Et kig bag filmkulissen
Hvordan er det nu lige?
… At man kommer i gang i filmbranchen, får sit gennembrud eller skriver den allerbedste åbning? OFF giver dig igen i år en mulighed for at kigge ind bag filmkulissen og opleve de mennesker, der har skrevet den bedste åbning og er veletablerede navne i branchen. Der er linet paneler op til at give feedback og fortælle om deres vilde vej ind i filmbranchen og servere fifs i massevis. Du kan også møde en masse forskellige festivaler, der fortæller om lige præcis, hvad det er de kan. Selvom du ikke har en åbningsscene, der skal kigges på eller leder efter gode råd til at få folk til at se din film, er der masser af sjove, finurlige fortæller at hente her – bag filmkulissen.
Tag et kig og find dine billetter her:
Her kan du få feedback på din egen åbningsscene. Få den åbningsscene ned på en USB og lad filmskribent Christian Monggaard, manuskriptforfatter Christian Gamst Miller-Harris og kurator og leder af Berlinale Shorts Anna Henckel Donnersmarck give dig brandgode fifs til, hvordan din gode åbning bliver endnu bedre.
Hvordan kommer man helt ind i filmbranchen? Hvem skal man snakke med? Hvad skal man gøre? Du kan komme med alle dine spørgsmål og rette dem mod et vanvittigt inspirerende panel: filminstruktør Mathias Broe, filmklipper Cathrine Odgaard og Amalie Næsby.
I år gengæster Pilou Asbæk OFF – Odense International Film Festival, når han skal interviewes af to unge filmfolk fra TheNextFilmFestival. Vi skal høre om hans vej ind på det store lærred og særligt, hvordan samarbejdet fungerer bedst mellem instruktør og skuespiller.
Der findes så uendeligt mange festivaler. Flere end vi aner, flere end vi ved. Fredag klokken 19 kan du møde et udpluk af en masse forskellige festivaler, der alle sammen fortæller om, hvad lige præcis de kan. Det er et vaskeægte branchemøde, hvor der virkelig er mulighed for at snuse til kunsten at mingle festivaler imellem.
Foto: Betina Rosenberg