OFF for børn og unge
OFF – Odense International Film Festival er stolt over at kunne præsentere et stærkt, fantasifuldt, tankevækkende og vedkommende tilbud til skoleelever i alle aldre, når vi i uge 35 fylder Odense op med kortfilm, der skaber store oplevelser.
Filmvisningerne for børn er gratis og finder i 2026 sted mellem mandag den 24. og fredag den 28. august.
Scroll ned på siden for at finde den aldersgruppe, der passer til jer.
Kortfilm for børn 5-7 år
Kortfilm for børn 5-7 år: I denne filmpakke møder du flere festlige fugle og en gul kuglefisk. Du kommer også i selskab med larmende naboer og en nærsynet dreng, der får en elefant som bedste ven. Glæd dig til at opleve gode, sjove og tankevækkende film, I kan snakke om bagefter.
Se programmet for aldersgruppen 5+ her.
Dette program er præsenteret i samarbejde med Børnebiffen. Børnebiffen.dk er et bibliotekstilbud skræddersyet til de 5-7 årige og deres forældre. Alle danske folkebibliotekers brugere har adgang til Børnebiffen.dk, forudsat at biblioteket i deres hjemkommune abonnerer på Filmstriben.
Børnebiffen.dk er udviklet og drives i samarbejde mellem DBC Digital og Det Danske Filminstitut og er en del af det samlede Børnebiffen-univers, som formidler kortfilm til de 5-7-årige både i biografen, i børnehaven og derhjemme. Læs mere om Børnebiffen her.
Kortfilm for børn 8-10 år
Kortfilm for børn 8-10 år: Her møder du en sulten flagermus og nogle gule sokker, der lægger æg. Du kommer også i selskab med Jamila, der danser mavedans og Leo, der godt kunne tænke sig at prøve at kysse. Glæd dig til at opleve gode, sjove og tankevækkende film, der skal ses i fællesskab.
Se programmet for aldersgruppen 8+ her.
Dette program er præsenteret i samarbejde med Filmcentralen. Dette program er præsenteret i samarbejde med Filmcentralen til skoler.
Kortfilm for børn 11-13 år
Kortfilm for børn 11-13 år: I denne filmpakke møder du danske Bilal, der ender i en farlig situation og tyske Hédi, der savner sin hund. Du kommer også i selskab med et berømt træ, magiske fugle og hævntørstige robotmyg. Glæd dig til at opleve gode, sjove og tankevækkende film, der skal ses i fællesskab.
Se programmet for aldersgruppen 11+ her.
Dette program er præsenteret i samarbejde med Filmcentralen til skoler.
Let’s talk about... (14 +) inkl. undervisningsmateriale
Med OFF og Skolen i Biografen
Med denne kortfilmpakke sætter vi fokus på køn, krop og seksualitet. Filmene i pakken er meget forskellige i deres udtryk, og de kommer vidt omkring, men de berør på hver deres måde emner, som ligger inden for seksualundervisningen i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne – også grænser, normer og forventninger.
Programmet indledes af dokumentaren ”Amphi”, der griber fat i emner som køn, identitet og seksualitet. I animationsfilmen ”I’ll Be Your Kettle” af Tobias Rud fremvises på en underfundig måde, at et vellykket seksualliv ikke kun handler om at give, men også om at modtage.
Den danske kortfilm ”Lulu IRL” handler bl.a. om online kærester og de myter og forventninger, der knytter sig til den seksuelle debut, mens den polske animationsfilm ”Pussy” kaster et let og legesygt blik på emnet onani. I den sidste film, ”Thick Skin”, er vi derimod blandt teenagere på Island, og filmen åbner op for en nuanceret diskussion af samtykkebegrebet via sin beskrivelse af to sider af den samme virkelighed.
Filmpakken “Let’s talk about…” og undervisningsmaterialet er udformet i samarbejde med Katrine Andersen, uddannelseskonsulent i Børns Vilkår og tidligere projektleder i Sex & Samfund.
Ungdomskonkurrencen 14+
For udskolingen har vi i alt tre filmpakker med kortfilm plukket fra årets øvrige konkurrencer, dvs. Den Danske, Den Internationale og Animationskonkurrencen, der også kan ses af unge fra 14 år. Disse filmpakker hedder ”YOU” i programoversigten.
Find programmerne her:
YOU1: YOU1 – OFF – Odense International Film Festival
YOU2: YOU2 – OFF – Odense International Film Festival
YOU3: YOU3 – OFF – Odense International Film Festival
Uanset hvilket program, I booker billetter til, kan I glæde jer til gode oplevelser i mørket, som I kan snakke om bagefter. Som et nyt tiltag har vi også undervisningsmateriale til alle filmpakker i ungdomskonkurrencen.
Kortfilm om klima: Mellem håb og afmagt 14+
Tolv kortfilm. Ni lande. Ét presserende spørgsmål: Hvad gør vi nu?
Fra George Orwell til Generation Z følger dette lille klimafilmprogram de følelsesmæssige og politiske spor, klimakrisen sætter i os. Gennem dokumentar, fiktion, animation, humor og dans bevæger filmene sig fra oversvømmede kystområder i Bangladesh til tørkeramte landskaber i Indien – fra intime hverdagsøjeblikke til kollektiv modstand og handlekraft.
Klima og demokrati fylder overskrifterne, men reaktionerne under overfladen er ofte mere stille og komplekse: sorg, vrede, afmagt, isolation og uro.
Filmene søger ind i disse indre landskaber. Det er ikke løsningsfilm, men personlige og sanselige fortællinger – nogle gange alvorlige, andre gange håbefulde eller humoristiske. Samlet tegner de et portræt af, hvordan mennesker reagerer på en verden i forandring: med håb og kynisme, benægtelse og sorg, vrede og omsorg, modstandskraft og vilje til handling.
De tolv film giver et bud på, hvordan mod og omsorg kan se ud i en tid, der udfordrer begge dele. Og hvis du mærker en bølge vokse i dig, er du ikke alene.
Proggrammet præsenteres i samarbejde med Climate Future Film Festival.
Book billet
Der er nu åbent for, at skoler og institutioner kan booke i vores billetsystem. Billetterne er gratis. De skal blot bookes på forhånd, og I skal møde op senest 15 min. før programmet starter.
- Billetter til film bestilles via filmfestival.dk/events
- Vælg filtret “Junior”
- Klik på den ønskede filmpakke i programoversigten, scrol ned til ’tider’ på siden og klik på ”Book billetter”
- Husk at vælge ”Skole / Institutionsbillet”.
Tøv ikke med at ringe eller sende en mail til os med spørgsmål på telefon 65512837 eller e-mail filmfestival@odense.dk