fbpx

Puk Grasten: Hvis der var krig i norden, 2019

Ashmina

Genre: Animation, fiktion, eksperimenterende
Produktionsland og år: Danmark, 2019
Instruktion: Puk Grasten
Længde: 5 min.
Deltog i Den Danske Konkurrence, Animationskonkurrencen og Ungdomskonkurrencen til OFF19

Download opgavebeskrivelsen som PDF

Synopsis

Hvad hvis Danmark var under et højreekstremistisk styre? Hvad hvis det styre erklærede krig mod resten af Skandinavien? Hvad hvis der var krig i Norden? Hvad hvis din mor var syg, og I var nødt til at flygte? Hvad hvis du boede i en teltlejr i Egypten? Hvad hvis din familie valgte nationalismen frem for dig? Hvad ville du så gøre?

I skal

  • Forholde jer til FN’s verdensmål 16: Fred, Retfærdighed og Stærke Institutioner
  • Lave en dramaturgisk analyse med udgangspunkt i tre-akter-modellen
  • Lave en tematisk analyse ud fra udvalgte scener i filmen
  • Analysere brugen af udvalgte filmiske virkemidler og deres virkning
  • Bruge et udvalg af De 7 parametre for den gode kortfilm
  • Fortolke og diskutere filmen
  • Lave en fotofrise om ”fred og retfærdighed”

Opgaver

Jeres analyse skal præsenteres for klassen i en PowerPoint eller et andet program. Tag skærmbilleder og indsæt dem i jeres præsentation. Billederne skal bruges som dokumentation for jeres iagttagelser og pointer.

1. Verdensmål og baggrund

A. Krig, væbnet vold og almindelig usikkerhed har en ødelæggende virkning på et lands udvikling og på dets beboere. Krig medfører ofte fjendskaber mellem mennesker og mellem nationer, der kan vare i mange år, og der følger tit øget kriminalitet og ulighed i kølvandet på krig.

Derfor handler FN’s 16. verdensmål bl.a. om fred og retfærdighed, men hvad skal man gøre med de mennesker, der flygter fra krigens ødelæggelser og søger asyl? Diskutér på klassen, om man skal afvise dem, bygge lejre til dem eller tage imod dem med åbne arme.

B. En collage er et billede, der er skabt af fragmenter af forskelligt materiale som fx ugeblade, papir og pap, ofte i lidt skæve eller overraskende sammensætninger. Kortfilmen “Hvis der var krig i Norden” er en slags animeret collage, men hvilke fordele og ulemper kan der være ved at fortælle sin historie som en collage frem for en almindelig film med skuespillere?

2. Tre-akter-modellen

Brug tre-akter-modellen til at analysere dramaturgien i “Hvis der var krig i Norden”.

A. Find filmens to vendepunkter. Hvordan overrasker de to vendepunkter tilskueren?
B. Hvad er filmens midtpunkt?
C. Hvilken rolle spiller vendepunkterne og midtpunktet i “Hvis der var krig i Norden” i forhold til temaet?

3. Analyse

For at kunne løse opgaven har I brug for at se uddrag af filmen. Uddragene kan ses hos OFF på filmfestival. dk. Til opgaven skal I også benytte Filmleksikon A-Z. Direkte links findes i teksten.

De eneste rigtige levende billeder i filmen ses i begyndelsen og i slutningen. Hvilket formål tjener disse sekvenser? Hvilken rolle spiller drengekoret?

Hvilken effekt har den asynkrone lydside, hvor H. C. Andersens sang “I Danmark er jeg født” lyder under hele filmen?

Collage-stilen er en ret speciel form for synlig klipning. Find tre eksempler fra collagen, hvor I undersøger, hvordan monologen og billedsiden passer sammen.

Hvordan fungerer brugen af nationale symboler som fx Dannebrog og svaner?

Hvad er Lasses indstilling til “Partiet”, og hvilken rolle spiller hans opfattelse?

4. Analyse ud fra udvalgte parametre

Analysér filmen ved hjælp af følgende parametre:
Parameter 2 – Kausalitet og valg
Parameter 4 – Billede og lyd
Parameter 7 – Slutning og helhed

A. Hvilken sammenhæng er der mellem filmens begivenheder?
B. Hvilke valg skal Lasse og sin familie skal træffe, og hvordan de er havnet i disse situationer.
C. Hvilken effekt har filmens visuelle udtryk og særlige stil?
D. Hvordan markerer filmen tydeligt, at den er slut?

5. Fortolkning og diskussion

A. Hvilken betydning har afslutningen?

B. Hvilket budskab ønsker instruktøren Puk Grasten at sende? Er det en parallel til eksisterende konflikter og deres flygtninge? Er det en advarsel om potentiel krig i Danmark/Norden? Er det en film om indvandrere/flygtninge? Eller er det noget helt fjerde?

C. Diskutér på klassen, om I tror, at et kunstværk som en kortfilm kan være med til at skabe debat om vigtige samfundsemner som krig og fred, flygtninge eller demokrati.

D. Filmen er fra 2019, men den er baseret på bogen “Hvis der var krig i Norden” af Janne Teller fra 2004 (der blev lavet flere versioner, så den passede til andre lande). Har bogen forudsagt noget? Og hvorvidt burde vi bekymre os om, om det kunne blive virkelighed?

E. Hvor ville du tage hen, hvis der blev krig i Danmark?

6. Fotofrise

Lav en fotofrise på 5-10 billeder ud fra temaet “fred og retfærdighed”. Arbejd i grupper. I bestemmer selv, om billederne skal være realistiske eller mere symbolske.

A. Brainstorm: Hvem eller hvad repræsenterer “fred og retfærdighed”?

B. Find billeder på nettet eller tag/brug jeres egne.

C. Sæt jeres billeder ind i en PowerPoint eller et andet program. I kan også vælge at printe billederne og sætte dem op som en frise på et stykke karton.

D. Præsentér jeres fotofrise for klassen og forklar, hvorfor I har valgt jeres motiver

7. Litteratur og links

OM VERDENSMÅL 16
Læs mere om verdensmål 16 og de forskellige delmål

OM DRAMATURGI OG FILMISKE VIRKEMIDLER
Filmleksikon med beskrivelser af de filmiske virkemidler og deres funktion.