Næste artikel
OFF viser årets vinderfilm i Cafe Biografen

Under projektet Film For Alle præsenterer Kulturregion Fyn og OFF – Odense International Film Festival store filmoplevelser i det korte format, når vi i efteråret viser prisvindere fra årets festival i lokale fynske biografer.
Fyn er film, derfor skal film nydes og deles på den fynske ø. Ikke mindst kortfilmsperler fra hele Fyns, og Danmarks, internationale kortfilmfestival; OFF. Under fællesprojektet Film For Alle inviterer OFF og Kulturregion Fyn i november til kortfilmsaftener på Fyn.
I august løb OFF18 af stablen i hjertet af Odense, hvor der blev vist kortfilm i lange baner. 111 kortfilm deltog i år i festivalens fem konkurrencer, og feltet var stærkt og niveauet tårnhøjt. Filmene bød på alt fra skæve animationer til hjerteskærende dokumentarer, og juryerne kom på hård prøve, da de skulle uddele priserne i de forskellige kategorier. Der blev uddelt i alt 14 priser under det store prisuddelingsshow OFF Awards, og nu får publikum rundt på Fyn mulighed for at se tre af de prisvindende kortfilm.
Med på tur har vi den fynske instruktør og manuskriptforfatter Jesper Quistgaard, der står bag filmen Fodbolddommeren, der vandt årets publikumspris, og som vi viser disse aftener. Quistgaard har deltaget fem gange tidligere med film på OFF og står blandt andet også bag kortfilmene Ødeland fra 2015 og Sværvægter fra 2014. Efter visningen inviterer vi til en debat om filmene, hvor Quistgaard vil fortælle om sin film og svare på spørgsmål fra publikum.
FILM FOR ALLE viser:
FILM FOR ALLE kommer til:
Glamsbjerg Biograf, 4. november, kl. 15.00
Kerteminde Kino, 5. november, kl. 19.00
Nordfyns Gymnasium, 7. november, kl. 10.05
Ringe Bio, 21. november, kl. 19.00
Arrangementet varer to timer i alt, inkl. filmvisning og debat.
Læs mere og find billetoplysninger på biografernes hjemmesider.
Film For Alle er en del af indsatsområdet Fyn er Film under Kulturregion Fyn og bliver koordineret og realiseret af OFF – Odense International Film Festival.