fbpx

Et godt grin venter lige om hjørnet

Kortfilm sætter følelserne i gang på rekordtid. Nogle gange så stærkt, at det kan mærkes helt ud i kroppen – som for eksempel med et kæmpe latterudbrud. Dem kommer vi til at have mange af på OFF22, for programmet er spækket med film, der gør det alvorligt svært ikke at trække på smilebåndet. Her har vi samlet nogle af dem, der er garanti for et godt grin.

Findes der noget sjovere end practical jokes? Det er der måske delte meninger om, men på film er det i hvert fald et god vej til latterbrøl. I den australske komediegyser SHARK sker der vilde ting, når et par, der elsker at pranke hinanden, er på hvedebrødsrejse. Den kan man se på INT1

At benytte sig af AN IRISH GOODBYE plejer at betyde, at man helt ubemærket forlader en fest, så man slipper for at sige farvel. I den irske film af samme navn genforenes to brødre i sorg over døden af deres mor. Dette bliver startskuddet til en rejse mod at få tikket alle de bokse af i livet, som man måske ikke når, hvis ikke man prioriterer dem. En livsbekræftende og humoristisk fortælling om brødrebånd og de svære følelser, der måske bliver lettere at tackle med lidt humor. Se den på INT5.

Sex er sjovt, og sex er sundt! Men parforholdet kan komme på prøve, hvis den ene part tænder utroligt meget på at klare det selv. Det er omdrejningspunktet for den norske film JERK OF SESSION, hvor en utroligt rummelig kæreste beslutter sig for at hjælpe til. En sjov og opløftende fortælling direkte fra det moderne parforholds allermest tolerante afkroge. Den kan man finde på INT10.

Parforholdets rummelighed er under kærlig og humoristisk behandling i flere af programmets grinebidere. I den danske animationsfilm I’LL BE YOUR KETTLE bor en mand med sin kæreste i et hus. Manden har nogle præferencer, som kvinden rummer og rummer og rummer og rummer… Indtil en dag, hvor hun så ikke gør det mere. Filmen kan ses på både DK2 og ANI2

Animationsfilm har i det hele taget nogle ganske særlige fordele, når det kommer til at skulle sætte fut i lattermusklerne hos publikum. Her kan filmskaberen kreere sit helt eget univers, med alt hvad det indebærer af kropssprog, ansigtsudtryk og karikaturer. I den lille danske perle COWBOY KEVIN får vi en sjov og opløftende kærlighedswestern – den kan ses på You3, DK5 og ANI5

Men hvordan skaber man egentlig den helt særlige stemning, der skal til for at få sit publikum til at grine? Det kan du blive klogere på til FRA HUMOR TIL HORROR, hvor lyddesigner Patrick Vejen skaber to helt forskellige film – blot ved at ændre i lyddesignet. En både sjov og nervepirrende oplevelse, som finder sted torsdag den 1/9 kl. 16.00 på Frølageret.

Det er dog ikke kun i de mange filmvisninger, man støder på sjove oplevelser. Til den årlige FILMQUIZ med Wikke & Rasmussen og filmkritiker Christian Monggaard dystes der i filmiske spørgsmål i alle kategorier og sværhedsgrader. Det foregår onsdag dem 31/8 kl. 20.00 på Café Biografen, og det kommer ikke til at gå stille for sig.

Karaoke er altid en kæmpe vinder, hvis man vil have det sjovt. Så hvordan lyder en KARAOKEFEST med sidste års Oscar-nominerede instruktør Martin Strange-Hansen og skuespiller Rasmus Hammerich som værter? That’s right, det bliver nemlig helt fantastisk sjovt – kom og vær med fredag den 2/9 kl. 20.00 på Frølageret.

Husk at sikre jer billetter - vi glæder os til at se jer!