TipToe BigBand hylder Quincy Jones

By night, Focus - Aldersgrænse: 16+

Musiker, producer, komponist, dirigent og arrangør Quincy Jones er af mange især kendt for sit tidlige samarbejde med sangerne Frank Sinatra og Michael Jackson. Men Quincy Jones er meget mere end sine samarbejdspartnere. Den nyligt udkomne Netflix-dokumentar Quincy skildrer filmkomponistens heftige aktivitet og store virke: Siden midten af 1960’erne har Quincy Jones skrevet musik til en række anpriste film - In the Heat of the Night, The Italian Job, The Dude og The Colour Purple, for blot at nævne nogle få.

 

Musikalsk spænder hans stil over alt fra jazz og soul til florlet 1980’er-pop, iblandet passende modspil fra elektroniske flader. Dette er netop, hvad publikum kan opleve i aften, hvor odenseanske TipToe BigBand spiller hyldestkoncert med en setliste dedikeret til musik, der enten er komponeret eller arrangeret af Quincy Jones. Koncerten blæser over scenen umiddelbart før aftenens visning af Austin Powers in Goldmember, hvis ørehænger af en titelmelodi Quincy (selvfølgelig) har begået.

 

TipToe BigBand har eksisteret siden 1994 med en vision om at udfordre bigbandformatet gennem kunstneriske benspænd indenfor mangeartede musikalske udtryk.

Tider

Thursday 29-08-2019 kl. 20:00 Amfiscenen