Mary Kabufufu er lesbisk og asylansøger. Hun leder efter sin kæreste, som forsvandt under deres flugt fra Uganda. Til Marys sidste interview i Flygtningenævnet går det op for hende, at hun har overset en ledetråd, som måske kan føre hende til kæresten. Men hun ved stadig ikke, om hun får asyl.

En skinhead går ind i en arabisk butik. Det lyder som en vittighed, men der lægges ikke fingrene imellem, når den grimme og afstumpede racistiske hov stamper løs i en lille fransk landsby. Her rimer araber på øretæver, og en forretningsindehaver må lægge øre til ikke så lidt. Men måske er der et universalmiddel til at dulme hadets voldsomme rus.

”Salvador” begynder en tilsyneladende helt almindelig dag, hvor toget er fyldt af mennesker på vej til arbejde. Alle er i deres egen verden. Ingen taler sammen. Men så sker der noget; drengen Salvador leger gemmeleg og involverer de andre passagerer i sin leg. Alle smiler og glæder sig over drengen, men en enkelt af passagererne bliver ekstra påvirket af mødet med Salvador. Handlingen spoler baglæns og vi opdager, at manden i toget er en islamistisk terrorist. Til slut er vi hjemme hos Salvador og hans familie. På deres tv kan vi se, at en række bomber er sprunget i luften i togene, men en enkelt rygsæk er ikke eksploderet.

Vi bliver taget med til et dystopisk og apartheidlignende Havanna, hvor Cuba er besat af en fremmed magt. Filmen vækker mindelser om både Sydafrika og Palæstina.

Den har altid været der. Generationskløften. Men den er næsten ikke til at skræve over, når far har sin opvækst i et andet land, og man selv er født i Danmark. Ægte kultursammenstød i familiens skød. Men der kan bygges bro mellem generationerne. Værktøjerne hedder kærlighed og respekt!