsenteres det i et racerløbsmiljø?
Hvorfor stopper Kasper lige inden målstregen?
Forstår Kaspers far til sidst, hvorfor Kasper handler, som han gør?
7. STOPMOTION film
Løs opgaven i 2-3 mandsgrupper
- Skab en stopmotion-film med følgende tema ”alkoholmisbrug” og med følgende benspænd: Der skal indgå mindst et tydeligt symbol i filmen, og den skal foregå i et bestemt miljø.
- I bestemmer selv, om filmen skal have en optimistisk eller pessimistisk slutning, men slutningen skal være forholdsvis tydelig i sin holdning.
- Vælg materialer, og skab jeres figurer og baggrund.
- Optag jeres stopmotion-film. I kan fx bruge programmet Stopmotion Studio til IOS og Android-enheder.