fbpx

Meget mere OFF i løbet af efteråret!

Filmfestivalen anno 2019 er veloverstået – og vi savner den allerede. For at dulme vores seriøse mængder af festivalblues har vi pakket efterårskalenderen fuld af filmiske oplevelser. Fyn er nemlig film hele året rundt, og heldigvis for det!

De fleste af arrangementerne er skabt i samarbejde med vores gode venner hos Kulturregion Fyn. Læs mere om efterårets mange filmoplevelser herunder:

September: Drive-in-biograf på Dyrskuepladsen i Ringe

OFF og Svend – Hele Danmarks Filmpris har allieret sig med Kulturregion Fyn for at bringe endnu flere filmiske oplevelser ud i det fynske land. Denne gang i form af en motorsnurrende drive-in-biograf i Ringe den 12. og 13. september 2019.
Med drive-in-biografen får publikum en nostalgisk og anderledes filmoplevelse. Her strømmer filmens lyd ud af bilradioens højttalere, mens de levende billeder flimrer henover det store lærred i det fri. Det er næsten, som man kender det fra den traditionelle biograf – men her må man smide skoene, lægge sædet helt tilbage, småsnakke, snorke og skrue op for lyden, og man kan gøre det hele uden at blive forstyrret af andre gæsters knitrende slikposer.
Torsdag den 12. september vises Ternet Ninja.
Fredag den 13.(!) vises Nattevagten.
Læs mere på facebook her. Det er gratis at deltage i drive-in-biografen.

September: Fyn, film og Årets Fynbo

Kom til filmvisning og oplæg med Bo Damgaard, Årets Fynbo og tidligere direktør for FilmFyn. Bo Damgaard giver publikum indsigt i det fynske filmmiljø og viser forskellige spillefilm optaget på Fyn, når vi gæster fem lokale biografer i løbet af september:

Glamsbjerg biograf: 17. september kl. 19.00
Bio Langeland: 18. september kl. 19.00
Kerteminde Kino: 23. september kl. 19.00
Ringe Bio: 24. september kl. 19.30
Cafe biografen Odense: 25. september kl. 18.00

September – November: Børnebiffen

Vi byder på filmoplevelser for de yngste i 14 lokale fynske biografer i efteråret. Børnebiffen er et gratis filmtilbud til daginstitutioner og 0.-klasser, hvor de allermindste i alderen 3-7 år kan se film i biografen, særligt udvalgt til dem af DFI. Sidste år var rekordmange børn en tur i biffen på Fyn, og vi håber at fylde salene igen i år.
Læs mere, find tider for din lokale biograf og book billetter til Børnebiffen her.

Skoleåret 2019 / 2020: Med Skolen I Biografen

Også de større børn og unge kan pakke rygsækken fuld af filmoplevelser i efteråret, når vi inviterer skoler i biografen i samarbejde med Det Danske Filminstitut.
Efterårssæsonen byder på spillefilm for alle klassetrin, og så gentager vi succesen med en OFF-kortfilmpakke for 7.-9. klasse samt gymnasiet og ungdomsuddannelser. I skoleåret 19/20 tilbydes kortfilmpakken ’Made in Europe’. Pakken tager os med på en rejse i Europas mangfoldighed og diversitet, og berører gennem kortfilmens linse vigtige emner på den europæiske dagsorden. Til pakken medfølger et særligt udviklet undervisningsmateriale, målrettet både udskoling og gymnasiet. Find undervisningsmaterialet her.
Book billetter til din klasse her.

Oktober – November: OFF Special & Prisvindende kortfilm

Efterårssæsonen er en glimrende tid at varme sig ved minderne om årets filmfestival på. Derfor viser vi henover efteråret traditionen tro det allerbedste fra OFF19: Vinderfilmene! Vi indtager Cafe biografen i Odense en række mandage med OFF Special, og i samarbejde med Kulturregion Fyn besøger vi desuden lokale fynske biografer med de prisvindende kortfilm fra OFF19 i oktober og november. Følg med på Facebook og på filmfestival.dk for opdateringer om, hvornår vi kommer til en biograf nær dig.

Vi brygger på endnu flere stærke filmarrangementer i efteråret og glæder os allerede helt vildt til at se jer igen derude i biografsæderne!