Plads til flere i filmfamilien

Der er stadig plads på årets frivillighold! Hvert år er omkring 150 frivillige hænder med til at skabe vores fantastiske festival på benene og skabe et fantastisk fællesskab. Vi har stadig en håndfuld pladser tilbage, så I skal endelig ikke tøve med at melde jer til.

OFF – Odense International Film Festival foregår i uge 35, og du vil komme til at arbejde omkring 18 timer i løbet af ugen. Der er mange forskellige arbejdsopgaver, så vi skal nok finde en god en til dig! Man kan hjælpe til som følgende:

Biovagt
Som biovagt skal du byde gæster velkommen i døren til de enkelte arrangementer og tjekke billetter. Du skal også sørge for god ro og orden i salen undervisningen.

Disponibel vagt
Som disponibel vagt skal du være indstillet på at springe til i enhver funktion og rolle, når der er bud efter dig. Hvis der ikke er behov for at få dækket en decideret vagt i vagtplanen, skal du kunne sætte dig selv i sving – og bare rolig: der er altid noget at tage sig til på OFF.

Hands
Som frivillig i ’hands’-funktionen skal du lave praktisk arbejde ifm. Arrangementer og events. Vær opmærksom på, at der kan indgå tunge løft i arbejdet.

Moderator
Som moderator er det vigtigt, at du trives med at være ”på”, og at du kan tale forståeligt og tydeligt foran en forsamling på både dansk og engelsk. Din opgave som moderator er at være vært for og agere ordstyrer ifm. den Q&A-session, der finder sted efter hver konkurrencevisning. Du får udleveret et manus og en liste med standardspørgsmål.

Venuevagt
Som venuevagt er det vigtigt, at du kender festivalprogrammet grundigt, så du kan besvare spørgsmål, vejlede gæsterne og anbefale henvisninger. Du skal være indstillet på at gøre dig synlig og være opsøgende ift. gæster, der ser nysgerrige eller søgende ud. Venuevagter bliver fast tilknyttet et bestemt venue, så de hurtigst muligt kan lære stedet grundigt at kende.

Videobar
Som frivillig i videobaren skal du betjene de gæster, der kommer på besøg for at låne en iPad eller en computer og et par høretelefoner for at se konkurrencefilm i ro og mag udenfor de programsatte visninger.

Vært
Når der er special- og fokusarrangementer på programmet, er det værtens opgave at byde velkommen til både den/de medvirkende og publikum samt sørge for, at det hele forløber efter planen.

Vært ved børnevisninger
Når der er børnevisninger på programmet, er det værtens opgave at byde velkommen til børn og pædagoger/lærere og få alle til at føle sig godt tilpas. Børnetække er alfa og omega – især for de helt små, som måske aldrig har været i biografen før – og som børnevært kan du medvirke til at give dem en rigtig god oplevelse. Som børnevært skal du også fungere som biovagt for arrangementet, dvs. tjekke billetter og vise publikum på plads i salen.

Udover selve festivalugen bliver der afholdt fire informationsmøder i løbet af forår og sommer samt en række sociale aktiviteter. Hvis du tilmelder dig som frivillig, kan du allerede nu sætte kryds i kalenderen for vores frivilligmøder: 28/4, 17/6, 13/8, 23/8 (obligatorisk). Her får du både yderligere information om festivalen, og selvfølgelig en mere udførlig guide af opgaverne, så du kan lande på den helt rigtige hylde.

Del endelig vores alle sammens budskab om kærlighed og kortfilm, så ingen går glip af at være en del af Odenses fedeste frivillig-fællesskab!