fbpx

Prisvindende kortfilm fra OFF21

OFF21 er slut for i år, men filmfesten fortsætter, og traditionen tro kan du se et udvalg af de fantastiske vinderfilm fra OFF – Danmarks internationale, Oscar- EFA- og Robert- kvalificerende kortfilmfestival – på Cafe biografen.

OFF – Odense International Film Festival blev endnu en gang afholdt i uge 35 i hjertet af Odense. Over 3200 kortfilm søgte om optagelse i årets konkurrenceprogram, hvoraf 122 klarede sig igennem nåleøjet og blev vist under festivalen for et stort og veloplagt publikum. OFFs kompetente juryer kom på hårdt arbejde for at finde de bedste kortfilm blandt årets udvalg, og denne aften kan du se et udpluk af de film, som juryerne belønnede til OFF Awards.

Vidunderlige vinderfilm
Vi ser vinderen af hovedprisen; den engelske kortfilm The Long Goodbye, der også er udvalgt som OFFs kandidat i kortfilmskategorien til European Film Awards – Europas Oscar. Vi ser også dokumentaren Three Songs for Benazir fra Afghanistan, der vandt en Soapbox Award i dokumentarkonkurrencen. Danske Anders Walter vandt hele to priser, ungdomsjuryens pris og publikumsprisen for sin kortfilm Natsværmer, som vi viser sammen med vinderen af animationskonkurrencen The Expected fra Sverige, og den franske fiktion We’re not Animals, der vandt årets Storyteller Award.

Book din billet nu
Filmene præsenteres af festivalleder Birgitte Weinberger, der vil fortælle om årets festival og tale lidt om, hvad der er det magiske ved kortfilm. Programmet vises mandag d. 15. november kl. 19.00 i Café Biografen, og du kan allerede nu skaffe billetter til dig selv og din familie eller venner. Billetterne koster 50 kr. pr. stk. og kan købes i Café Biografen og på på deres hjemmeside.

Vi ses!  ❤