fbpx

Hvad skal jeg se? Vi dykker ned i ungdomsfilmene på OFF21

Ud af de 122 kortfilm der vises under årets festival, bærer flere af filmene præg af noget særligt, der gør dem egnet til det unge publikum. Filmene er også med i en eller flere af de øvrige konkurrencer på festivalen, men her er de samlet i ungdomskonkurrencen, der særligt henvender sig til aldersgruppen fra 14 år og op efter. Her får det unge publikum en sjælden og sjov mulighed for at blive introduceret til kortfilmens verden.

Ligesom på de andre konkurrenceprogrammer – Hovedkonkurrencen, Den danske konkurrence, Animationskonkurrencen og Dokumentarkonkurrencen – kan man købe en billet til bare 20,- kr., læne sig tilbage i biografsædet og se ikke blot én men 4-6 kortfilm, der er sat sammen, så de præsenterer noget for enhver smag .

På det første ungdomsprogram YOU1 kan man både se det intense actiondrama Enemy Blood, der fortæller historien om et stikkerdrama under anden verdenskrig. Thomas Levins Lysår er en rørende historie om et venskab mellem en udfordret folkeskoleelev og skolens pedel, mens Anna, Cat-and-mouse er en finurlig animationsfilm om en kvinde, hendes kat og en mand, der forstyrrer dem. Stenofonen er Nikolaj Kopernikus’ debut som instruktør, og den stjernespækkede og velskrevede film fortæller om et minde fra barndommen, der hænger ved i voksenlivet.

Visninger:

Mandag den 30. august kl. 9.00 på Magasinet

Onsdag den 1. september kl. 9.30 i Momentum Sal

Onsdag den 1. september kl. 13.30 på Magasinet

Torsdag den 2. september kl. 9.00 på Magasinet

Torsdag den 2. september kl. 12.00 i Momentum Bio

Også i YOU2 kommer vi vidt omkring, og det bliver tydeligt, hvor forskellige kortfilm kan se ud. First Night er en opløftende og visuelt stærk fortælling om en ung viljestærk kvinde. I The Last Whistle ser vi omvendt et hjerteskærende familieportræt om en dominerende far og hans to sønner. Dramaet fortsætter i Klick, der er en intens fortælling om tre piger, der på en skoleudflugt forvilder sig et sted hen, hvor de ikke burde være. Machine Age er en tankevækkende dokumentar om burhøns, og i animationsfilmen Jeg har ikke tid til det her fortælles en sjov og veloplagt historie om balancegangen mellem arbejde og fritid i sin yderste konsekvens.

Visninger:

Mandag den 30. august kl. 9.30 på Momentum Sal

Tirsdag den 31. august kl. 9.00 på Magasinet

Onsdag den 1. september kl. 11.15 på Magasinet

Torsdag den 2. september kl. 13.00 på Magasinet

Fredag den 3. september kl. 11.15 på Magasinet

På det sidste program i ungdomskategorien YOU3, starter vi på Skilleveien i de norske fjelde, hvor to unge barndomsvenner nu er længere fra hinanden, end de begge to aner. I dokumentaren Greetings from Myanmar ser vi kontrasten mellem et ferieparadis og en flygtningelejr, der er placeret klods op ad hinanden. Bits er historien om et løfte fra far til søn, der måske – måske ikke – brydes, og i Co-ognition viser animationsgenren sig fra sin smukke simple side i sort/hvid. Oscarvinderen Anders Walters nye kortfilm Natsværmer slutter visningen med en fortælling om en ung mand fanget mellem sin fars ambitioner og sin egen stålsatte vilje.

Visninger:

Mandag den 30. august kl. 11.15 på Magasinet

Tirsdag den 31. august kl. 11.45 i Momentum Sal

Onsdag den 1. september kl. 9.00 på Magasinet

Torsdag den 2. september kl. 11.15 på Magasinet

Fredag den 3. september kl. 9.00 på Magasinet

Ungdomsfilmene bliver bedømt af årets ungdomsjury, der består af hele 8.a fra Paarup Skole i Odense. Prisen går til den bedste kortfilm egnet til unge – så hvem bedre til at sidde i juryen end de unge selv? De 25 elever er forskellige, men de fungerer godt sammen og har et stærkt sammenhold. Og så elsker de at se film og har sågar selv prøvet kræfter med kortfilmsformatet.