Kom i praktik hos Odense International Film Festival

Bliv en del af holdet bag Odenses to filmfestivaler OFF og OFFSpring. Netop nu søger vi tre praktikanter til sensommeren/efteråret 2026. 

Går du rundt med en festivalkoordinator indeni? Vil du prøve kræfter med programlægning, eventproduktion, kulturformidling og frivillighed? Og har du lyst til at blive en del af et alsidigt og dynamisk festivalteam, der brænder for at løfte filmbranchens talenter? Så er du måske én af de tre praktikanter, vi søger til sensommeren og efteråret 2026. 

Odense International Film Festival står bag to årlige begivenheder: I slutningen af august afholder vi kortfilmfestivalen OFF, som præsenterer mere end 150 af de bedste kortfilm fra hele verden – og arrangerer talks, koncerter, open air-visninger og meget mere. OFF er Danmarks eneste Oscar-, BAFTA- og EFA-kvalificerende festival og kunne i 2025 fejre 50-års jubilæum.  

I det tidlige forår afholder vi spillefilmfestivalen OFFSpring, hvor publikum kan opleve de nyeste tendenser i dansk og international spillefilm. Festivalen har særligt fokus på filmskabere, der har taget springet til det lange format, og viser både nye film af danske debutanter samt publikumsfavoritter og prisvindere fra klodens toneangivende festivaler. 

Som praktikant får du din daglige gang på vores festivalkontor i Kulturmaskinen i hjertet af Odense. Her bliver du en del af et lille, men dedikeret team, der arbejder tæt sammen for at skabe enestående filmfestivaler af international karat. Du bliver indlemmet i vores løbende festivalproduktion, der inkluderer alt fra planlægning og koordinering til eksekvering og evaluering af vores to årlige festivaler. 

OM PRAKTIKPERIODEN
Ved opstart i august har vi fuldt fokus på afviklingen af OFF26. Her kan du komme til at arbejde med planlægning af events, koordinering af frivillige og formidling på web og SoMe. Festivalen afholdes i uge 35 (24.-30. august), hvor du for alvor kommer til at mærke festivalsuset, når vi i fællesskab får alle dele af festivalens program og afvikling til at gå op i en højere enhed.

Efter afrapportering af OFF26 retter vi blikket mod OFFSpring 2027, hvor du kan få erfaring med bl.a. tilrettelæggelse af program, udvikling af arrangementer og gennemsyn af film. 

Som praktikant vil du bl.a. bidrage til: 

  • planlægning og eksekvering af arrangementer på OFF26 
  • udvikling og tilrettelæggelse af programmet for OFFSpring 2027 
  • formidling af OFF og OFFSpring på web og SoMe 
  • rekruttering og koordinering af frivillige til begge festivaler 
  • afrapportering, fondsansøgning og dialog med samarbejdspartnere 
  • øvrige praktiske og administrative opgaver, herunder kontakt med gæster, leverandører og bidragsydere, opdatering af platforme og databaser, koordinering af festivalens inventar og løbende ad hoc-opgaver  

Du vil både løse opgaver i samarbejde med dine medpraktikanter og kolleger – og få egne ansvarsområder, som du selv står for at varetage. Vi tilstræber at tilrettelægge praktikforløbet efter den enkelte kandidat, så der er mulighed for at sætte sit eget præg på praktikkens format og indhold. Det er dog afgørende, at du kan dedikere dig fuldt ud til afviklingen af OFF26 fra den 23.-30. august 2026. 

OM DIG
Din uddannelse er mindre afgørende: Vi søger kandidater med forskellige profiler for at sammensætte så stærkt og alsidigt et hold som muligt. Det vigtigste er, at du engagerer dig i dine arbejdsopgaver, interesserer dig for filmformidling og festivalproduktion, og har mod på at kaste dig ud i nye udfordringer. Derudover lægger vi vægt på, at du: 

  • kan arbejde selvstændigt – også med flere opgaver på én gang 
  • er pragmatisk, imødekommende og god til at samarbejde 
  • er serviceorienteret og i stand til at kommunikere med mange forskellige mennesker 
  • kan sætte dit arbejde i system og tænke i praktiske løsninger 
  • er udadvendt og ansvarsbevidst 
  • er klar til at indgå i et dynamisk arbejdsmiljø med et højt tempo 

Hvis det lyder som noget for dig, så send os en motiveret ansøgning (max. 1 A4-side) og et CV på filmfestival@odense.dk. Vi indkalder løbende til samtaler og lukker ansøgningsrunden, når vi har fundet de kandidater, vi skal bruge. 

I ansøgningen bedes du venligst angive, hvilke af følgende arbejdsområder du ønsker at beskæftige dig med. Hvis du ønsker at arbejde med mere end ét område, er du velkommen til at nævne flere. 

  • program og planlægning 
  • kommunikation, web og SoMe 
  • frivillighed og afvikling 

Har du spørgsmål til praktikken, er du velkommen til at skrive på filmfestival@odense.dk eller ringe på (+45) 65 51 28 37. 

Vi glæder os til at høre fra dig! 

Kh Teamet bag OFF & OFFSpring