Peter Albrechtsen er kunstnerisk profil på OFF20

Hvert år præsenterer OFF – Odense International Film Festival en kunstnerisk profil, der er med at præge årets festival. I år er vi enormt stolte over at kunne præsentere den internationalt anerkendte lyddesigner Peter Albrechtsen som kunstnerisk profil til OFF20. Peter Albrechtsen har lagt lyd til dine biografoplevelser de sidste mange år, og nu er han klar til at tilføje en helt særlig sound til OFF20, når han sammen med sine gæster undersøger og diskuterer sanselighed.

Vi skal lære at lytte

Peter Albrechtsen glæder sig til at vende tilbage OFF og dele ud af det, der er helt særligt ved lyd:

“Det er jo en stor ære at være kunstnerisk profil på OFF. Som lyddesigner er jeg vildt glad for, at en af Danmarks førende filmfestivaler sætter fokus på lyd. I årevis har lyden været meget overset i filmens verden, men nu er tingene ved at forandre sig, og jeg har sagt ja, fordi jeg håber, jeg kan inspirere folk til at lytte endnu mere.
Den allerførste film, jeg lavede, var faktisk på OFF. Det var på festivalens tegnefilmsworkshop helt tilbage i 1991, og det var dér, jeg første gang mærkede magien ved filmmediet. Og i de første år efter jeg kom ud fra filmskolen i 2001, lavede jeg lyd på en række kortfilm, som har været vist på festivalen, så alt i alt føles det lidt som at komme tilbage til dér, hvor det hele startede. Jeg glæder mig.”

For Peter Albrechtsen faldt valget af tema helt naturligt:

“For mig er de bedste film altid dem, hvor jeg virkelig får en stærk sanseoplevelse. Uanset hvilken slags film det så er. Derfor er årets tema sanselighed: sanselighed er jo et vidt begreb, og derfor kommer samtaleprogrammet vidt omkring. Sanseligheden kan opstå både i processen med arbejdet på filmen, i filmens historie eller tematik, men det kan også, helt simpelt, være den måde, som filmen inspirerer sit publikum på. I disse underlige Corona-tider, hvor vi alle helst skal være lidt på afstand af hinanden, føles det ekstra vigtigt at sanse, og det er vigtigt at tage sig tiden til at mærke verden – både sin egen, men især også andres.”

Der er også, ifølge årets kunstneriske profil, et sammenfald mellem OFFs grundlæggende værdier og hans egne:

“Jeg kan mærke, at det er blevet vigtigere for mig at arbejde på film, som kan skabe refleksion hos sit publikum. Som giver noget at tænke over. Den målsætning mærker jeg i høj grad også hos OFF, hvor filmene aldrig kun bliver præsenteret som underholdning, men altid med en opfordring om refleksion. Mit arbejde med lyd har vist mig, at lyden kan tale til os på alle mulige niveauer, så mit håb som årets kunstneriske profil er at kunne vise, hvor vigtigt det er at lytte og hvor meget, vi kan få ud af det.”

Vi skal vise alle filmens facetter

Festivalleder Birgitte Weinberger er meget stolt over at kunne præsentere årets kunstneriske profil:

”Jeg er virkelig stolt over at kunne præsentere årets profil. Peter Albrechtsen er et kæmpe talent der høster store anerkendelse i såvel ind- som udland, og så er det er super fedt, at vi i år får mulighed for at fordybe os i lyd. Det er ofte instruktøren eller skuespillerne der er i fokus, men at lave film er jo en kæmpe holdpræstation, og lyden spiller mere eller mindre bevidst en enorm rolle. Derfor bliver det så interessant at invitere vores publikum med ind i Peters verden og få lyden frem i lyset.”.

Årets tema ligger i tråd med festivalens hjerte:

“Jeg glæder mig usigeligt meget til, at Peter folder sanseligheden yderlige ud på OFF med sit samtaleprogram, fordi det allerede er en del af festivalens DNA. Nu skal vi opleve sanselighed set gennem Peter og hans gæsters øjne, og jeg glæder mig meget til at byde vores publikum velkommen til sanse noget mere, mærke verden lidt ekstra og at lære at lytte på en helt ny måde.”, siger Birgitte Weinberger

Peter Albrechtsen Biografi

Peter Albrechtsen er en af dansk films mest velrenommerede lyddesignere og har arbejdet på en lang række spillefilm, dokumentarfilm, kortfilm og tv-serier, både danske og internationale.

Peter Albrechtsen er vinder af både en Robert og en Bodil for Idealisten i 2016 og har været nomineret til Robert-prisen for bedste lyddesign i alt syv gange. Han har været nomineret i alt seks gange til en af USAs fornemste filmlydpriser, Golden Reel Award og blev i 2017 inviteret til at blive medlem af det amerikanske Oscar-akademi. Peter Albrechtsen har alene i år haft spillefilm med i konkurrence på hele fire af verdens mest velansete filmfestivaler, Sundance Film Festival, Berlin Film Festival, South by Southwest og Tribeca Film Festival.

Peter Albrechtsen har arbejdet på film som Valhalla (2019), Vildheks (2018), Thelma (2017) og ikke mindst The Cave (2019), der tidligere på året var nomineret til en Oscar for bedste dokumentarfilm. Til august er Peter Albrechtsen aktuel med sit lyddesign til Christina Rosendahls nye spillefilm Vores mand i Amerika.