fbpx

Mere end 2700 fynske skoleelever er tilmeldt mobilfilmkonkurrencen EDIT24

Over 2700 fynske skoleelever er nu tilmeldt Kulturregion Fyns mobilfilmkonkurrence EDIT24 – og der er stadig plads til mange flere filmelskende skoleelever og lærere. Husk, at der er tilmeldingsfrist den 1. december.

Forår på Fyn er for flere tusinde skoleelever i 4.-7. klasse lig med filmproduktion. Her løber Kulturregion Fyns mobilfilmkonkurrence EDIT24 nemlig af stablen. I foråret 2018 deltog intet mindre end 3200 elever fra 39 fynske skoler i det intense forløb, hvor eleverne filmer, redigerer og dyster om at producere årets bedste real- eller animationsfilm til EDIT24-konkurrencen.

Nu er det snart ved at være sidste udkald for at blive en del af 2019-udgaven af EDIT24. Frem til den 1. december 2018 er det muligt for de fynske skoler at tilmelde deres elever til EDIT24. Over 2700 elever er allerede tilmeldt, men der er plads til mange flere.

Filmkurser til lærerne
Med tilmelding af skoleklasser følger pladser på et lærerkursus i filmproduktion. Her bliver lærerne undervist af professionelle fra filmbranchen, der ruster dem til at skabe lærerige filmforløb med alt, hvad det indebærer.

Lærerne vil blandt andet blive introduceret til, hvordan de skaber en spændende storyline, samt hvordan de filmer med en tablet eller mobiltelefon, klipper, lægger lyd på og meget mere. Derefter er lærerne klar til at søsætte produktionen af små real- eller animationsfilm sammen med deres elever.

EDIT24 – fleksibel ramme for filmundervisning
På nogle skoler arbejdes der med film én eller flere timer om ugen over en længere periode, mens andre laver en intensiv emneuge, hvor filmproduktionen overtager skoleskemaet. Uanset hvordan de på skolerne arbejder med filmmediet, så er målet det samme: At producere en række film, som indsendes til EDIT24-konkurrencen inden deadline i marts 2019.

Film er lig med læring 
Hos mange fynske skoler er det blevet en tilbagevendende tradition at deltage i EDIT24 med eleverne fra 4.-7. klasse. For filmproduktion er en unik måde at arbejde på tværs af fag som f.eks. dansk, musik og billedkunst, ligesom eleverne får mulighed for at arbejde kreativt og som et hold.

Elevernes filmproduktioner hyldes og vurderes på ni EDIT24 Lokalgallaer, som afholdes i Kulturregion Fyns medlemskommuner. De lokale vindere går derefter videre til Den Fynske Galla fredag den 5. april, hvor en filmprofessionel jury udvælger årets vindere.

Læs mere om EDIT24

Klik her for at tilmelde jer EDIT24 i skoleåret 2018/2019