fbpx

Patrick Bresnan: Rabbit Hunt, 2017

The Rabbit Hunt

Genre: Dokumentar, realfilm
Produktionsland og år: USA, 2017
Instruktion: Patrick Bresnan
Længde: 13 min
Deltog i Dokumentarkonkurrencen og Ungdomskonkurrencen i OFF18

Download opgavebeskrivelsen som PDF

Synopsis

Når de kæmpestore industrielle landbrug i Floridas Everglades høster deres sukkerrør
og efterfølgende brænder dem af, så flygter de vilde kaniner, der har gemt sig i markerne, og så står jægerne klar. Jagten er brutal, og den foregår kun med hænder og kæppe, men det handler om både mad og profit. Er du klar til at slå dit næste måltid ihjel?

I skal

  • Forholde jer til FN’s verdensmål 1: Afskaf fattigdom
  • Forholde jer til den observerende dokumentar som genre
  • Lave en tematisk analyse ud fra udvalgte scener i filmen
  • Analysere brugen af udvalgte filmiske virkemidler og deres virkning
  • Bruge et udvalg af De 7 parametre for den gode kortfilm
  • Fortolke og diskutere filmen
  • Lave jeres eget kreative produkt

Opgaver

Jeres analyse skal kunne præsenteres for andre. Fx i en PowerPoint eller et andet program. Tag skærmbilleder, og indsæt dem i jeres præsentation. Billederne skal bruges som dokumentation for jeres iagttagelser og pointer.

1. Verdensmål og baggrund

1. FN’s verdensmål 1 hedder “Afskaf Fattigdom”, for selv om antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, er halveret fra 1990 til 2015, så lever mere end 700 millioner mennesker stadig for mindre end 15 kr. om dagen. I “The Rabbit Hunt” møder vi en familie, der ikke har mange penge, men stadig har råd til mobiltelefoner og en bil: Kan man så kalde dem for fattige?

2. Dokumentaren foregår i den lille by Pahokee ved Floridas Everglades. Brug Google Maps til at strejfe lidt rundt i byen, og notér hvilket indtryk, du får af miljøet.

2. Genreanalyse

For at kunne løse opgaven har I brug for at se uddrag af filmen. Uddragene kan ses hos OFF på filmfestival.dk. Til opgaven skal I også benytte Filmleksikon A-Z. Direkte links findes i teksten.

1. “The Rabbit Hunt” er et eksempel på den observerende dokumentargenre. Den observerende dokumentar ønsker at vise et udsnit af virkeligheden, og den vil gerne virke både ubearbejdet og ægte: Derfor bruger den ofte filmiske virkemidler, som vi kalder faktakoder eller autenticitetsmarkører. Undersøg derfor, om du kan finde følgende virkemidler, som er kendetegnende for genren, i filmen:

2. Et andet typisk træk ved den observerende dokumentar er, at den ofte skildrer en gruppe mennesker eller et miljø, der skiller sig lidt ud, så man som modtager får et indblik i, hvordan livet udfolder andre steder. Lav derfor en karakteristik af det miljø, som vi møder i filmen.

Overvej, hvordan Chris og hans familie fremstilles i kortfilmen? Tages der afstand fra dem? Sættes de i et positivt lys? Eller er filmen udelukkende objektiv og ikke-dømmende i sin behandling af familien?

3. Næranalyse af to scener

Uddrag 1 (0:14-1:08)
Filmen åbner med en lang indstilling i supertotal:

  • Hvad ser vi på billedet, og hvordan er lydsiden?
  • Hvilken stemning kommer man i som modtager?
  • Hvilken effekt har det, at filmen derefter skifter til et totalbillede af nogle rygende fabriksskorstene?
  • I den efterfølgende indstilling ser man både fabrikken og åløbet i en supertotal, mens et barn cykler af sted langs åen. Denne kontrast mellem det industrielle og det naturlige, mellem det hårde og det bløde og sårbare, optræder også andre steder i filmen – hvor
  • Derefter klippes der synligt til en morgenmadsscene hos Chris og hans familie. Hvad kunne pointen være med det fra instruktørens side? Hvilket førstehåndsindtryk får vi af familien?

 

Uddrag 2 (10:11 – 11:59)
I dokumentarens slutning observerer vi Chris tilberede nogle af de slagtede kaniner bl.a. igennem en række nærbilleder. Selve madlavningen og de køkkenredskaber, som Chris bruger, fortæller formentlig modtageren noget om familiens sociale status, men hvilken rolle spiller lydsiden? Er den fx med til at forstærke indtrykket?

Inden du svarer, så se scenen igen, mens du afspiller ét af følgende tre musiknumre:

  • Muddy Waters, Mississippi Delta Blues
  • Miles Davis, Blue in Green
  • Kendrick Lamar, Humble

Påvirker musikken dit indtryk af scenen og af Chris og på hvilken måde?
I filmens sidste indstilling, dens udtoning, filmes Chris eller rettere hans torso i en halvnær, mens han spiser et kaninlår. Samtidig står kameraet helt stille, og der stilles skarpt på det rygende varme lår. Hvad mon filmen ønsker at formidle på denne måde?
Inddrag i den forbindelse en kompositionsanalyse af filmen vha. kontraktmodellen og vurdér, om udtoningen kan opfattes som en lykkelig slutning på en slags overgangsfortælling.

4. Analyse ud fra udvalgte parametre

Analysér filmen ved hjælp af følgende parametre:

Parameter 4 – Billede og lyd
Parameter 6 – Enkelthed og dybde
Parameter 7 – Slutning og helhed

A. Har filmen et specielt visuelt udtryk og en særlig stil?
B. Er filmens lydside med til at fortælle historien?
C. Foregår filmen i få settings (miljøer)?
D. Har historien en dybere mening?
E. Hvordan viser filmen tydeligt, at den er slut?

5. Fortolkning og diskussion

1. Her er tre forskellige fortolkninger, som I kan vælge imellem. Det er jeres opgave at finde elementer i filmen, der kan underbygge den fortolkning, som I vælger.

A. Dokumentaren handler om fattigdom, ulighed og sundhed. Den er en kritik af det kapitalistiske samfund, hvor Chris’ familie har mistet jobbet til de store maskiner, som bruges til at høste den sukker, de derefter køber – og som er med til at gøre dem usunde. Desuden behandler filmen indirekte eftervirkningerne af slaveri ved så åbenlyst at knytte sorte amerikanere sammen med sukkerplantager i en sydstat som Florida.

B. Dokumentaren handler om vores forhold til naturen og den mad, vi spiser eller forbruger. Det er en kritik af vores brutale behandling af naturen på alle niveauer.

C. Dokumentaren er et forsøg på at fortælle en positiv historie om et socialt udsat miljø, hvor man forsøger at klare sig ved hjælp af opfindsomhed og innovation.

2. I en observerende dokumentar optræder der en såkaldt “fluen på væggen-fortæller”, som ideelt set kun registrerer virkeligheden, men i vinklingen af historien ligger der nok alligevel en holdning. Lav på baggrund af jeres ovenstående fortolkninger en kommunikationsanalyse af dokumentaren med fokus på hensigt og budskab.

3. Chris fangede selv maden, han slog den selv ihjel og tilberedte den, og så spiste han den. Hvor mange af os andre kan sige det om den mad, vi spiser? Hvor mange af os ville kunne fange kaniner med samme effektivitet som Chris og hans familie?
Diskutér om familien har nogle skills eller færdigheder, som vi mangler, og diskutér også om de høns og grise, som vi spiser, har haft det bedre end kaninerne i sukkerplantagerne? Bliver de fx slagtet på en mere human måde?

6. Lav jeres eget kreative produkt

Lav jeres eget kreative produkt, hvor I behandler de samme verdensmål som “The Rabbit Hunt”.
Arbejd evt. i mindre grupper.

Produktet kan fx være en kortfilm, et digt, et blogindlæg, en podcast, en sang, en novelle, en infomercial, en kunstinstallation eller noget street art.

7. Litteratur og links

OM VERDENSMÅL
Læs mere om verdensmål 1 og de forskellige delmål

OM DRAMATURGI OG FILMISKE VIRKEMIDLER
Filmleksikon med beskrivelser af de filmiske
virkemidler og deres funktion

OM KONTRAKTMODELLEN
Kontraktmodellen

OM KOMMUNIKATIONSANALYSE
Kommunikationsanalyse