fbpx

Michael Cash, Tom Gasek: Ain’t no Fish, 2013

Ain’t No Fish

Genre: Animation
Produktionsland og år: Storbritannien, 2013
Instruktion: Michael Cash, Tom Gasek
Længde: 3 min
Deltog i OFF14

Download opgavebeskrivelsen som PDF

Synopsis

Tekst og toner skyldes parret Russell og Sigman, og det er ingen anden end Hoagy Carmichael, der lægger stemme til balladen ‘Ain’t No Fish’, hvori det er så fint at tage på fisketur. Men hvad nu, hvis der slet ikke er nogen fisk mere? Det prøver sæler på Nordpolen at forholde sig til, med mere eller mindre held, i denne arktiske undervandsfabel.

I skal

  • Redegøre for filmens dramaturgi
  • Analysere brugen af udvalgte filmiske virkemidler og deres virkning
  • Fortolke og diskutere filmen
  • Debattere hvem klimaforandringerne egentlig går ud over
  • Lave jeres egen stop-motion film til en dansk sang eller interviewe en sæl

Opgaver

Jeres analyse skal kunne præsenteres for andre. Fx i en PowerPoint eller et andet program. Tag skærmbilleder, og indsæt dem i jeres præsentation. Billederne skal bruges som dokumentation for jeres iagttagelser og pointer.

1. Baggrund

Kortfilmen er inspireret af sangen Some Days There Just Ain’t No Fish som blev sunget af Hoagy Carmichael i slutningen af 1940’erne. Inden I ser filmen, så find sangen på nettet og lyt til den.

  • Hvilken stemning kommer I i?
  • Hvad tror I, at filmen kommer til at handle om?

Når I har set filmen, så diskutér, om der er en kontrast mellem stemningen i sangen og filmens indhold, eller om de to matcher hinanden godt.

Filmen afsluttes med et Jacques Cousteau-citat: “The sea, the great unifier, is man’s only hope. Now as never before, the old phrase has a literal meaning: We are all in the same boat”. Undersøg hvem Jacques Cousteau var.

2. Tre-akter-modellen

Læs om tre-akter-modellen.

Anvend modellen på filmen og diskutér parvis, om det var let eller svært at gøre?

3. Analyse af filmiske virkemidler

  1. Sælernes situation bliver værre og værre. Hvordan formidles det?
  2. Der er en del kontraster i filmen. Fx mellem form og indhold, munter musik og skræmmende handling, legesyg animation og dystert indhold. Er der flere? Og hvilket formål tjener disse kontraster?
  3. Beskriv spillet mellem forgrund og baggrund i filmen, hvor der virkelig sker mange ting i baggrunden, fx krig, olieudslip, skibskatastrofer osv., mens sælerne fortsætter, nærmest uanfægtet, i forgrunden – på trods af deres kommende undergang.

Hvilken symbolværdi ligger der i, at de fortsætter uændret, selvom katastrofen kommer nærmere og nærmere?

4. Fortolkning og diskussion

  1. Hvilke temaer behandler filmen?
  2. Hvilken effekt har det, at filmen anvender netop stopmotion til at behandle disse temaer?
  3. Lav en kommunikationsanalyse af filmen med særligt fokus på modtagergruppe og budskab. I skal også overveje, om en stopmotion-kortfilm kan påvirke debatten.

5. Debatrollespil

I skal gruppevis debattere Jacques Cousteaus citat: ”Er vi alle i samme båd”. Går klimakatastrofer lige meget ud over mennesker og natur, og går klimakatastrofer lige meget ud over alle mennesker, eller er der nogle, der bliver hårdere ramt?

I debatten skal der være:

  • En vært der styrer slagets gang, holder styr på rækkefølgen og stiller spørgsmål til de medvirkende
  • En erfaringskilde
  • En eller flere ekspertkilder
  • En partskilde
  • En kameramand/kvinde

Det er op til jer, om kilderne er ægte mennesker eller fiktive personer. I bestemmer også selv, om I vil lave et direkte manuskript med færdige argumenter for og imod, eller om I vil improvisere (det sidste er naturligvis det sværeste). For at debatten skal være levende og interessant, er det imidlertid nødvendigt, at I inkluderer skarpe faglige argumenter for og imod, herunder styrkemarkører, gendrivelser og rygdækning, og at I forsøger at blive i jeres roller. I kan også vælge, at en enkelt deltager i debatten måske vil vælge at gå efter manden, ikke bolden…

Videodebatten skal filmes. Det behøver ikke være en Hollywood-produktion, men den skal vare 7-10 minutter, og lyden skal være i orden.

6. Kreativ opgave

Vælg én af følgende to opgaver:

  1. Lav jeres egen stop-motion over en dansk sang, der handler om forurening. Det kunne fx være Shubiduas ”Costa Kalundborg”, Halfdan Rasmussens ”Forureningsvise” eller en helt tredje sang.
  2. Lav et interview med én af sælerne fra filmen om klimaforandringerne. Hvad ville I spørge den om? Og hvad tror I, at den ville svare?