Hvad er OFF?

OFF er hele Danmarks internationale, Oscar-kvalificerende kortfilmfestival og med sin opstart i 1975 også landets ældste filmfestival. OFF er en anderledes filmfestival, der blev startet med lidenskab og opfindsomhed; en sjæl, som filmfestivalen har bevaret og dyrket siden. OFF støtter kortfilmkunsten kompromisløst, men er også en publikumsfest med massiv opbakning i lokalmiljøet. Over hundrede ildsjæle melder sig som frivillige til festivalugen, og endnu flere mennesker gæster festivalen for den høje kvalitet, vi leverer. OFF arbejder året rundt på at støtte den danske filmkultur, og dyrke og udbrede mangfoldige filmtilbud til folket.

Birgitte Weinberger overtog i 2009 posten som festivalleder for OFF. Dette blev startskuddet til en gennemgående revision af festivalens indhold og image, og vi er siden gået benhårdt efter vores mål. OFF vil være en international filmbegivenhed med stor gennemslagskraft overfor publikum, filmbranchen og pressen. Vi ønsker at tilfredsstille vores publikums lyst og længsel efter koncentreret kultur. Vi vil være en smeltedigel for talent, kreativitet og kvalitet. Et kunstnerisk frirum med vovede eksperimenter og sikre fuldtræffere. Vi vil være en kulturbegivenhed båret af kærlighed, hvor oplevelse og oplysning går hånd i hånd – og vi er kommet langt.
Danmarks ældste filmfestival udvikler sig hurtigt og efter planen, men heldigvis er potentialet stadig stort, og OFF er en festival, som konstant er i udvikling og på jagt efter nye måder at udtrykke og udfolde sig på.

”Expect the unexpected” – OFF er udsigt til verden og indsigt i sig selv. Et frikvarter fra den grå hverdag, hvor pligt erstattes med lyst. Lyst til mere. Lyst til nyt. År på år forvandles Brandts Klædefabrik i Odense Centrum til en magisk oplevelse for byens borgere og alle andre interesserede. Store som små vil i en hel uge blive inviteret ind til oplevelser, som pirrer hele det følelsesmæssige spektrum.

OFF hylder kortfilmen som medie og kunst, og frem for alt alle de kreative individer, der lægger deres sjæl deri. Op til festivalen modtager vi mere end 2.500 kortfilm fra både ind- og udland, som bliver set af vores nøje udvalgte selektionsjury, der med kyndig hånd udvælger de bedste. Under festivalugen vises disse udvalgte film i programmer á fem til otte små film, og programmerne varer i alt op til to timer. Hvis filmskaberne er på festivalen, vil de være tilstede under visningerne til at fortælle om deres film og besvare spørgsmål fra publikum. Sidst på festivalen afholder vi et storstilet show med fest og fornøjelse, hvor vi udpeger og fejrer vinderne af vores fem konkurrencer: Hovedkonkurrencen, Den Danske Konkurrence, Animationskonkurrencen, Ungdomskonkurrencen samt Dokumentarkonkurrencen.

De fem konkurrencer bedømmes af en kyndig jury bestående af 3 professionelle filmskabere, kritikere eller kunstnere, der hver især bringer noget helt unikt til bordet. Det er deres job at fordele de 9 priser ud over konkurrencerne til lørdagens store prisuddeling; OFF Awards. Der er meget på spil denne aften for filmskaberne – og ikke kun i form af præmiesummen.

I 2013 blev OFF tildelt en meget prestigefyldt titel indenfor filmbranchen, da OFF blev anerkendt som Danmarks første Oscar-kvalificerende filmfestival, og dermed kunne sende vinderen af både Hovedkonkurrencen og Den Danske Konkurrence videre til USA. Fra 2015 kunne OFF også sende vinderen af Animationskonkurrencen videre, og som det nyeste bliver vinderen af Dokumentarkonkurrencen nu fra 2018 også sendt til Oscar selektionen – dermed sendes samtlige vindere fra vores kortfilmskonkurrencer til den prestigefyldte Oscar-komité.

For de danske filmskabere er der endnu mere på spil, da de nominerede til Robert prisen for Bedste Danske Kortfilm findes blandt de udvalgte film til Den Danske Konkurrence på OFF. 10 film bliver shortlistet af Det Danske Filmakademi forud for festivalen, og de endelige fem nominerede til Robert prisen offentliggøres til OFF Award showet.

Men OFF har plads til alle slags filmelskere, og derfor uddeler vi også i samarbejde med TV2/FYN vores egen publikumspris, som uddeles til den film, der får flest sms-stemmer af publikum. Der er også en pris til den bedste ungdomsfilm i konkurrenceprogrammet. De udvalgte ungdomsfilm bedømmes af en jury bestående af en lokal skoleklasse, der på forhånd har modtaget undervisning i alle facetter af filmens verden. Sidst, men bestemt ikke mindst, præmieres de to bedste pitches fra Pitch Me Baby konkurrencen med støtte til at realisere deres film. I alt uddeles 14 priser til OFF Award showet under en regn af glitter, konfetti og stjernedrys.

Hos OFF er vi ikke i tvivl: på programmet er sanselig poesi med menneskekroppen i centrum, spændstige hormonbomber, grusom humor og adskillige kig direkte ned i det menneskelige sinds dybeste mørke. Kortfilmene kan få publikum helt ud på kanten af sædet og giver et intenst sus, som med garanti bliver hængende i tankerne resten af dagen.

Antallet af kortfilm i konkurrencens program varierer og kan bestå af mellem 60-75 internationale og danske film. De er efter grundigt gennemsyn blevet udvalgt ud fra et felt på over 2.500 kortfilm; først har en præjury og siden en udvælgelsesjury håndplukket de stærkeste film med OFF-signatur.
De udvalgte kortfilm vises i festivalens programmer og ved festivalugens afslutning uddeler Hovedkonkurrencens jury de tre priser; HCA Award, Storyteller Award og Artist Award.
Bemærk at alle filmene i Hovedkonkurrencen frarådes til mindre børn. 

Dansk film har en lang tradition for at excellere i det korte format – fra Dreyers sublime novellefilm til slutningen af 1990erne, hvor duoen Anders Thomas Jensen og Thomas Villum Jensen red på en guldbølge i Hollywood. Danske kortfilm er faktisk blevet belønnet med Oscarstatuetter langt flere gange end danske spillefilm. Men der er ingen grund til at nøjes med at tage Oscarakademiets ord for det: på OFF viser vi et udvalg af de bedste danske kortfilm fra det sidste år, og programmet rummer både animations-, fiktions- og dokumentarfilm. Fælles for dem alle er, at de har en spilletid på under 30 minutter. I programmet kan man opleve erfarne instruktører såvel som morgendagens talenter, genkende etablerede skuespillere og komme tæt på råt menneskeliv i dokumentarfilm med eller uden iscenesættelse.

Det er en svær opgave juryen kommer på, når de skal vælge de bedste kortfilm fra Danmark. Nogle af dem er udvalgt til at dyste mod de internationale film i hovedkonkurrencen, men der uddeles desuden to eksklusive danske priser: Bedste Danske Kortfilm og Talentprisen. Tak til vores jury – og god arbejdslyst.

Animation er ikke kun for børn. Slet ikke faktisk. På OFF har vi vidst det længe, for da festivalen blev afviklet for første gang i 1975, var det kun animationskortfilm – eller tegnefilm, som de hed i folkemunde – der blev vist på festivalen. Dengang skulle filmene være baseret på eventyr af H.C. Andersen for at kvalificere sig. I 1983 åbnede festivalen op for kortfilm i alle genre og uden tilknytning til manden i den høje hat, og her begyndte rejsen for alvor mod det OFF, som vi kender i dag. Men den animerede kortfilm og dens helt særlige eventyrlige evne til at fortælle historier og skabe stemninger har altid stået OFFs hjerte nær.

I 2015 fik animationskonkurrencen den ultimative anerkendelse, da Oscar Akademiet tildelte animationskonkurrencen en Oscar-kvalificerende status, hvilket betyder, at vinderen af konkurrencen sendes direkte videre til præ-screening hos Oscar Akademiet.

Hvad enten det gælder stop-motion-fortællinger, dukkefilm, håndtegnede universer, nuttede computeranimerede dyr eller storladne 3D-produktioner, så har kreativiteten og fantasien frit spil hos animatoren, og det nyder OFFs publikum godt af på det store lærred! Og vi glæder os til at kunne vise vores publikum fantastiske animationskortfilm, der har stærke historier, er visionære, har humor, er skæve og absurde, forfærder og bevæger. Animationskortfilmen kan det hele og vi glæder os til at vise det til jer!

I animationskonkurrencen uddeles der i samarbejde med Animationssammenslutningen ANIS – som også udpeger animationsjuryen – to priser: Børge Ring Award og Talentprisen.

Den korte dokumentar har altid været tilstede på OFF og været en vigtig del af festivalens konkurrencer, men nu bliver der for alvor sat fokus på den intense og udfordrende genre. Fra 2018 fik Den korte dokumentar sit helt eget konkurrence-spor med to nye priser og egen jury. Derudover, er vi utroligt stolte over, at dokumentarkonkurrencen er vores fjerde Oscar-kvalificerende konkurrence. Det vil sige, at vinderen af Bedste Korte Dokumenter, får deres film sendt videre til præ-screening hos Oscar Akademiet.

Den korte dokumentarfilm kan noget ganske særligt. Vi kender den lange dokumentarfilm fra TV, men den korte er for mange stadig en ukendt størrelse. Korte dokumentarfilm er et yderst intenst format, hvor publikum bliver præsenteret for dele af virkeligheden, som man ellers kun sjældent (eller aldrig) bliver præsenteret for. På under 30 minutter får publikum mulighed for at besøge steder i verden, de ikke anede eksisterede, personligheder som man ikke troede fandtes, eller blot opleve et udsnit af livet, som det også kan se ud.
I konkurrencen for den korte dokumentarfilm vil der blive uddelt to priser; Bedste Korte Dokumentar og The Soapbox Award. De udvalgte konkurrencefilm bliver bedømt af sin egen kyndige jury, der på lige fod med de andre juryer består af tre kompetente filmprofessionelle.

Kortfilm er i den grad også for store børn og unge. Derfor har vi håndplukket alle de film fra de øvrige konkurrenceprogrammer, der i særlig grad egner sig til aldersgruppen 14 år og opefter, og sammensat dem i deres egen konkurrence, som vi kalder ungdomskonkurrencen. Det giver det unge publikum en sjælden og sjov mulighed for at blive introduceret til kortfilmens verden. Ungdomsfilmene er også med i en eller flere af de øvrige konkurrencer på festivalen, men de bærer alle præg af noget særligt, der gør dem egnet til det unge publikum.

Vores ungdomsjury er altid en særligt udvalgt, lokal skoleklasse og de har en stor opgave foran sig, når de skal udvælge den allerbedste ungdomsfilm på tværs af konkurrencerne. Der skal tages voksne beslutninger i processen, og vi har stor respekt for deres arbejde.

I samarbejde med Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere præsenterer Odense International Film Festival: Pitch Me Baby.
Pitch Me Baby er konkurrencen, hvor de to bedste kortfilm-idéer bliver fundet og præmieret med arbejdslegater for i alt 50.000 kr. Live-pitch konkurrencen afholdes under festivalen, hvor de 8 bedste indsendte kortfilm-idéer får lov til at dyste live på scenen, foran en knivskarp jury og et stort kortfilmselskende publikum. Stemningen bliver intens, når deltagerne står på scenen badet i projektørlys og på bare fem minutter skal overbevise både jury og publikum om, at lige netop deres idé fortjener prisen for dermed at komme et stort skridt nærmere realisering. Efter live-pitchet vil deltagerne de næste 15 minutter modtage skarpe og dybdeborende spørgsmål fra juryen og publikum, så de derved kan finde frem til de to deltagere med de bedste idéer.

Hvert år modtager vi en stor mængde kortfilms-idéer, både fra de erfarne filmskabere, men også fra helt nye og uprøvede talenter. De mange idéer gør at konkurrencefeltet er utroligt stærkt og det har gjort det svært kun at vælge ét pitch. Derfor ønsker vi at honorere de to bedste pitchs og derved hjælpe dem skridt nærmere realisering af deres kortfilm.

Klik HER for at tilmelde dig konkurrencen OBS! Deadline for tilmelding er 1. august

Ud over vores konkurrenceprogram består OFF af en række fokusprogrammer. Fokusprogrammerne kan indeholde film, debatter og foredrag, der inviterer publikum til deltagelse og fordybelse.

Hvert år udvælges en kunstnerisk profil, der skræddersyr et program til sin helt egen sektion i programmet. PLAYOFF-sektionen er dedikeret til nye mediefortællinger såsom VR og computerspil, og i Animation Fix viser vi det bedste fra animationsverdenen. Sektionen Talent! Talent! Talent! tilbyder masterclasses og talks om filmens verden og præsenterer arbejde fra de nyeste upcoming talenter. Vores Open Air-biograf står for filmklassikere og koncerter under åben himmel, og i Junior viser vi film og tilbyder workshops for børn fra tre år og helt frem til ungdomsuddannelserne. Hele programmet er gennemsyret af det, vi holder allermest af, nemlig kortfilm, og det hele er til dig.

Alt dette foregår rundt om i hele Brandts-området; i Cafe Biografen, i Kulturmaskinen, i Magasinet og på Amfipladsen og alle, lav som høj, er inviteret til at deltage. De fleste arrangementer og filmvisninger er ganske gratis, så man skal bare dukke op og tage plads. Vi anbefaler dog, at man sikrer sig en plads ved at reservere billetter via vores hjemmeside.

OFF er altså ikke bare filmkunst i mørket og sæder af rødt velour. Det er en begivenhed, som åbner dørene til en verden fyldt med inspiration, overraskelser og følelser. Og i tiden op til og hele ugen igennem er byen gennemsyret af events, workshops, musik, fester, foredrag, spændende gæster og indtryk fra hele verden. Og de er her alle sammen; filmelskere, branchefolk, upcomings, drømmere og eventyrere og forhåbentlig DIG!

Gør dig derfor klar på at opleve det søde, sjove, sørgelige, sensuelle og dét som er så OFF, at det er svært at beskrive.

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik af Danmark

Festivalen blev startet i forbindelse med 100-året for H. C. Andersens død, og initiativtageren var Bent Aagaard, filmredaktør hos Fyns Stiftstidende. Dengang hed festivalen ’Den Internationale Eventyrfestival’ og var udelukkende for eventyrlige animationsfilm i ånd med H. C. Andersens værker. Det var så stor en succes, at festivalen blev en fast tradition i Odense, som skulle afholdes hvert andet år.

I 1983 kom det første skift af festivalleder i form af den internationalt anerkendte filminstruktør og manuskriptforfatter Henning Carlsen. Med dette skift kom også en række ændringer for festivalen, den vigtigste værende at festivalen ikke længere udelukkende var for animationsfilm. Kreative film af alle slags blev nu hilst velkommen, og således blev Odense International Film Festival navngivet. Dette skift blev efterfølgende i 1985 cementeret, da Odense International Film Festival med den internationalt prisvindende dokumentarist Jørgen Roos som kunstnerisk leder flyttede festivalen til Brandts Klædefabrik, hvor den siden da er blevet afholdt.

Odense International Film Festival var så succesfuld en festival, at Odense havde behov for en filmfestival hvert år. Derfor blev Dansk Film Festival oprettet i 1994, der ligesom Odense International Film Festival ville foregå hvert andet år og dermed fylde hullerne mellem festivalerne i Odense. Allan Berg Nielsen overtog den kunstneriske ledelse af Dansk Film Festival, som fokuserede på danske film, modsat Odense International Film Festival, som dengang holdt sig til udenlandske filmproduktioner.

Med Franz Ernst som kunstnerisk leder for Odense International Film Festival fejrede vi i 1995 to specielle jubilæer, da festivalen fyldte 20 år, og selve filmmediet fyldte 100 år, hvilket blev fejret med fremvisninger af nogle af de allerførste film lavet af de franske Lumiere-brødre. Dansk Film Festival havde i 1996 Ulrich Breuning som kunstnerisk leder, som i dag fortsat er til stor hjælp for OFF, vores såkaldte ”Grand ol’ man”.

Da filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen trådte til som kunstnerisk leder i 1997, påbegyndte han en markant periode for festivalen. Dansk Film Festival og Odense International Film Festival smeltede sammen til én overordnet festival og beholdte navnet Odense International Film Festival, som fremadrettet ville vise både danske og udenlandske film, og nu blev til en årlig festival. Thomsen’s tid hos filmfestivalen i Odense varede indtil 2005 og bragte mange nye tiltag og ændringer, deriblandt en selvstændig børnefilmjury, ”Video Clip Cup”, og at Magasinet blev gjort til ’venue’ for festivalen. Disse udviklinger fortsatte under den efterfølgende kunstneriske leder, Cecilia Lidin, som i 2007 indgik i et samarbejde med ANIS (Animationssammenslutningen) om at skabe en konkurrence og præmie for både danske og internationale animationsfilm. I samme periode blev Video Clip Cup også erstattet med Talent Camp for unge filmskabere.

Birgitte Weinberger overtog festivalen i 2009 og fik en ny rolle som leder af både festivalens administrative og kunstneriske opgaver. Festivalen havde ikke før haft en egentlig leder, men en lokal forankret administrator og kunstnerisk chef. I 2009 blev organisationen derved forstærket med en gennemgående leder, der var synlig året rundt. Samtidig blev den nye position som ’kunstnerisk profil’ introduceret. Fremadrettet ville Odense International Film Festival hvert år have en ny højtprofileret person fra filmverdenen i rollen som kunstnerisk profil, som ville fungere som en ekstern bidrager til festivalens program. Birgitte ændrede festivalens navn til OFF – Odense International Film Festival og revitaliserede festivalen, både i indhold og udtryk. Hun indgik et samarbejde med det odenseanske bureau Stupid Studio, der var med til at rebrande festivalens grafiske udtryk.

Festivalen har de seneste 10 år oplevet signifikant vækst som Danmarks internationale kortfilmfestival. Det tydeligste eksempel var, da OFF i 2013 blev Danmarks første og eneste filmfestival, der fik stemplet ‘Oscar-kvalificerende’, og kan dermed sende vinderne af samtlige af festivalens kortfilmkonkurrencer videre til Academy Awards.

OFF vokser stadigt stærkt, hvilket især er på grund af de mange samarbejdspartnere, der hvert år er med til at løfte OFF.

I 2015 fejrede OFF 40 års jubilæum med rigelige mængder guldkonfetti, grisefest og gøgl i gaden. Gæster kom fra hele verden for at deltage i festlighederne, og aldrig før havde OFF haft så mange besøgende, som selvfølgelig alle sammen fik et kæmpe skud af kortfilm og kærlighed.
40 års jubilæet kulminerede med udgivelsen af en jubilæumspublikation i december 2015, spækket med interviews med instruktører, kunstneriske profiler og andre folk, der gennem årene har haft berøring med OFF.