fbpx

Mærk Verden

Flere perspektiver giver færre blinde vinkler. Med det udgangspunk inviterer vi hvert år verden indenfor på Odense Filmfestival med forskellige arrangementer. Man kunne nå fra det sydlige Kaukasus til Mellemøsten og Nordatlanten på blot en uge. På OFF22 kunne man blandt andet opleve :

Cafe Stiften – Fantastisk talk

Der findes de film, der vokser sig ud af lærredet og sætter sig i nervebaner og livsmønstre, og som samler mennesker på tværs af lande og kulturer. Fans af udvalgte filmuniverser mødtes i en samtale herom.

Det bedste fra Europa

Det Europæiske Filmakademi (EFA) nominerer hvert år de bedste film fra Europa til vores breddegraders kortfilms-Oscar: European Short Film Award. I to filmpakker kunne man se de film, der var indstillet.

Perspektiver fra det sydlige Kaukasus

Gæster blev inviteret til det sydlige Kaukasus gennem to arrangementer. I en talk om Chai Khana, der er en visuel storytelling platform. Repræsentanter derfra mødtes i en talk om deres visioner, hvordan de arbejder, og om et stigende behov for at styrke uafhængige stemmer, ytringsfrihed og modstå disinformation. Samt en filmvisning med et udvalg af dokumentarfilm produceret af Chai Khana.

Women’s Empowerment 60×60

Maria Navntoft Henningsen fra Femi Festival i Odense introducerede turen, hvor publikum nød 60 film af 60 sekunders varighed under temaet Kvinders Empowerment, der på hver sin måde adresserede feministiske temaer.

Film fra Nordatlanten

Nordatlantisk Hus er et kulturelt mødested for Grønland, Færøerne, Island og Danmark. I år kunne publikum nyde en perlerække af film med dette geografiske udgangspunkt, og dermed opleve Nordatlanten midt i Odense.

Arab Film Festival

Arab Film Festival er en internationalt orienteret filmfestival, der er opstået ud af et ønske om at vise diversiteten i den arabiske verden. Festivalleder Mazen Haj Kassem præsenterede perler fra den arabiske filmverden.

Én:én – OFF X SPOKEN22

I 2021 inviterede flere prominente danskere kunsterne til et utraditionelt liveevent, der udfordrede vante formater. Det hele blev livestreamet, og i år genviste vi de intime optrædener i samarbejde med Spoken Word Festival.