fbpx

Kortfilm på Kunstmuseum Brandts

I samarbejde med Kunstmuseum Brandts i Odense præsenterer OFF – Odense International Film Festival kortfilmsinstallationen “Et hjem i verden”. Installationen lanceres med en åbningsfest på Kunstmuseum Brandts torsdag den 21. november 2019.

Hvor hører du til – et sted, en familie, et fællesskab? Tilhørsforhold handler ikke kun om geografiske og slægtsmæssige rødder, men om at føle sig hjemme i en bevægelse, en kultur eller et samfund. På baggrund af den aktuelle udstilling “Værkerne” har OFF kurateret indholdet til installationen “Et hjem i verden”; en kortfilminstallation, der udfordrer vores grundlæggende idéer om betydningen af at have hjemme et sted i verden.

Meningsfuldt samarbejde

Idéen til den nye kortfilminstallation udspringer af den permanente udstilling “Værkerne”, en netop etableret samlingsfløj på Kunstmuseum Brandts. Med afsæt i Fyn fortæller “Værkerne” historien om klædefabrikken og det moderne gennembrud – side om side med nutidens største kunstnere, fotografer og filmskabere. Installationen “Et hjem i verden” bygger på OFFs fortolkning af de emner og tematikker, “Værkerne” fremstiller.

Festivalleder Birgitte Weinberger glæder sig over samarbejdet med Kunstmuseum Brandts og muligheden for at sætte fokus på kortfilmen som kunstform til glæde og gavn for de mange:

Hvor kommer vi fra, hvor føler vi os egentlig hjemme – og hvorfor? Kortfilminstallationen “Et hjem i verden” berører et emne, vi alle forholder os til med jævne mellemrum, bevidst og ubevidst. Og et emne, der udgør en stor del af det enkelte menneskes identitet. Jeg håber, publikum vil tage med sig fra installationen, at tilhørsforhold kan handle om andet end bløde bakker, forsamlingshuse og sølvbryllupper. Et hjem kan også være et fællesskab, en sag eller en familie, der fysisk befinder sig på den anden side af kloden.”

Et hjem i verden

Der ER faktisk både bløde bakker, kartoffelkure og bybilleder at finde i de fem film, der udgør installationen. Men publikum kan også se 100 år gamle overgangsritualer, kultursammenstød og en totalitærstat, der sluger sig selv. Installationens fem film, der afspilles i et kontinuerligt loop, er følgende:

“Fantasy” (Finland / 2017 / 10 minutter)

“The End of Time” (Cuba / 2017 / 6 minutter)

“Our Fathers’ Sons” (Danmark / 2015 / 7 minutter)

“The Rabbit Hunt” (USA / 2018 / 7 minutter)

“The Reflection of Power” (Frankrig / 2015 / 10 minutter)

Praktisk information

Installationen lanceres med en åbningsfest – designet i samarbejde med studerende ved Designskolen Kolding – torsdag den 21. november 2019 kl. 17.00 på Kunstmuseum Brandts. I forbindelse med åbningsfesten vil der være taler, kølige bobler og sprøde popcorn.

Kortfilminstallationen “Et hjem i verden” kan opleves i museets almindelige åbningstid og løber frem til den 30. juni 2020.