fbpx

Dogme24 – Nyt koncept for filmskabere

Danmark har tradition for at excellere i det korte format, og med Dogme24 ønsker vi at bidrage til den fortsatte udvikling af dansk kortfilm og dennes styrkeposition i såvel Danmark som i udlandet. Dogme24 skal forholde sig til aktuelle udfordringer, men samtidig være platformen, hvor filmskabere både mødes og drøfter udfordringer og former fremtidens dogmer.” Birgitte Weinberger, festivalleder af OFF

Konceptet

Dogme24 er sat i verden for at udfordre, undersøge og udvikle dansk kortfilmsproduktion på basis af fire formulerede dogmer. Kortfilm, der produceres efter Dogme24, vil blive vist og debatterede under næste års filmfestival, OFF24.

Under OFF23 afholdt vi workshoppen ”Kortfilmens Dogme”, hvor branchen blev udfordret på en lang række spørgsmål om kortfilmens fremtid. De mange bud er efterfølgende blevet bearbejdet og kondenseret til 4 konkrete dogmer, det vi nu kalder Dogme24:

De 4 dogmer

  1. Max 12 minutter
    Film skal maximalt vare 12 minutter fra start til slut inklusiv credits.
  2. Max 3 gennemgående karakterer
    Der skal maximalt være 3 karakterer som hoved- og biroller.
  3. Max 3 locations
    Der skal bruges 3 eller færre filmlokationer.
  4. Original score
    Lyd til film skal komme fra originalt materiale og skabes af holdet bag filmen.

Desuden forventes et gennemgående fokus på bæredygtighed i filmproduktion, både i forhold til klima- og miljøpåvirkning, samt social bæredygtighed – herunder gode arbejdsforhold, inklusion og mangfoldighed.

Hvad bliver det til?

Ambitionen er, at ’Kortfilmens Dogmer’ bliver en gentagende begivenhed under OFF, hvor tidligere dogmer drøftes og nye udvikles for at sikre progression og spændstighed i fremtidige kortfilmsproduktioner.

Filmproduktioner, der opfylder de 4 dogmer, kan indsendes til OFF, og vil blive præsenteret som en samlet ’Dogme24’-filmpakke under OFF24. Filmproduktionerne kan samtidig også indsendes som konkurrencefilm til OFF24.

For filmskabere:

Det er GRATIS at tilmelde film, der opfylder dogmerne. Send en e-mail til filmfestival@odense.dk og få link til gratis tilmelding. Deadline for tilmelding er 22. juli 2024.

Følgende laurels skal tilknyttes de indsendte film
(Download som billede)