fbpx

OFF og Dansk Skuespillerforbund præsenterer ny skuespillerpris

Kortfilm kræver noget ganske særligt
Den 29. august begynder Danmarks ældste og eneste Oscar-, EFA- og Robert-kvalificerende filmfestival; nemlig OFF – Odense International Film Festival. Der er naturligvis stor opmærksomhed omkring festivalen, som samler kortfilm fra ind- og udland, særligt da sidste års vinder efterfølgende formåede at hive den prestigefulde Oscarstatuette hjem.

Men i år vil der også være ekstra opmærksomhed på de mange skuespillere, der medvirker i de mange danske kortfilm, der er at finde på årets program. Dansk Skuespillerforbund kan nemlig i dag offentliggøre, at de i samarbejde med festivalen vil uddele Prisen for Bedste Danske Skuespiller til OFF Awards lørdag den 3. september.

”Vi har længe haft lyst til at rette fokus på de skuespilpræstationer, der er at finde i danske kortfilm. Der skal noget ganske særligt til, når man som skuespiller skal formidle sin karakter på så begrænset tid. Hver en bevægelse, hvert ord og udtryk tæller om muligt endnu mere, og det er rigtig krævende for skuespillerne – det vil vi gerne hylde, og derfor præsenterer vi i samarbejde med OFF denne nye pris, fortæller Benjamin Boe Rasmussen fra Dansk Skuespillerforbund.

Mange kendte ansigter i spil til prisen
Der er da også masser af velkendte skuespillere på rollelisterne på de mange danske kortfilm, man kan opleve i løbet af festivalen. Blandt andet skuespiller Danica Curcic, der i efteråret gled ind i mange danskeres stuer og bevidsthed med Netflix-serien ”Kastanjemanden”. Derudover kan publikum glæde sig til fremragende præstationer af skuespillere som Søren Malling, Flora Ofelia Hoffman Lindahl, Cyron Melville, Johannes Nymark, Tammi Øst, Rasmus Hammerich, Henrik Prip, Niels Olsen, Peter Gantzler, Jens Jørn Spottag, Susanne Storm og Jesper Lohmann. Sanger, skuespiller og filmskaber Joey Moe er ligesom sidste år på programmet – denne gang både med sin egen film og som en del af castet i en anden kortfilm. Sara Hjort Ditlevsen deltager også med en film, som hun både har instrueret og spiller hovedrollen i.

”Vi er virkelig glade for, at OFF er med til at hylde de mange exceptionelle skuespilpræstationer, som man finder i danske kortfilm. Vi har hver år uddelt priser for de bedste film på de forskellige programmer, men det er en kæmpe drøm der går i opfyldelse også at kunne stille skarpt på den bedste skuespiller. Kortfilm er en fantastisk genre, og den er ligeså fantastisk svær at mestre foran kameraet, så det fortjener bestemt et ekstra fokus,” fortæller festivalleder på OFF Birgitte Weinberger.

OFF22 foregår fysisk i Odense – men hele Danmark er inviteret til fejringen af kortfilm via festivalens streamingtjeneste, OFFstream.dk, hvor alle årets konkurrencefilm er tilgængelige i uge 35 og 36. Derudover kan man helt gratis dykke ned i festivalens gigantiske bagkatalog af kortfilm fra tidligere års konkurrenceprogrammer.