Mathias Broe er instruktøren bag kortfilmen “Amfi”

”Hvis jeg bare havde turde tale med nogen, så havde jeg jo fundet ud af, at alting var okay”

AF RASMUS FREDSTED. FOTO: LINE SVINDT

Den unge instruktør Mathias Broe vil finde frem til dét sted, hvor man kan snakke om maskulinitet og seksualitet. Og i første omgang er det sted et græsk amfiteater støbt i gråmelerede sten, lyst op af grønne stroboskoplys, og hvor tre unge mænd danser og snakker sig igennem skammen og tvivlen. Her finder han den slags samtale, han selv har manglet.

INTERVIEW. Det er en svær størrelse, når ikke man snakker om det – dét med seksualitet og maskulinitet. Og selv havde Mathias Broe kæmpet med netop samtalen dengang i folkeskoleårerne og som ung i Højby.

For den slags hører jo nok mest af alt under det, som er nemmest at dvæle ved, men kan være allersværest at dele med andre, og derfor brugte den unge instruktør meget tid på at ”holde det nede”, som han selv forklarer det.

”At man først skal give sig selv rum til at opdage de her ting, når man er 23-24 år gammel, synes jeg er rigtig ærgerligt. Det er meget sent”, siger Mathias Broe.

Men sådan er det ikke længere. Nu er det som om, Mathias Broe har luft omkring sig, og han snakker om de ting, han tænker. Om at have sin første drengekæreste, om sig selv og seksualiteten, der ikke længere er hægtet fast på nogen eller noget – den er flydende og følger kun ham selv.

Han er der, hvor han ikke længere holder håndfladen for munden, som dengang han bevægede sig op igennem teenagealderen, usikker og i agt for de stød, det gav, når han blev hængt ud for at være for homoseksuel eller for feminin.

Nu er den slags ikke længere druknet i skam og tvivl. Nu taler han om det.

Gennem amfiteatret, Mathias

Det hele begynder med Mathias Broe, og det hele slutter med Mathias Broe. Men måske er han i virkeligheden blevet en anden, for på mange måder er han først for alvor begyndt at tale om det igennem hans film. Det er også derfor, siger han, at han som instruktør selv er at se i starten af Amfi. Her træder han ind i den græske teaterkulisse og spørger de tre unge mænd, Anton, Adam og Sigurd, om de vil være med til at lave den film, han selv godt kunne have brugt, da han var yngre.

For som filminstruktør er han i høj grad formet af behovet for at udtrykke sig. Han har tidligere instrueret kortfilmene Ung mands dans og Ud af det blå, og begge undersøger de relationerne mellem to mænd.

”Da jeg besluttede mig for at lave Amfi, var det et behov, der stille og roligt kom frem. Jeg havde behov for at udtrykke noget med mig selv, min seksualitet, min identitet, som jeg ikke kunne finde ud af at udtrykke før”, forklarer han.

I et grænseland, hvor selvtillid enten er noget, man har eller ikke har, er det først gennem arbejdet med Amfi, at Mathias Broe er begyndt at træde ned på den side, hvor han føler sig sikker.

”Lige nu har jeg en drengekæreste, min første drengekæreste, og det har jeg på ingen måde nogen tvivl eller skam over. Og det var jo fedt at kunne invitere min familie ind og se Amfi og vise, at det faktisk er de her følelser, jeg går med. Det er svært at snakke om ved middagsbordet, så det var vildt dejligt at vise noget, jeg har lavet, fordi det er en film om noget, jeg selv føler”, siger han.

Historien begynder dog med en Mathias Broe, der langt fra formåede at hvile i sig selv. En Mathias Broe, der er født og opvokset i Odense-forstaden Højby, og som ikke fik sat ord på de ting, han gik og følte. Og det har været en lang vej. Fra gymnasiet til København, hvor han læste Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, og herfra videre til den alternative filmuddannelse Super16, hvor han dimitterede med kortfilmen Amfi.

Et græsk amfiteater og berlinske technolys

I Amfi mødes tre unge mænd, Anton, Adam og Sigurd, i ruinerne af et amfiteater fra det gamle Grækenland. Her er stolper og statuetter støbt i gråmelerede stenblokke, grønne stroboskoplys og en ny-skitsering af Leonardo Da Vincis vitruvianske mand. En setting af den historiske slags, der strækker sig fra det antikke Grækenland, snor sig omkring renæssancen, for til sidst at stå oplyst i de blinkende laserlys fra den berlinske techno-scene. Og det med god grund.

”Vi ville gerne blande det antikke Grækenland med noget flydende i Berlins techno-miljø. Hvis du sammenligner miljøet i det antikke Grækenland, så er techno-miljøet faktisk lige så flydende. Så at få de to tider og mixe dem sammen skabte et sjovt visuelt univers, som jeg føler, at jeg kan identificere mig ret meget med,” siger Mathias Broe og fortæller, at det første møde i teateret var første gang, de tre unge mænd mødtes.

De tre mænd, der er castet til dokumentaren, møder hinanden væbnet med usikkerhed og hver deres lommelygte, og sammen snakker de sig igennem tanker om skam, om at være biseksuel og om at føle sig forkert. Det er en erkendelsesrejse om seksualitet og mandlige relationer i lyndrift, hvis største fremdrift er ordet og kursen mod roen.

”Jeg synes, det var vigtigt at finde nogle unge mænd, som var lige præcis på det punkt, hvor de havde fundet ud af, at de var tiltrukket af både mænd og kvinder, men at de ikke helt havde fundet roen i det endnu”, fortæller han.

Det er også her, cirklen omkring den vitruvianske mand, grundantagelsen om menneskets proportioner, skitseres på ny. Denne gang også med fornyede proportioner i den mandlige seksualitet, forstås, som Mathias Broe forklarer det:

”Da vi stod og lavede det og gav dem lov til at lægge sig ind i cirklen, som er den vitruvianske mand, og få lov til at tage et så gammelt, klart og klassisk symbol og redefinere det og sige: Det er en anden tid, vi lever i nu. Hvad der er en rigtig og perfekt mand, er der ikke nogen, der bestemmer. Det bestemmer man selv”.

Men mest af alt er det den åbne samtale, der sætter allermest skub i Amfi.

Det er her, når de tre mænd skiftevis læser op fra deres egne dagbøger om de inderste tanker, Sigurd om sit første kys med en dreng og Anton om dengang, han tog hjem fra byen med et heteroseksuelt par, at barriererne for alvor skubbes ned.

Og igen, når de på stengulvet har lagt sig på tværs af hinanden og falder ind i samtalen. Det er for alvor her, at alt flyder frit, sande glimt af ærlighed. De snærende bånd løsnes. Nu fortæller Sigurd, at han til tider føler skam, når han vågner med en pige i sengen. Han har aldrig været sammen med en fyr, muligheden har ikke været der endnu, fortæller han, men det sker nok en dag.

Badet i grønne, techno-inspirerede stroboskoplys, hvor de grå stenvægge står som nymalede med en pensel af fortrolighed og åbenhed, hamrer de sammen en pæl ind igennem forestillingerne om mandlig seksualitet og traditionelle kønsforestillinger.

Og det er netop dét, Mathias Broe gerne vil opnå.

”Man skal være med til at gennemgå en transformation sammen med tre unge mænd, og vi skal have tid til at føle, at vi forstår hver deres transformation. At du har en følelse af, at du har kunnet spejle dig i nogle ting, fordi de er så sindssygt ærlige, og de tør at blotte sig for os, for at vi kan blotte os for os selv.”

Har det været vigtigt for dig, at der ikke blev lagt låg på noget?

”Jeg ville gerne skabe et ritualistisk rum, hvor konklusionen netop er, at hvis man tør at tale ærligt og åbent om sig selv, så kan andre også gøre det, og så er vi med til at befri hinanden, og så befrier man også sig selv”, forklarer han.

”De ender jo også med at konkludere til sidst, at hvis de bare havde turdet tale med nogen, så havde de fundet ud af, at alting var okay.”

Væk fra tvivlen

Og så er vi tilbage ved Mathias Broe. Selv står han efter arbejdet med Amfi også i en anden støbning. Han står ikke længere og vajer i tvivlen om, hvordan han skal se sig selv og sin egen seksualitet. Den er flydende, siger han, og det siger han med et fast blik.

Er amfiteatret dét sted, du selv manglede, da du som dreng gik rundt i Højby?

”Jeg ville ønske, at jeg kunne have fået lov til at gå ind i amfiteateret og gennemgå den transformation. Og jeg synes, alle mennesker skal have lov til at træde ind i det amfiteater og genopdage sig selv på en ny måde, få lov til at smadre nogle af de negative følelser, de har, og blive bevidste om, hvad det er der holder dem tilbage. Og komme ud og sige: Nu er det kun op til mig at finde ud af, hvem jeg er, og det er der ikke nogen andre, der kan finde ud af”, siger han.

Og sådan slutter det, i hvert fald i et øjebliksbillede for nuværende, med en Mathias Broe, der i dag er 27 år. Og når den 44. udgave af OFF – Odense International Film Festival i denne uge viser kortfilmen Amfi, en Mathias Broe, der tør tale om tingene.

BLÅ BOG

Mathias Broe. Født i 1992. Har læst BA i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet. Instruktør fra Super16 i 2019.