fbpx

148 film udvalgt til hele Danmarks kortfilmfestival

Endelig oprandt dagen, hvor filmskaberne bag de 4.140 kortfilm, der er blevet indsendt fra hele verden, får vished om, hvorvidt deres værk har sikret sig en plads på 2024-udgaven af OFF – Danmarks ældste og eneste Oscar-, EFA- og Robert-kvalificerende filmfestival. For hele 148 filmhold er der grund til at juble, da deres film er udtaget til det officielle konkurrenceprogram for OFF24.

Med hele 4.140 tilmeldte kortfilm er det lidt af en bedrift at blive en del af konkurrenceprogrammet på kortfilmfestivalen OFF, som hvert år i uge 35 omdanner Odense til et mekka for kortfilm. Ikke desto mindre er netop den mission lykkedes for intet mindre end 148 filmhold fra ind- og udland.

”Aldrig har OFF modtaget flere kortfilm – og aldrig har vi udtaget så mange vigtige, fængslende og øjenåbnende film, som i år. Vi håber, at vores publikummer vil dyrke nysgerrigheden og gå med hjertet forrest ud på opdagelse blandt de 35 pakker af konkurrencefilm, som vi sammensat til dem,” lyder det fra Birgitte Weinberger, programansvarlig og kunstnerisk leder ved OFF – Odense International Film Festival.

Kortfilmene går forrest
Konkurrenceprogrammets 148 udvalgte kortfilm byder på alt fra sansefulde og overraskende animationer til dragende dokumentarer og fiktionsfilm med fokus på højaktuelle emner som identitet, familieforhold og kønsroller. Kortfilmene er som altid lige et skridt foran, når det kommer til at tydeliggøre, hvad der fylder, skurer og skaber følelsesmæssig røre – ude i verden, hos ungdommen, i parforholdet og mellem mennesker helt generelt.

Mange velkendte ansigter på lærredet
Selvom der er film med fra hele 40 forskellige lande med masser af nye talentfulde kræfter foran og bagved kameraet, vil du alligevel se en lang række velkendte ansigter på lærredet under OFF24. Det gælder blandt andre skuespillere som David Dencik, Trine Dyrholm, Fanny Leander Bornedal, Nicolas Bro, Johanne Louise Schmidt, Anders Juul, Lene Maria Christensen, Jens Jørgen Spottage og Bodil Jørgensen. Fra udlandet vil du kunne opleve Kate Walsh, der er kendt af mange fra serier som ”Grey’s Anatomy” og ”Emily in Paris”.

Bag en af årets danske dokumentarer finder vi Jenny Rossander, også kendt af mange under kunstnernavnet ”Lydmor”, der debuterer som instruktør sammen med den rutinerede Sebastian Cordes. Jenny Rossander har også komponeret musikken til deres fælles værk.

Oscar-, EFA- og Robertkvalificerende konkurrencer
Konkurrenceprogrammet består i 2024 af fire centrale konkurrencer: Den Internationale Konkurrence, Den Danske Konkurrence, Animationskonkurrencen samt Dokumentarkonkurrencen. Alle fire konkurrencer indeholder oscarkvalificerende priser. Dertil kommer Ungdomskonkurrencen, som viser film fra de fire hovedkonkurrencer, der er særligt egnede til det unge publikum.
Priserne uddeles af festivalens kompetente juryer til det sagnomspundne Award Show, som afholdes lørdag d. 31. august. Her afsløres i øvrigt også, hvilke fem kortfilm fra Den Danske Konkurrence, der kan bryste sig af en Robert-nominering, som uddeles af Danmarks Filmakademi.

Fra tirsdag den 14. maj kan den fulde liste over konkurrenceprogrammets 148 udvalgte kortfilm ses her >

 

Fakta om årets selektion
• I alt 4.140 kortfilm er indsendt til OFF24, hvilket er det højeste antal i festivalens historie.
• 148 kortfilm fra 41 lande er udtaget til årets konkurrenceprogram.
• Udover konkurrenceprogrammet er der under OFF et væld af arrangementer som talks med aktuelle profiler fra filmbranchen, open air-filmvisninger, live podcasts, netværksmøder og koncerter. Disse offentliggøres løbende frem mod uge 35.
• OFF24 finder sted i uge 35 – mandag d. 26. august til søndag d. 1. september – i hjertet af Odense.
• OFF har skabt en streamingplatform OFFStream.dk, hvor du kvit og frit kan se udvalgte kortfilm fra festivalens omfattende bagkatalog.
• I uge 35 og 36 vil dette års konkurrencefilm også kunne ses online på OFFStream.dk for 89 kr.

OFF – Odense International Film Festival afholdes i uge 35, fra mandag den 26. august til søndag den 1. september 2024. Billetter til konkurrenceprogrammet kan købes på filmfestival.dk fra den 1. juni 2024.