fbpx

Let’s talk about…

Med skolen i biografen

Dette undervisningsmateriale tager udgangspunkt i kortfilmpakken Let’s talk about…

Pakken består af fem kortfilm, der alle har deltaget i OFF – Odense International Film Festival, Danmarks internationale, Oscar, EFA- og Robertkvalificerende kortfilmfestival. OFF finder sted i Odense, som hvert år i uge 35 forvandles til et film­mekka med besøgende filmskabere fra hele verden, prestigefyldte priser og et hav af spændende programmer for filmelskere i alle aldre.

OFF hylder kortfilmen, og vi er derfor glade for at kunne tilbyde unge muligheden for at dykke ned i genrens mange former.

“Let’s Talk About …” indgår i programmet for skoleåret 2024/2025 for Det Danske Filminstituts skolebioordningen Med Skolen i Biografen. Filmene er meget forskellige i deres udtryk, og de kommer vidt omkring, men de berører på hver deres måde emner, som ligger inden for seksualundervisningen i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. De udvalgte film handler om køn, krop og seksualitet, men også om grænser, normer og forventninger.

Dokumentaren ”Amphi” indleder programmet. Den griber fat i emner som køn, identitet og seksualitet. Animationsfilmen ”I’ll Be Your Kettle” fremviser på en underfundig måde, at et vellykket seksualliv ikke kun handler om at give, men også om at modtage.

Den danske kortfilm ”Lulu IRL” handler bl.a. om online kærester og de myter og forventninger, der knytter sig til den seksuelle debut, mens den polske animationsfilm ”Pussy” kaster et let og legesygt blik på emnet onani. I den sidste film, ”Thick Skin”, er vi derimod blandt teenagere på Island, og filmen åbner op for en nuanceret diskussion af samtykkebegrebet via sin beskrivelse af to sider af den samme virkelighed.

Undervisningsmaterialet er udformet i samarbejde med Katrine Andersen, uddannelseskonsulent i Børns Vilkår og tidligere projektleder i Sex & Samfund.

Til underviseren: Om undervisningsmaterialet >

Undervisningsmaterialet til “Let’s talk about…” som samlet PDF >

Amphi

Hvem har lavet grænserne? Alt flyder frit, da de tre unge mænd Anton, Sigurd og Adam mødes for første gang i ruinerne af et amfiteater fra det gamle Grækenland. Selvom de er helt fremmede for hinanden, begynder de en samtale, der afslører deres inderste lyst, skam, frygt og hemmeligheder. Sammen kan de måske løsrive sig fra begrænsende forestillinger om mænds seksualitet.

Se opgavebeskrivelse
I'LL BE YOUR KETTLE

En mand bor med sin kæreste i et hus. Manden har nogle præferencer, som kvinden rummer og rummer og rummer og rummer… Indtil en dag hvor…? Et let og sjovt legende blik på nogle af de svære og sære prøvelser som et parforhold kan sætte en på.

Se opgavebeskrivelse
LULU IRL

På nettet har Lulu fræk sex med sin kæreste Sebastian. I virkeligheden er hun jomfru og står på rulleskøjter alene om natten. Sebastian vil mødes udenfor computerens trygge rammer, men Lulu tøver. På sin efterskole bliver hun mobbet blandt de andre piger, og hun vil bevise sit værd ved at miste sin mødom, koste hvad det vil. Nomineret til en Robert pris for Årets Kortfilm: Fiktion/Animation i 2017.

Se opgavebeskrivelse
Pussy

En ung kvinde forbereder sig til en aften med selvforkælelse, men et uventet besøg fører til nogle ret usædvanlige benspænd med ret usædvanlige løsninger.

Se opgavebeskrivelse
Thick skin

Reykjaviks forstæder. Jævnaldrende Jónas og Hannah er til fest. Først udveksler de blikke, så kys, så mere. Men næste morgen vågner de op til to forskellige virkeligheder. I den enes er der begået en forbrydelse. I den anden er alting vendt på hovedet, og det er knap nok muligt at genkende sig selv.

Se opgavebeskrivelse

Se opgavebeskrivelse