fbpx

OFF & Kulturregion Fyn har lommerne fulde af verdensmålsfilm

I uge 35 afholdt OFF i samarbejde med Kulturregion Fyn konferencen ‘Folkeskolens Verdensmål’. På endagskonferencen kunne deltagerne hente inspiration og konkrete ideer til arbejdet med Verdensmålene i folkeskolen, både i de praktisk-musiske fag og i tværfagligt samspil med andre fag.
Blandt de mange oplægsholdere på dagen var Martin Spenner fra Lommefilm. Han fortalte om Lommefilms seneste verdensmålsprojekt, ‘And Action’ – et dokumentarfilmprojekt, der møder filmworkshops for skoler.

Nu giver Kulturregion Fyn og OFF konferencedeltagerne mulighed for at omsætte inspirationen fra konferencen til handling: Vi tilbyder således i løbet af efteråret filmworkshops fra Lommefilm til de fynske filmprofilskoler og andre udvalgte uddannelsesinstitutioner.

Tilbuddet gælder filmworkshoppen ‘FN’s Verdensmål på film’ – en workshop, der giver undervisere og elever mulighed for at arbejde med FN’s Verdensmål i en filmisk kontekst, og i kreative og kunstneriske fag. Workshoppen er baseret på et undervisningsmateriale bestående af fire dokumentarfilm om unge i Bolivia, der handler på FN’s verdensmål. I workshoppen lærer de unge elever at lave egne små dokumentarfilm om verdensmålene. Ifølge Martin Spenner er de unges filmproduktioner “et rigtig godt skelet for, hvor vi skal hen (med verden, red.) – allesammen.”

Projektkoordinator for Kulturregion Fyn og OFF, Trine M. Jensen, udtaler:

Vi ønsker at opmuntre og tilskynde, at fynske skoler arbejder med verdensmål i undervisningen, og at de får øjnene op for hvordan de kreative og kunstneriske fag er perfekte værktøjer til at gøre netop dette. Lommefilms projekt er et glimrende eksempel på, hvordan de kreative fag lader os arbejde med, lære om, og blive klogere på vigtige emner.

Lommefilm kører filmworkshops på skoler i Assens, Kerteminde, Langeland, Nyborg, Odense, Faaborg-Midtfyn og Nordfyns kommune i oktober og november måned.

Læs mere om ‘And Action’ her: https://www.lommefilm.dk/kampagner/aktuelle/and-action/